De sad ved morgenbordet og nød det sidste overdådige morgenmåltid, som de var bliver forkælet med, gennem de sidste mange måneder. Chris sad og kiggede ud gennem det åbne vindue, kiggede på køerne,  nu græssede køerne lige uden foran vinduet. “Jeg føler mig som en kænguruunge hver gang, jeg bliver lagt ned i rejsetasken,” sagde Wendy med et grin. “Men jeg føler mig faktisk ganske tryg. Nu bliver det spændende at se, om jeg ankommer samtidig med jer.” Hun kiggede på Chris, Skip og Grip, mens solen spillede på taskens spænder.

“For der er kun en times mellemrum mellem vores ankomst fra Bangkok og afgangen til næste fly,” fortsatte hun med et skævt smil. “Det må være på grund af sommer- og vintertidsplanerne. Tror I, vi når det?”

Chris sendte hende et beroligende blik. “Vi skal nok komme hjem. Hvis vi misser det første fly, er der et senere. Vi bliver bare ombooket. Det er ikke noget at bekymre sig om.”

“Ja, men hvad så med bagagen?” spurgte Skip med en rynke i panden. “Bliver den sendt direkte videre til vores endestation, eller skal vi hente den og tjekke ind igen, ligesom vi har prøvet før?”

Chris trak på skuldrene og sagde roligt: “Det ved vi jo ikke endnu. Men der er altid en løsning. Vi skal bare tage én ting ad gangen. Og heldigvis har vi pakket nok bleer og skiftetøj ned. Det fylder lidt mere, men det fungerer bedre end dem, vi køber i Thailand.”

Skip grinede bredt. “Eller også tisser du bare meget,” sagde han og blinkede til Chris. Bemærkningen fik dem alle til at le. Skip forsatte:” Hvad man ikke har i hovedet, må man have i bleen.”

Grip afbrød med sin sædvanlige praktiske tone: “Er der styr på det hele? Alt, der skal i håndbagagen – batterier, computeren og sådan noget?”

“Det har jeg styr på,” svarede Chris. “Jeg prøver at holde styr på, hvad der skal i kufferterne, og hvad der skal med i kabinen. Det eneste, vi mangler, er at få vejet kufferten. Det bliver spændende at se, om vi holder os under grænsen.”

“Det bliver en lang tur hjem,” sukkede Grip og skiftede emne. “Det føles altid som om, det tager længere tid at flyve hjem end ud.”

“Det gør det også,” sagde Wendy med et underfundigt smil. “Men vi behøver ikke høre din forklaring igen. Vi får den hver eneste gang, vi flyver.”

Hun fortsatte, mens hun talte : “Først to en halv time i bil til lufthavnen. Så ventetid. Derefter halvanden times flyvning. Mere ventetid. Og så den store tur fra Bangkok – 13 timer i luften. Når vi endelig lander i Oslo, har vi en times flyvning mere, før vi skal hente bagagen og køre to timer hjem i bil. Puh! Godt jeg ikke selv skal køre.”

“Du skulle nok have fået brug for, at lade op et par gange undervejs,” bemærkede Skip med et glimt i øjet.

Wendy slog ud med benstøtten. “Og vi skal lige huske, at maden ombord kræver kampånd. Hvis indpakningen er lige så stram som sidst, kan vi lige så godt starte med at bede personalet om hjælp.”

Chris lo og nikkede. “Du har en pointe. Jeg har efterhånden mestret kunsten, at åbne plastikindpakning med Parkinson, men det kræver koncentration – og en hel del servietter.”

Skip grinede. “Lad os håbe, de serverer noget, der ikke kræver kamptræning.”

Grip så alvorligt på Chris. “Har du husket din sædepude?”

Chris nikkede med et tilfreds smil. “Ja, den er med. Jeg kan ikke undvære den. Siden jeg fandt den, har jeg siddet rimelig godt i de mange timer i flyet. Jo, den er en prioritet.”

“Bliver vi hentet, når vi lander?” spurgte Wendy nysgerrigt.

“Jeg ville blive meget overrasket, hvis vi ikke gør,” svarede Chris med et smil. “Jeg forestiller mig et stort jentesmil, en varm jakke, vanter, kaffe, rugbrødsmadder og et velkommen hjem. Det bliver godt.”

“Og skal vi så se venner og bekendte i weekenden?” spurgte Skip med glæde i stemmen.

Grip rystede på hovedet. “Du er altid forlystelsessyg, Skip. Fest og farver – det er lige dig.”

Chris lo. “Nu må vi se. Huset kan have andre planer. Der er så mange aktiviteter i juletiden. Men lad os tage det, som det kommer. På søndag er det anden søndag i advent. Det bliver hyggeligt og højtideligt. Så må vi se, hvad der ellers sker.”

Trods de små bekymringer glædede de sig til rejsen. Flypersonalet plejer at være venlige og hjælpsomme, og turen giver altid mulighed for refleksion – og måske en god film.

“Det bliver en lang tur,” sagde Wendy med et drømmende blik. “Men når vi endelig lander i Skandinavien, venter sne, julelys og gensyn med vores anden familie. Det er det hele værd.”

De tog plads i bilen og skrålede sammen den gamle sang af Willie Nelsons ikoniske “On the Road Again”