Vores blog er i dag længere end normalt, til glæde for nogen og til  ( sæt selv din holdning ind , for andre) 😊

I går udgav vi blogindlæg nummer 150 – og vi har nu rundet 225.000 besøgende fra 167 nationer, siden 16. september 2024.

Vi er overvældede. Ikke over antallet alene, men over den forbindelse, der er opstået. Mange har genkendt sig selv i det, vi skriver – eller fundet ord for noget, de selv har mærket. Og det er jo det, denne blog er blevet: Et sted, hvor noget bliver sagt – ikke på vegne af alle, men på vegne af det, vi genkender i hinanden.

Det, der begyndte som en lille blog, skrevet mest for Chris selv – og med Wendy , Skip and Grip som de tre, der blev til de fire musketerer – har udviklet sig til noget større. Hver med deres personlighed. Og med troen på, at det er vigtigt, at alle bliver hørt. For vi rummer så mange sider i os selv – nogle af dem er vores egne, andre er noget, vi er blevet påduttet. Og nogle er ar efter dem, der har tørt noget af i os gennem livet.

Vi har selv dykket. Langt ned. Med en lille lygte. Nysgerrige, men forberedte. Og vi har set, hvad der kom frem i lyskeglen. Der var overraskelser. Og der var genkendelighed.

Vi har dykket før – og vi ved, at det kræver sikkerhedsregler. Så vi havde rigeligt med ilt og var klædt på til kulden.

Men mange har aldrig foretaget de dyk. Måske fordi de ikke vidste, at de kunne svømme. Måske skulle de bare træne lidt. Eller også var de bange for, hvad de ville finde dernede. For ja – det kan være mørkt og koldt.

Men når man først har foretaget nogle dyk, så handler det ikke kun om mod. Det bliver en ekspedition. Drevet af nysgerrighed. Af refleksion. Af en trang til større bevidsthed og forståelse.

Hvis vi – med denne blog – har fungeret som dykkerinstruktør for nogen, så er det fantastisk. Og glædeligt.

Vi dykker stadig. Og det handler dagens blog om. Et nyt personligt dyk fra Chris, mens Wendy, Skip og Grip står på stranden og venter.

⸻

Når noget begynder at tale – og man ikke længere er sikker på, hvem der lytter

Chris er ikke blevet religiøs. Chris er heller ikke blevet frelst. Men Chris er begyndt at lytte.

Ikke til prædikener eller dogmer. Men til noget, der hvisker indefra – noget, der ikke kræver, at Chris tror, men som insisterer på at blive mærket.

Chris har altid været den, der søger beviser. En, der gerne vil forstå. En, der stiller spørgsmål og ikke flyver med, bare fordi noget lyder rigtigt. Men også én, der mærker, når noget rammer – og ikke helt kan forklare hvorfor.

Chris har læst Bibelen. Det Nye Testamente med psykoterapeutens øjne – som en spejling af menneskelig længsel, sorg, tilgivelse og kærlighed. Det Gamle Testamente har han læst som en brugsbog. Der står faktisk mange praktiske råd: om landbrug, om hygiejne, om samliv, dyrehold, ritualer, samfundsstruktur. Ligesom en slags havebog, opslagsværk og etikmanual i ét.

Det er fascinerende, at mennesker for 2–3000 år siden allerede tænke langt – både om kroppen og sindet.

Chris har også levet som buddistisk munk i en periode. Ikke for at finde vejen til Buddha – men for at mærke stilheden. Chris har læst i Koranen, i dansk oversættelse for, at forstå Islam bedre, han har læst Bhagavad Gita, Vedarne og Upanishaderne for, at lærer om Hinduismen. Chris har læst Jung, Skinner, Yalom, Frankl, Ken Wilber og mange flere. Chris har lyttet til ældre mennesker og deres livserfaringer og han smiler lidt af sin onkels ord, sætninger og filosofi og han tænker på en af hans sætninger nu” man går ikke ud og slå græs når det er regnvejr.” Han vil kalde dem filosofi uden fodnoter. Hos ham og hans moster boede Chris i tre måneder på deres gård, lige midt i teenageårene, der hvor man er på ungdomsklub om aftenen til sent og først hjemme på cyklen klokken 23 for derefter , at blive vækket klokken 4 om morgenen, fordi man skulle op og malke. Men Chris kunne godt lide det. Chris var 15 år og havde droppet folkeskolen. Så stod Chris der uden noget afgangsbevis eller noget som helst, men det var jo et valg Chris havde taget og som Chris også kunne tage ansvar for.

Chris har altid været draget af ritualer, af hvordan symboler og bevægelser kan skabe ro eller dybde. Og alligevel har Chris stillet spørgsmålstegn: Hvordan kan dem, der prædiker kærlighed og ydmyghed, samtidig tale så hårdt og leve så uigennemsigtigt? Det er dér, hans skepsis vågner. Hvis det, du siger, ikke stemmer med det, du gør – så hører Chris ikke ordene. Han hører hykleriet.

Chris har aldrig tilhørt én tro. Chris har kaldt sig selv en buddhistisk kristen Darwinist. Ikke for at være klog. Bare for at sige: Jeg har fundet noget sandt i dem alle tre. I Buddhas ro, i Kristi medfølelse, i Darwins blik for udvikling. Og så har han undret sig. Over sin egen blog. Hvordan den stille og nysgerrige undren, som han begyndte at skrive ud fra, pludselig blev læst af tusindvis. Hvordan nogle tekster – dem, der kom tættest på hans eget indre – blev dem, folk vendte tilbage til.

Da han skrev sit manifest, troede han, det var fra hovedet. Men i dag spørger han sig selv: Måske var det noget, der først kom fra hans følelser – og så fandt vej op til sproget. Han ved det ikke. Han ved bare, at han – igen – er et nyt sted i rejsen. Et sted, hvor han ikke længere er bange for at spørge, selvom han ikke får svar.

Som en af hans underviserer i psykoterapi engang sagde til ham: “For at forstå dig selv, må du se dig selv som et løg. Lag for lag pilles af – og for hver afpilling kommer du tættere på kernen. Det svier lidt. Men det er sådan, man når ind.”

Så måske er det bare det, han er ved nu. At undersøge noget nyt. Ikke fordi det, han før troede på, var forkert – men fordi der er et nyt lag, der vil pilles frem.

Han har aldrig haft behov for at finde én endegyldig sandhed. Livet har lært ham, at viden ofte rejser flere spørgsmål end svar. Og det gør ikke noget, han står med et ikke færdigt billede. Men måske med en åbning – en sprække ind til noget, han ikke længere vil vende sig væk fra. Det er ikke enten-eller. Det er ikke for eller imod. Det er bare… et nyt sted at lytte fra. Og som med alt andet i hans liv, så skriver han sig frem – lag for lag, erkendelse for erkendelse. Så må vi se, hvad der venter under næste lag – i mørket, i stilheden, hvor lyset langsomt finder vej.

⸻

Samtale ved bordet – når noget begynder at tale

En myg strejfer hen over bordpladen og sætter sig tungt ved siden af et glas med lunken te. Chris sidder ved bordenden med hånden hvilende på træets årer, som om han lytter med fingerspidserne. Et blødt skær fra stearinlyset får hans ansigt til at spille i varme toner. Wendy står let på skrå, hendes armlæn tæt på bordets kant. Skip hænger skævt over stoleryggen, som han plejer, og Grip vugger næsten umærkeligt frem og tilbage, så det knap nok høres.

Chris: “Jeg… der er noget, jeg gerne vil dele. Noget jeg har mærket på det sidste. Noget, der ligesom… begynder at tale.”

Wendy: “Hvad mener du, Chris? Hvad begynder at tale?”

Skip: “Du hører vel ikke stemmer, vel?”

(et skævt dunk fra gummispidsen mod gulvet)

Chris: “Ikke stemmer, nej… Det er mere en fornemmelse. Indeni. Som om noget – jeg ved ikke hvad – gerne vil høres. Ikke en lyd, mere en… kaldende stilhed.”

Grip: “En kaldende stilhed… Du må gerne sige lidt mere. Vi lytter.”

Wendy: “Ja, vi lytter.”

Chris: “Det føles som om, der er noget i mig – eller udenfor mig – der prøver at få mig til at være stille og lytte. Som om selve stilheden taler.”

Chris: “Jeg har aldrig været særlig religiøs. Jeg bad til Gud som barn og ventede på svar – men der kom aldrig noget. Senere brugte jeg Bibelen som en slags brugsbog. Som en manual. Men det føltes tomt. Som om jeg bad en bog sige noget, den aldrig var skabt til.”

Wendy: “Og nu? Føles det anderledes nu?”

Chris: “Ja. Helt anderledes. Nu sidder jeg i stilheden – og den er ikke tom. Som om noget uden ord forsøger at nå mig.”

Grip: “Tror du, det er Gud? Eller noget guddommeligt?”

Chris: “Det føles ikke som Gud fra kirken. Ikke en stemme fra oven.

Det er mere… åbent. En invitation. Ikke en forklaring.”

Skip: “Måske er det bare dig selv? Din underbevidsthed?”

Chris: “Jeg har tænkt det. Men det føles som om… jeg lytter med noget. Ikke bare til mig selv.”

(Stilheden falder. En nattefugl svirrer kort mod ruden. Chris kigger mod mørket udenfor.)

Chris: “Jeg har altid været tryg ved Darwins blik. En verden uden mening – bare naturlove. Men nu… nu føles det som om noget vil mig noget. Ikke med ord. Men med nærvær.”

Grip: “En mening der opsøger dig…”

Wendy: “Hvordan føles det?”

Chris: “Ikke skræmmende. Rørende. Som om jeg ikke længere er alene om at bære livet. En munk sagde engang til mig: Hvis du skræller et løg helt ind, finder du ingenting – kun tårer.

Men nu… nu føler jeg, at der er noget i midten alligevel. Ikke noget, jeg kan se. Men noget, jeg kan høre. Og det siger ikke ‘jeg er Gud’.

Det siger: Lyt.”

(Stilheden falder som en kappe. De fire er sammen i den. Ikke med svar. Men med åbne hjerter. Og det er rigeligt for nu. En myg summer igen. Denne gang lader de den være.)