Dette er ikke kun en fortælling fra Thailand, men genkendelse af duften af vilde urter, har lært madlavning med bedstemor, eller lært gamle traditioner, fra generation til generation.

Aftenen er lun og fuld af små lyde. En cikade synger i nærheden. Chris sidder i Wendy med et lavt bord foran sig, dækket af små skåle med ris, grillet kylling, grønt og stærke saucer. Rundt om ham sidder familien – ikke på gulvet, men på stole og skamler, så de alle er i øjenhøjde med ham. En gestus, han ikke har bedt om, men som rammer ham dybt.

Under bordet ligger et blødt tæppe – et kid – og på det hviler puder, der ellers ville have været i brug.

Pludselig lander en lille, buttet bille midt på bordet.

Et kort øjebliks stilhed – og så latter.

Et af børnene springer op, henter et glas og fanger billen med øvet hånd. Kort efter forsvinder flere familiemedlemmer ud i mørket med lommelygter og grin.

Chris tager en rolig tår af sin vandflaske og læner sig lidt tilbage.

Wendy:“Hvad sker der? Skal vi rulle?”

Chris:“Overhovedet ikke. De samler bare snacks. Det er ikke aftensmaden – det er til sæsonen.”

Wendy:“Snacks?”

Chris:“Jeps. Insekt-snacks. Hvis vi er heldige, steger de dem først – men nogen foretrækker dem levende på tungen.”

Skip:“Det er da ret snedigt. De bruger det, naturen byder på. Frisk, lokalt, bæredygtigt.”

Grip:“For os i vest er det ulækkert. For dem er det fornuft. Det handler om, hvordan man er opdraget til at se verden.”

Chris:“Vi ser noget, der skal sprayes væk. De ser noget, der kan deles.”

Et kvarters tid senere kommer Thanom, familiens ældste onkel, stille tilbage og sætter sig ved bordet. Han tørrer sin pande med et lille klæde, før han skænker sig et glas vand og løfter det op til panden – en gestus, der udtrykker respekt, før han drikker.

Thanom:“Nu lader vi de unge kravle rundt i buskene. Jeg er blevet for gammel til at jage biller i mørket. Mine knæ har stemt nej.”

Chris:“Det ser ud til at være noget, alle kender til. Er det noget, I altid har gjort?”

Thanom:“Ja. Når regnen falder første gang, ved vi, at insekterne kommer frem. Vi har samlet dem i generationer. Min bedstefar lærte mig det. Han lærte mig også, hvilke der smager bedst… og hvilke man skal holde sig fra.”

Chris:“Jeg hørte faktisk, at nogle farmer opdrætter insekter til eksport. Det havde jeg ikke forestillet mig.”

Thanom:“Det er rigtigt. Der findes store farme nu – især i Isan. De eksporterer til Europa og Amerika. Græshopper, silkelarver, melorme. Tørrede, ristede, pakket i poser. Der er penge i det nu.”

Chris:“Men her virker det stadig som om, det handler mere om tradition end forretning.”

Thanom:

“For os handler det om respekt. Naturen giver os mad. Ikke altid nok – men noget. I gamle dage, når risene slog fejl, så gik vi ud og fandt det, vi kunne. Insekter, rødder, blade. Det reddede liv.”

Chris:

“Det føles bekendt. Der, hvor jeg bor i Norge, er der også flere, der er begyndt at sanke igen – bær, svampe, urter. Jeg har altid været optaget af det. Ikke bare det at finde mad, men det at forbinde sig.”

Thanom:“Så du kender naturens gave også?”

Chris:“Jeg forsøger. Jeg har bare ikke altid været så god til at huske, hvad der var spiseligt.”

Thanom:“Men du har lyttet. Det er det vigtigste.”

Han lægger hånden fladt på bordet og banker let to gange.

Thanom:“Det er ikke kun insekter, vi samler. Der er blade, rødder, blomster. Alt har sin sæson. Pak wan i regntiden – grønne, søde skud. Bai yanang til supper. Bai bua bok som te. Krachai mod maven.”

Wendy:“Og hvordan ved I, hvad der er giftigt?”

Thanom:“Vi lærer det. Nogle gange på den hårde måde. Men mest fra de ældre. Det er viden, der går i arv. Som sange. Som historier.”

Chris:

“Så I går ikke bare ud – I går ud med viden.”

Thanom:“Vi går ud med respekt.”

Der lyder stemmer i mørket – og så vælter børnene ind igen. De bærer glas og spande med fangst. Takatan, græshopper, biller – levende, sprællende, stolte trofæer. En pige tænderop i bålet og finder panden frem. Først hvidløg, så olie, så de små kroppe. Det dufter af nødder og salt.

Chris:“Sprød. Og… lidt som solsikkekerner med chili.”

Thanom:“Velkommen i klubben.”

Wendy:“Ja… det er ikke politikerne, der kan tage patent eller æren for den grønne omstilling.”

De andre stopper kortvarigt op og ser på hende.

Wendy:“De har jo næsten stjålet den. Den har fundet sted hele tiden – i 1000 år. I stilhed. I respekt. I små landsbyer og hænder, der ved, hvad jorden kan give.Men det får vi ikke noget at vide om. For det sælger ikke aviser.”

Et øjebliks tavshed. Og så – en pop! fra panden.

Latteren begynder igen.

Vidste du, at Thailand er blandt verdens førende producenter af spiselige insekter?Over 20.000 småfarme opdrætter græshopper, silkelarver og melorme – både til hjemmemarkedet og til eksport til Europa og USA. Naturen er ikke kun tradition. Den er også fremtid.