Nu er det jul igen … Julen er en tid med glæde, lys og samvær – i hvert fald for de fleste. Men for dem, der bor på institutioner, plejehjem eller lignende, kan julen vække blandede følelser. Glæden ved tanken om at se familien, børn og børnebørn, venner og måske nyde den gode mad, blander sig med bekymringer, der føles små for andre, men store for dem, der lever med begrænsninger. Hvad hvis jeg tisser over i bleen? Hvem skal hjælpe mig på toilettet? Hvad hvis jeg sidder og spilder maden på tøjet eller gulvet? Kan jeg komme ind ad døren derhjemme – og hvad hvis jeg ikke kan huske, om der er trapper? Børnebørnene vil sikkert være glade, men hvad hvis de stryger for hurtigt forbi eller kommer til at vælte noget? Og så er der den anden frygt: Kan de andre være sig selv, eller bliver deres godhed påtaget, fordi de føler, de skal tage hensyn? Jeg tænker også: De besøger mig jo ikke så meget i forvejen, så hvorfor nu? Bliver jeg inviteret igen, eller er det bare for denne ene aften? Og vil jeg overhovedet kunne holde til det hele? Jeg bliver så hurtigt træt. Alle de små ting, som engang var lette og ubetydelige, fylder nu som store spørgsmål, der næsten kan tage glæden ud af julen, før den overhovedet er begyndt.

Skip: “Men Chris, hvordan hjælper man nogen med den slags bekymringer? Det lyder jo som en hel liste, man skal tage højde for.”

Chris: [nikker eftertænksomt] “Det er det, Skip. Det handler om at tage én ting ad gangen. Først og fremmest skal vi tale åbent om de her ting. Vi skal lytte uden at dømme. Hvis nogen er bekymrede for at spilde mad, kan vi sørge for en pæn hageserviet eller et forklæde – ikke som en forringelse af deres værdighed, men som en praktisk løsning. Hvis toilettet er en udfordring, skal vi planlægge, hvem der kan hjælpe, og hvor det er lettest at gøre det. Og når det kommer til huset, skal vi bare sørge for, at de ved, hvad de kan forvente – fx trapper, plads og hjælpemidler. Vi skal huske at gøre tingene praktiske. Hav små hjælperedskaber klar, som fx stokholdere eller servietter, der er let tilgængelige. Sørg for en komfortabel stol eller et sted, hvor de kan hvile, hvis de bliver trætte. Overvej madserveringen, måske med mindre portioner, så de ikke føler sig overvældede. Det er de små ting, der kan gøre en kæmpe forskel.”

Skip: “Chris, skal du egentlig i kirke juleaften?”

Chris: [smiler varmt] “Ja, Skip, det skal jeg. Jeg synes, det er en fin tradition. Hjemme i Norge, ude i bygden, er der noget helt særligt ved, at samles i kirken juleaften. Det handler ikke kun om tro, men om fællesskab og om at dele et øjeblik af ro og refleksion. Men du ved, det er sjovt – mange mennesker går kun i kirke til bryllupper, konfirmationer, barnedåb eller som du måske ville sige, Skip, ’til deres egen begravelse.'”

Skip: [afbryder med et grin] “Jamen, er det ikke rigtigt?”

Chris: [med et let grin] “Jo, du har nok fat i noget. Men netop juleaften tænker jeg ofte, at det er her, der er mest brug for præster. Ikke kun klokken 16 til gudstjenesten, men hele aftenen og natten – måske helt til klokken 2. Det er der, mange virkelig kunne have brug for en snak eller en skulder at læne sig op ad. Men præster er jo ofte selv familiefædre og -mødre, så det er ikke så let. Alligevel synes jeg, det burde være et valg, man tager, når man vælger at være præst.”

Wendy: “Du mener, at kirken kunne være et sted for mere end bare tro juleaften?”

Chris: [nikker] “Ja, Wendy. Jeg har tit tænkt, at jeg sammen med andre gerne ville gøre noget i kirken juleaften og nat – ikke så meget i en religiøs forstand, men mere som medmennesker. Jeg ved, hvor vigtigt det er at have nogen at snakke med, især på en aften som denne. Både min egen erfaring og mine år som psykoterapeut har vist mig, at det kan gøre en enorm forskel bare at have én person, der lytter.”

Grip: “Og hvad med dem, der sidder helt alene derhjemme? Det må være svært.”

Chris: [ser alvorligt på Grip] “Det er det, Grip. Mange sidder alene juleaften – ikke fordi de ønsker det, men fordi livet er blevet sådan. For dem, der er opflasket med tanken om jul som en tid med glæde, familiesammenkomst, gode stunder, hygge og mad, kan det være ubærligt at sidde alene. Derfor tror jeg, det er vigtigt, at vi tænker på dem. Måske ikke kun som nogen, vi skal ‘redde,’ men som nogen, vi kan invitere ind – som vi kan dele julen med, på en ægte måde. Og hvis vi virkelig ønsker at gøre noget for andre, kan vi tage konkrete handlinger. Invitér én mere til dit julebord, eller meld dig som frivillig på en varmestue eller et plejehjem. Små handlinger kan skabe store resultater.”

Grip: “Men Chris, nogle familier oplever vel også, at deres pårørende kan være lidt vrede eller fornærmede, når de kommer til jul. Hvad gør man så?”

Chris: [nikker eftertænksomt] “Det er rigtigt, Grip. Nogle gange kommer det til udtryk som vrede eller fornærmelse, selvom det ofte handler om noget helt andet. Mange kæmper med sorg – over det, de har mistet, eller det, de ikke længere kan. De kan føle magtesløshed over deres egen situation, og det kan gøre det svært at tage imod julens glæde. Sådan en reaktion handler sjældent om familien, men om deres egen smerte. Det er vigtigt at huske.”

Skip: “Men der er jo mange, der må undvære deres familie juleaften. Jeg tænker på dem, der arbejder på hospitaler, overvåger vigtige samfundsfunktioner, beredskab – og så alle dem, der transporterer folk frem og tilbage. Der bliver nok også skålet i et glas rødvin mere eller mindre rundt omkring.”

Chris: “Ja, det er jo sådan, samfundet fungerer. Men julen er jo ikke kun den 24. december. Der er jo en hel måned, hvor vi burde se og høre hinanden – og ikke bare haste afsted i vores egen egoisme for at købe gaver og madvarer. Hvis vi virkelig mener noget med julens budskab, så handler det om tid. Tid til hinanden. Tid til at drage omsorg og se hinanden. Det kræver så lidt, men det betyder så meget.”

Grip: “Det er jo lidt underligt, at vi kun sætter fokus på alle de her værdier i julen. Det burde være jul hver dag – set ud fra, at vi burde tage hånd om hinanden og udleve forståelse, respekt og omsorg.”

Chris: [smiler varmt] “Ja, Grip. Hver dag burde være som juleaften. Og gaverne kunne være smil, hjælpsomhed og tid. Men der findes faktisk julemænd og -kvinder samt små nisser, som gør noget godt for andre mennesker hver dag. Dem, jeg kalder hverdagens helte. Men som jeg sagde: Vi handler alle forskelligt på glæde og smerte. Og vi skal huske, at det kan være svært at acceptere sin situation. Den kan give sig udtryk i både glæde og aggression. Mennesker reagerer ikke altid logisk og ved ikke altid, hvorfor de reagerer, som de gør.”

Wendy: “Så det handler om at forstå, at deres reaktioner måske er en del af noget større – deres følelser?”

Chris: [nikker] “Præcis, Wendy. Og det handler om at skabe et rum, hvor glæde og sorg kan eksistere side om side. Ingen skal føle, at de skal præstere en perfekt jul. Det vigtigste er at være sammen, uanset hvordan man har det. For julen handler om fællesskab – med familien, kollegaerne på arbejde eller med dem, der har brug for, at vi ser dem. Julen er ikke perfekt, og det skal den heller ikke være. Men den kan være meningsfuld. Hvis vi alle gør en lille indsats for at lytte, inkludere og række ud, kan vi gøre julen lettere at bære – for os selv og for dem omkring os.”