Chris: “Det var noget af en overraskelse i dag, hva’? Vi blev simpelthen bortført og kørt op i bjergene! Men sikke en oplevelse og gensyn. Vi besøgte Doi Ang Khang Royal Agricultural Station, den kongelige have nær Fang, og sluttede af i landsbyen Ban Khum, hvor Joy og hans familie bor. Palaung-stammen, vi mødte der, har virkelig en fascinerende kultur.”

Skip: “Helt enig! Jeg kunne næsten mærke bjergenes ro. Det var fascinerende, hvordan Palaung-folket stadig bærer deres traditionelle dragter – de farvestrålende røde saronger og sølvbælterne var virkelig noget særligt. Det mindede mig faktisk om Norge, hvor folk også har deres egne dragter, der varierer fra region til region.”

Grip: “Det er så sandt, Skip! Begge lande har en dyb respekt for deres traditioner. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på de gamle norske stavkirker, som er lige så imponerende som de thailandske templer. Begge steder emmer af historie og åndelighed, selvom de er helt forskellige, men Chris har du ikke boet der i en kort periode hos Palaung-folket?”

Chris: “Jeg er helt enig. Jeg elsker at gå ind i de thailandske templer med deres røgelse og gyldne statuer. Det føles som at træde ind i en anden verden. Men de norske stavkirker har også noget magisk over sig – den mørke træduft og de ældgamle udskæringer er helt unikke. Jeg har overnattet der, jeg har ikke boet der, men det i sig selv er en kæmpe oplevelse.”

Grip: “Det var fascinerende, hvordan Palaung-folket stadig holder fast i deres traditioner, især med deres smukke dragter. Men det, der virkelig fangede mig, var, hvordan deres liv er så tæt knyttet til naturen. Joy har tidligere fortalt, hvordan de dyrker te og ris på de stejle bjergskråninger – og at hvert familiemedlem har sin rolle i arbejdet. Det er en livsstil, der kræver både samarbejde og respekt for landskabet.”

Skip: “Ja, og husk, hvordan de kombinerer gamle overbevisninger med deres nuværende tro og de små spirituelle ceremonier, de stadig holder, før de planter ris eller høster teblade. Det viser, at deres kultur ikke bare er noget, de bærer i deres tøj – det er en del af deres hverdag.”

Wendy: “Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvordan både stavkirkerne i Norge og templerne her i Thailand fungerer som samlingssteder. Det er som om, de står som ankre i landskabet, hvor folk kommer sammen for at finde ro og styrke. For mig føles det som en påmindelse om, hvor vigtigt det er at have et sted, der forbinder os til noget større.”

Wendy: “Og de bjergveje! De kræver virkelig præcision. Jeg mærkede, hvordan temperaturen faldt, jo højere vi kom op, og hvordan bilens hjul skulle arbejde ekstra hårdt for at klare de stejle stigninger. Det er sjovt at tænke på, hvordan bjergveje overalt i verden er en udfordring – men jeg har kun få gange kørt på så smukke veje som dem her.”

Wendy: “Jeg ved ikke, om I lagde mærke til det, men jeg følte næsten, at vi rejste gennem tiden, mens vi kørte. Først de moderne, brede veje, og så de smalle, jordede stier op til Palaung-landsbyen. Det fik mig til at tænke på, hvordan de her veje ikke bare er forbindelser, men også en del af deres hverdag – en livsnerve, der forbinder dem til markerne, templerne og resten af verden.”

Wendy: “Og så er der bjergene, der binder det hele sammen. De er jo en del af begge landes identitet. Men vejene i Thailand er en helt anden udfordring for mig end de norske fjeldveje! Det er altid tid, der tæller i bjergene, ikke kilometer. Det tog os næsten en time at køre bare 5 kilometer i dag – de stejle stigninger og hårnålesving sætter virkelig dagsordenen.”

Skip: “Det er det samme i Norge. Du kan kigge på et kort og tænke, ‘Åh, det er kun 10 kilometer,’ men det kan nemt tage en halv time eller mere. Og hvis du skal besøge familie i Nordnorge, kan det betyde en rejse på flere dage – især med alle de stop, der skal til for at tanke op, proviantere og tage færger.”

Grip: “Ja, og det minder mig om Thailand. Når thaierne rejser, gør de det også med mange stop undervejs for at spise, købe frugt eller bare tage en pause. Men der er én stor forskel: priserne! Det er en brøkdel af, hvad det koster i Norge.”

Chris: [Ler] “Det er så sandt, Grip! En kop kaffe eller et måltid i Thailand koster næsten ingenting sammenlignet med Norge. Det får mig til at tænke på, da jeg var barn i Danmark. Dengang var en tur på tværs af landet en hel dagsrejse – og det var kun 300 kilometer. Men tiden var anderledes dengang. Afstande føltes større, og rejser var noget særligt. Danmark er jo bare et lille bitte land, men som barn føltes det som en kæmpe verden.”

Wendy: “Jeg tror, det handler om perspektiv. Uanset om det er Danmark, Norge eller Thailand, former både tiden og afstandene vores oplevelser. Det handler ikke om, hvor langt du rejser, men hvad du oplever undervejs.”

Chris: “Præcis, Wendy. Og hvad vi oplevede i dag – fra solnedgangen over bjergtoppene til lysene, der tændtes i husene i Fang – det er øjeblikke, der bliver hængende i sjælen. Og så høre Krum´s hustru fortælle om sin barndom og historie om livet i bjergene og deres stærke fællesskab var virkelig rørende.”

Skip: “Ja, deres måde at arbejde sammen på – som en familie både på markerne og i hjemmet – mindede mig om gamle norske traditioner. Det er fascinerende, hvordan fællesskab og respekt for naturen er en fællesnævner mellem så forskellige kulturer.”

Grip: “Og så er der flagene. Tænk, at både Norge og Thailand deler de samme tre farver – rød, hvid og blå. Det er sjovt, hvordan noget så simpelt kan forbinde to lande, der ellers er så forskellige.”

Chris: “Ja, det er de små ting, der binder os sammen, og de store ting, der gør os unikke. At opleve både forskellene og lighederne mellem landene er det, der gør rejser som denne så uforglemmelige.”

Wendy: “Og lad os ikke glemme, at der stadig er mange bjergtoppe, veje og historier, der venter på os!”