Der findes blikke, som kan løfte dig – uden at du behøver forklare noget.

Der findes nærvær, som rammer dig, uden at det larmer.

Og så findes der øjeblikke, hvor nogen ser dig –

ikke fordi du råber, præsterer eller beder om det…

men fordi du er der.

Denne samtale handler om dét.

Om at blive set, uden at være “noget særligt”.

Om det lille barn, der venter på anerkendelse.

Om den voksne, der aldrig blev bekræftet.

Og om de gamle, der forsvinder i stilhed – selv når de stadig lever.

⸻

(Wendy drejer let på hjulene og kigger rundt. Chris læner sig let frem. Skip lader sin gummidupsko vippe mod jorden.)

Wendy:“Når I ser et menneske – hvad er så det første, I lægger mærke til?”

Skip (Gnubber sit skaft mod kanten af bordet): “Om de smiler. Eller undgår øjenkontakt. Det fortæller som regel noget om, hvordan de har det.”

Grip (Trækker vejret ind og vipper sig selv op i lodret): “Jeg lægger mærke til, hvordan de går. Tempoet. Tyngden. Det siger mere end deres tøj eller stemme.”

Chris (Sætter sin kaffekop fra sig og ser ud over dammen):“Jeg tror, jeg mærker… om de er åbne. Ikke i ansigtet – men i hele kroppen. Nogle mennesker bærer på en slags usynlig dør, der står på klem.”

(Pause. En svag brise rører i bladene. Wendy retter lidt på armlænet.)

Wendy:“Men hvem lægger mærke til dem, der er stille? Dem, der ikke gør sig bemærkede? Dem, der ikke taler højt, ikke kræver plads – men som længes efter at blive set alligevel?”

Chris (Rømmer sig og gnider to fingre mod hinanden): “Alt for få gør det. Og derfor… begynder nogle af dem at råbe. Ikke altid med stemmen. Nogle gør det med sygdom. Med vrede. Med stilhed, der bliver skarp. Med et overdrevet smil eller med overanstrengelse. Bare for at nogen skal se dem.”

Wendy Snurrer let stolen og ser på Chris): “Hvis vi nu spurgte 100 mennesker, hvad de lagde mærke til først, når de mødte et andet menneske… hvad tror I så, de ville svare?”

Chris (Kigger op, så ned, og svarer uden hast): “Tryghed.”

Grip Løfter øjenbrynene og nikker):“Autenticitet.”

Skip (Vipper mod Grip og smiler lidt):“Om de virker venlige.”

Wendy: “Ja… men det jeg mener er – det første, der sker i os. Inden ordene. Inden vurderingerne. Det, der siger: Er jeg tryg her? Bliver jeg set? Må jeg godt være, som jeg er?”

(Pause. Wendy justerer en fold i sit sæde og slipper den igen.)

Chris:“Det er ikke noget, man ser. Det er noget, man mærker. Det ligger i øjnene. I stemmen. I pausen mellem sætninger.”

Wendy:“Det fortæller mig… at vi faktisk ser også dem, der er stille. Vi fornemmer dem. Vi sanser dem. Men så… så overtager hjernen.”

(Wendy slår fodstøtten ned.)

Wendy:“Hjernen kommer med alt det, vi har lært og fået fortalt. Og så bliver selvværd ikke en fornemmelse, men en vurdering.”

Chris tørrer fingerspidserne mod siden af benet)

Chris:“Jeg har mødt så mange voksne – også berømte – der aldrig er blevet set. De har råbt i årevis. Ikke for at larme, men for at få øjenkontakt.”

Grip:“Når vi lærer, at kærlighed skal fortjenes, så begynder vi at præstere os til eksistens.”

Skip (Puster ud og skubber blidt til Grip med krykkespidsen):“Det starter længe før. Når vi er små. Et blik, en stemme der siger ens navn. Det, man mærker, uden at nogen forklarer det.”

Wendy:“Så dem, der har ansvaret… det er dem, der står fast. Dem, der har ro nok til at række ud. Man kan ikke bare sige fra, hvis man aldrig har lært, at stemmen tæller. Du kan ikke åbne munden, hvis den er psykisk syet sammen.”

(Pause. Chris lægger hænderne i skødet og ser på hende.)

Chris:“Det burde stå øverst på opslagstavlen i hver eneste institution. For det er ikke de svageste, der skal tage det største ansvar. Det er os, der har overskuddet, der skal være rummene, hvor andre tør folde sig ud.”

(Chris ser ud mod horisonten og siger stille.):“Jeg kom til at tænke på noget, Jung engang skrev: Det største privilegie i livet… er at blive den, man virkelig er.”

Chris fugtede læberne:

“Men det kræver, at nogen tør holde rummet, indtil vi selv tør stå i det. Ikke presse. Ikke rette. Bare holde. Og måske…,måske er det den største gave, vi kan give hinanden: ikke at få nogen til at tale, men at skabe et rum, hvor de tør.

Et sted så trygt, at stemmen selv finder vej.”