Noget mangler. Du kan ikke altid se det – men du kan mærke det.

En gekko piler hen over væggen, dens små ben suger sig fast til den ru puds, mens blikket er fikseret på en flue, der svirrer dovent under loftet. I ét spring er den væk – som om luften selv havde givet den fart.

Chris rækker ud efter sin vandflaske. Hætten knirker svagt, da han åbner den, og han tager en langsom slurk. Hans blik glider mod bordet foran ham, hvor både et stykke frisk ananas og en moden banan ligger. Hånden når hen mod ananassen… men stopper. Et kort suk. Så tager han i stedet bananen.
“For meget syre,” mumler han for sig selv.

Skip skubber sig over mod det åbne vindue. Den nye brise får gardinet til at løfte sig let – som en hilsen fra verden udenfor. Han vipper lidt, som for at mærke vinden bedre mod metallet.

Grip løfter blikket fra gulvet og opdager, at Skip har flyttet sig. Et halvt smil. Så glider han over og stiller sig ved siden af ham. De står der et øjeblik – uden ord – med front mod lyset, som om bare dét at kunne se ud, giver noget tilbage.

Det mærkelige savn

Skip: “Det blev sent i går aftes, Chris. Det var mange timer, du sad og snakkede med Nuk.”

Chris: “Ja, det var en spændende samtale. Jeg prøvede at støtte hende i at forstå sig selv, og samtidig var det meget lærende. At blive bekræftet i mine tanker om den menneskelige psyke og hvor ens vi er – og samtidig høre, hvordan buddhismen løser nogle af opgaverne.”

Chris foldede hænderne foran næsen, inden han fortsatte:
“Heldigvis snakker hun godt engelsk, for ellers ville det ikke være muligt at føre sådan en samtale. Den lader sig ikke oversætte via Google Translate.”

Chris smiler sit underfundige smil. Luften står stille et øjeblik, som om rummet selv lytter med.

Han bliver tavs et øjeblik, før han fortsætter – men det er ikke ham, der tager ordet.

Wendy: “Jeg har tænkt på noget. Der er så mange mennesker, der går rundt med en følelse, de ikke kan forklare. Ikke en sygdom. Ikke en sorg. Bare en… mærkelig uro. Et savn, måske. Men uden navn.”

Skip: “Ja. Ikke en, man fortæller lægen om. Ikke noget, der giver udslag på blodprøver. Men alligevel er det der. Som et hul i maven, eller en anelse for lidt ilt i kroppen.”

Grip: “Og hjernen kan ikke finde ud af det. Så den begynder at foreslå ting. Du mangler motion. Du skal være mere social. Du burde engagere dig. Søge mening. Gøre en forskel.”

Chris: “Men det virker ikke. For det er ikke det, det handler om. Det er noget andet. Noget, der bor længere nede. Noget kroppen ved – men hjernen ikke forstår.”

Wendy: “Og så begynder man at dulme det. Med mad. Med slik. Med arbejde. Med sex. Med alkohol. Med stilhed. Med støj. Med alt det, der bare et øjeblik… kan overdøve følelsen.”

Skip: “Og det virker. Lige indtil det ikke gør.”

Grip: “Og så bliver det værre. Fordi man har prøvet alt. Og stadig ikke er blevet klogere.”

Chris: “Det er som om hjernen løber foran og råber løsninger – mens følelserne bare står tilbage og hvisker: ‘Du har ikke hørt mig endnu.’”

Når det begynder at slide

Et insekt summer lavt mod ruden. Chris skubber lidt til en tom kop foran sig. Dugen har en lille fold, som ingen retter ud.

Grip: “Og det værste er måske… at man vænner sig til det.”

Wendy: “Ja. Man lærer at leve med det. Med den lille træthed. Med den uro, der ligger som baggrundsstøj. Man lærer at smile alligevel. At passe sit arbejde. At fungere.”

Chris: “Men det slider. Ikke med ét stort slag. Men med tusind små hak. På glæden. På nattesøvnen. På evnen til at være helt til stede.”

Skip: “Og man begynder at trække sig. Uden at ville det. Man svarer lidt kortere. Siger lidt oftere ‘nej, ikke i dag.’ Og det, der før føltes som liv – bliver bare noget, man kommer igennem.”

Grip: “Og hjernen fortsætter. Den lægger planer. Sætter mål. Finder nye teorier, nye strategier. Den vil løse det.”

Chris: “Men den glemmer én ting. At følelser ikke kan fikses med fornuft. De vil mærkes. Ikke forbedres.”

Wendy: “Og hvis man ignorerer det længe nok… så kommer tomheden. Så begynder man at tvivle på sig selv. På sin værdi. På, om man overhovedet hører til.”

Skip: “Man holder op med at håbe.”

Når man prøver at handle sig fri

Udenfor bevæger skyerne sig langsomt hen over solen. Et gyldent skær stryger kortvarigt over bordet, før det igen bliver dæmpet.

Wendy: “På et tidspunkt… så bliver det for meget. Så tænker man: ‘Jeg må gøre noget.’”

Chris: “Så man rejser væk. Starter et nyt projekt. Flytter. Skifter job. Melder sig til yoga. Til podcast. Til alt.”

Skip: “Eller man bliver fandenivoldsk. Skubber alt væk. Tænker: ‘Nu skal jeg fandeme ikke føle mere.’”

Grip: “Man forsøger at handle sig ud af noget, som kun kan forstås indefra. Og det virker måske i begyndelsen. For forandring føles som frelse.”

Wendy: “Men følelsen… den flytter bare med. Den finder en ny form. Et nyt hjørne i hverdagen at bo i.”

Chris: “Og så står man der. Med alt det, man troede ville hjælpe. Og føler sig mere fremmed end før. Mere træt. Mere alene.”

Skip: “Og nogle… de går i stykker dér. De begynder at miste sig selv i kampen for at blive fri.”

Grip: “Og så – måske – kommer erkendelsen snigende. At det ikke handler om at løbe væk. Men om at stoppe op. Og lytte. Til det, man har forsøgt at overdøve i årevis.”

Når man rækker ud

Chris har lagt hånden over bananen nu. Fingrene hviler på skrællen, som om det er nok bare at mærke noget, der ikke kræver svar.

Chris: “Og så sker det måske en dag. Man orker ikke flere planer. Ikke flere råd. Ikke flere ‘du skal bare.’”

Wendy: “Man sidder bare. Stille. Og ved ikke, hvad man skal sige. Kun at man ikke vil være alene med det mere.”

Skip: “Så man rækker ud. Tøvende. Til en psykolog. En ven. En fremmed, der kan holde det, man ikke selv kan bære.”

Grip: “Ikke fordi man tror, de kan løse det. Men fordi man fornemmer, at de måske kan være med det.”

Wendy: “Og for første gang føles det ikke som et nederlag. Det føles… menneskeligt. At behøve nogen. At have brug for et rum, hvor man ikke skal forklare alting. Bare være.”

Chris: “Det er der, noget ændrer sig. Ikke dramatisk. Ikke med trommer og fanfarer. Men stille. Som et suk, der endelig får lov at slippe.”

Skip: “Og måske er det dér, helingen begynder. Ikke med svar. Men med tilladelse. Til at mærke det hele. Også det, der ikke giver mening.”

Når vi begynder at lytte

En lydløs stilhed falder over dem. Vinden har lagt sig, og det er, som om rummet trækker vejret med dem nu.

Wendy: “Måske er det netop dét, vi glemmer. At det ikke altid handler om at forstå. Nogle gange handler det om at turde være i det.”

Grip: “Fordi der ikke findes én forklaring. Ikke én kur. Men der findes nærvær. Og ærlighed. Og tid.”

Chris: “Og måske skal man ikke altid handle. Måske skal man bare… give plads. Lade det mærkelige være mærkeligt. Lade det savnede være savnet. Uden at jage det væk.”

Skip: “Det begynder måske dér. Når man opdager, at man ikke er den eneste. At andre også har kendt det. Følelsen. Tomheden. Og at det ikke er svaghed. Det er menneskelighed.”

Wendy: “Følelserne… vil bruge enhver chance for at fortælle, hvordan de har det – hvis de får chancen.”

Og nogle gange er det nok bare at lytte. Ikke for at forstå – men for at begynde at høre sig selv igen.