EN NY BEGYNDELSE – HVER DAG 

Denne tekst handler om det, vi alle kender: At falde. At tvivle. Og at rejse sig.

Ikke med fanfare. Men fordi noget i os stadig vil videre.

(Tidlig morgen, før daggry. Terrassen er kølig. Luften er klar. En fugl letter fra rækværket.)

Wendy (drejer hjulene let og løfter armlænet): “Du ser mere vågen ud i dag, selvom det er tidligt.”

Wendy var blevet vant til, at nogle nætter sov Chris dårligt på grund af smerter og rystelserne fra Parkinson. Hun vidste, han stod op – for det gjorde det kun værre, at blive liggende.

Chris:“Jeg føler mig ikke ny. Men jeg føler mig… mulig.”

Skip (nikker):“Det er også en slags ny begyndelse, ikke? At ville prøve igen, uden at være sikker på, hvordan det går.”

Grip:“Det er jo det, der er mod. Ikke at vide – og gøre det alligevel.” Mennesker har til alle tider forsøgt at finde ord for det øjeblik, hvor noget nyt begynder efter smerte, tab eller stilhed.

I kristendommen taler man om opstandelsen. I buddhismen om at slippe det gamle og møde nuet uden begær. I hinduismen genfødes sjælen – igen og igen – med mulighed for at vokse og lære. I islam ses lidelse som en del af den indre rejse, og tilgivelse som en vej til heling. Og selv blandt dem, der ikke tror, findes håbet: At noget nyt kan begynde, når noget andet er forbi.

Chris (ser på sin hånd, der ryster en smule):“Der er timer om morgenen, hvor jeg er stiv som en jernstang. Hvor kroppen ikke kan, og hovedet vil alt for meget. Men så – rejser jeg mig. Ikke fordi det føles let. Men fordi noget i mig stadig vil.”

Wendy (blidt):“Chris… må jeg spørge dig om noget?”

Chris:“Spørg du bare Wendy.”

Wendy:“Hvordan gør du det? Altså… rejser dig igen og igen. Hvor får du energien fra?”

Chris (trækker vejret ind og puster ud gennem næsen):“Det gør jeg ikke altid. Nogle dage rejser jeg mig ikke med kraft. Ikke med glæde. Men med en slags stædighed. En beslutning om ikke at blive liggende, selvom alt i mig skriger, jeg burde.”

(Pause. Han skubber lidt til koppen på bordet.)

Chris:“Der kommer en dag, hvor jeg ikke rejser mig. Det ved jeg. Men så længe jeg kan, med hiv og sving –så længe jeg stadig er her – så prøver jeg. Ikke for at vinde. Bare for at være.”

Grip (ser på ham, alvorligt):“Det er det stærkeste, jeg kender. At rejse sig – uden garanti. Uden at vide, om det nytter. Bare fordi man stadig vil høre til.”

Wendy (smiler tyst):“Der er så meget fokus på at lykkes. Men nogle gange er det nok bare at dukke op. At sidde dér, hvor livet er – selvom man ikke orker at danse.”

Chris:“Ja. At være med – i det stille. Og måske… give plads til, at noget spirer. Selv hvis man ikke selv har sået det.”

(En fugl lander på rækværket. Grip løfter hovedet og smiler.)

Grip:“En ny begyndelse behøver ikke store ord. Det kan være det øjeblik, du tør række hånden ud igen. Sige undskyld. Grine, selvom du er træt. Se dig selv i spejlet og tænke: ‘Jeg er her endnu.’”

Chris:“Det handler ikke om mirakler. Det handler om vilje. Om at rejse sig – ikke som før. Men som den, man nu er.”

(Han ser ud over landskabet. Vinden løfter et hjørne af dugen. Wendy justerer sin stilling. Skip puster støv væk fra sin greb. Grip læner sig lidt tættere ind.)

Chris (lavt):“Der er mange, der rejser sig hver eneste morgen. Fysisk og psykisk. Ikke som helte – men som mennesker. Selvom de ved, at de bliver slået i jorden igen inden dagen er omme. En, der har mistet sin kære. En, hvis kæreste er gået i vrede. En, der har mistet sit kæledyr. En, hvis hus er ødelagt af krig eller naturkatastrofe. En, der har mistet sit arbejde. En, der er konstateret uhelbredelig syg. En, der har mistede troen på andre mennesker. Alligevel rejser de sig. Og det er jo ikke kun os syge eller gamle. Det er også unge, børn, mødre, mænd i jakkesæt, rig eller fattig – der alle kæmper med noget, vi andre ikke ser.”

Wendy:Og alligevel rejser de sig.”

Chris:“For sig selv. For deres forældre. For deres børn og børnebørn. For deres familie. For en ven. For et andet menneske man ikke vil svigte. Fordi de tror på noget. Retfærdighed. Respekt. Det menneskelige blik.”

Grip:“Det er den slags begyndelser, ingen fejrer men som holder verden oppe.”

Skip:“Og det er derfor, vi er her, ikke? For at hjælpe hinanden op. Når vi ikke længere selv kan.”

Chris (løfter blikket mod horisonten, stemmen lav, men rolig):“Måske findes der ikke kun én ny begyndelse. Måske sker den hver dag når et menneske et sted i verden rejser sig, selvom alt i dem siger: lad være. Det sker i det stille. Uden store ord. Uden vidner. Uden fanfare. Men det er stadig dyrebart.

En ny begyndelse – med vilje. Med mod.Med smerter. Med kærlighed. Med håb og tro på, at noget bliver lidt lettere i dag –og endnu mere i morgen.”

(Wendy begyndte sagte og blidt at nynne “Morning Has Broken” af Cat Stevens. De andre fulgte hendes eksempel og nynnede med. I det fjerne begyndte solen at stå op – langsomt og roligt, som den havde gjort i årtusinder.)