En sanselig og humoristisk samtale om Parkinson, fingermad, fastfrysning – og retten til stadig at nyde et måltid, uden at skamme sig.

Om børn, bordskik og modet til at tage de samtaler, vi ofte undgår.

⸻

Vinden står stille. En moden mango dufter fra skålen. Chris sidder i Wendy, skeen dirrer let. Fingrene arbejder, men Parkinson arbejder imod.

Chris: “Det er næsten kunst… når man balancerer suppe på en ske, uden at ramme hverken næse eller skjorte.”

Wendy (drejer hjulene let frem og tilbage): “Du har da ramt det meste på et tidspunkt. Men det smager jo stadig godt.”

Chris (holder skeen op og vender den, så skaftet peger ind mod munden): “Jamen, det her er da den nye metode. Man snyder bare kroppen. Den tror, det er almindeligt. Men det er performancekunst.”

Skip: “Hvis det er performance, skal du da have stående bifald, når suppen når munden.”

Grip: “Eller en servietparade. Der er brug for opsamlingsudstyr.”

Chris (rækker ud og tager en risbold med fingrene): “Jeg elsker at spise med fingrene. Det føles rigtigt. Særligt med klisterris. Man skal rulle dem, mærke dem. Ikke alting behøver bestik.”

Wendy: “Men det har vi jo lært. Hele livet – spis pænt, brug gaffel og kniv, ret ryggen, tør mundvigen…”

Chris: “Og hvis man ikke gjorde det… så blev man sendt væk fra bordet.”

Skip: “Mindreværd i barnestørrelse. Elegant serveret i sovs og skyld.”

Grip: “Vi har jo nærmest gjort det til en synd at spise med hænderne – medmindre det er tapas i små glas i en skandinavisk hipstercafé.”

Chris: “Og børn… de lærer det tidligt. At der er en rigtig måde at spise på – og alt det andet er forkert. Mange af os blev jo irettesat, før vi overhovedet forstod hvorfor.”

Wendy: “Det sætter sig. Man lærer at skamme sig over det, kroppen gør naturligt.”

Chris: “Det er derfor, vi skal passe på, hvordan vi kombinerer ting. Børn lærer gennem kroppen. Gennem gentagelse. Gennem leg. Learning by doing – not by force.”

Grip: “Et barn med sovs på kinden og fingrene i gryden kan være begyndelsen på et menneske med tryghed i egen krop.”

Skip: “Men et barn, der bliver sendt væk fra bordet… lærer, at dets fejl er forkerte at se på.”

Chris: “Men mange folkeslag spiser med fingrene – og gør det med både respekt og stolthed. I Thailand skal man spise klisterris med fingrene. Alt andet er næsten fornærmende. Der er ikke noget så dejligt som at tage en lun klump sticky rice, rulle den til en lille kugle og dyppe den i noget stærkt og smagfuldt sovs….., mums.”

Skip (drilsk): “Vi burde da klappe i hænderne – vi er jo nærmest på hænderne hele tiden!”

Grip: “Lige ved hånden, faktisk.”

Chris: “Det handler om kontakt. Om nærhed. Og om ikke at blive dømt for at vælge en metode, der faktisk virker.”

Wendy: “Og respekt. For maden, kroppen – og den der spiser.”

Chris: “Det er jo ikke bare rystelserne. Folk tror, Parkinson er lig med rystelser, punktum. Men det er også det modsatte.”

Wendy: “Fastfrysninger?”

Chris (nikker): “Ja. Når armen pludselig ikke vil frem. Når hånden bare holder – og holder – men nægter at give slip. Eller når musklerne er så svækkede, at man ikke har kræfterne til at løfte skeen det sidste stykke.”

Grip: “Du sidder med viljen… men kroppen har meldt sig ud.”

Skip: “Og så siger nogen, at man jo ‘bare skal tage sig sammen’…”

Chris: “Det værste er, at man tror, det er ens egen skyld. Men det er sygdommen, der sætter kroppen på pause – uden advarsel. Og man ved aldrig, om det varer tre sekunder eller tre minutter.”

Skip (med et glimt i øjet): “Du burde opfinde en svingningsgenerator.”

Chris: “En hvad for en?”

Skip: “Jo, hør – du har én generator, der får hånden til at svinge den ene vej… og så en anden, der svinger hovedet med munden den modsatte vej. På et tidspunkt rammer de hinanden.”

Grip: “Synkroniseret spiseulykke. I slowmotion.”

Wendy (tørt): “Så må man bare håbe, at man får åbnet munden i tide.”

Chris (griner): “Det er jo egentlig det, man prøver hver eneste dag.”

Chris: “Jeg lavede mine egne spisebeskyttere. Ikke sådan nogle hagesmække, som ligner noget fra et plejehjem for 100 år siden. Mine er i farver. Med magneter i siden. De siger: Jeg er stadig mig.”

Wendy (vipper let med hjulene): “Kunne du ikke finde på et bedre navn end spisebeskytter? Og for resten… måske, hvis du blev fem kilo lettere, så ville mere af sovsen ende på gulvet og mindre på maven.”

Chris (løfter øjenbrynene): “Ja ja… og hvis jeg ikke spiser noget, så taber jeg mig. Og det er da smart – for så behøver jeg slet ikke nogen spisebeskytter. Eller mad.”

Han sender hende et skævt blik. Ikke vredt. Bare den dér stille, indestængte knurren, man kun giver dem, man holder af – når de har lidt for meget ret.

Chris læner sig lidt tilbage i Wendy og kigger ud i rummet, som om han forestiller sig noget.

Chris: “Jeg tror faktisk, det er en af grundene til, at jeg aldrig kunne være politiker.”

Wendy (smilende): “Der mangler ellers ikke holdninger…”

Chris: “Tænk at blive inviteret til middag på slottet. Med lange borde, høje lofter og bestik i tre størrelser. Og så ryster man så meget, at kødbollen pludselig springer op i den modsatte ende af bordet.”

Skip: “Med lidt held lander den foran Kongen og Dronningen.”

Grip: “Hvis man bare sørger for, at der bliver serveret to retter på én gang, kan man se, hvilke tjenere der reagerer hurtigst.”

Wendy: “Det kunne I godt tænke jer, hva’? Lave hoffet om til en slags serverings-maraton…”

Chris: “Jeg siger bare – måske er det ikke så tosset at spise hjemme. Hvor man må ryste lidt. Hvor ris må klistre. Og hvor man ikke skal bruge fire gafler for at få lov at være med.”

Wendy (tænksomt): “Vi må faktisk tage det alvorligt… at mennesker, der har svært ved motorikken, tit foretrækker at spise alene. Ikke fordi de er asociale – men fordi det er lettere at være i fred end at være til skue.”

Chris: “Præcis. Jeg elsker jo mad. Og mennesker. Men når jeg bliver inviteret ud og får det lækreste måltid… så spiser jeg ikke meget. For jeg er mere optaget af ikke at spilde, end af at nyde maden.”

Grip: “Og dét er jo trist. For netop dét – et godt måltid i godt selskab – er noget af det mest menneskelige, vi har.”

Skip: “Vi burde tale mere åbent om det. Ikke bare med hinanden. Men også med familie, plejepersonale, tjenere, kokke… og dem, der underviser i alt det.”

Wendy: “Ja. For når alt kommer til alt, hænger det hele sammen. Maden, kroppen, stemningen. Hvis vi undgår de svære samtaler, så taber ikke bare én person noget – men hele fællesskabet.”

Chris (stille): “Vi skal bare huske én ting: Stress og præstation… det forstærker angsten for at fejle. Og den angst – den tager glæden ud af det, der burde være trygt og nærende.”

Grip: “Det er ikke svaghed at sige det højt. Det er mod.”

Chris tager den sidste klump sticky rice, ruller den mellem fingrene, og dypper den langsomt i en skål med stærk chilidressing.

Chris: “Det smager stadig fantastisk. Uanset hvad nogen måtte mene om mine fingre.”

Wendy (mildt): “Eller dine metoder.”

Grip: “Eller dit selskab.”

Skip: “Eller din værdighed – for den har du ikke spildt én eneste dråbe af.”