En samtale i køkkenet om fundament, forfald og dem, der betaler prisen.

Det var morgen. Alle vinduer i køkkenet stod åbne, som de plejede. Men i dag føltes luften anderledes. En kold brise fra nord sneg sig ind og lagde sig som et tyndt tæppe over bord og skuldre.

Wendy (kigger over mod Chris): “Hvad laver du?”

Chris (kigger op fra computeren) :“Jeg tegner fundamentet til det nye drivhus. Det skal støbes, så vi kan bolte det fast. Det skulle helst ikke blæse væk.”

Skip (med et skævt grin):“Ja, det bliver spændende… Du sidder og dirigerer – og alle de andre arbejder.”

Wendy (skubber armlænet ind i bordet):“Det var ikke pænt sagt, Skip.”

Chris (trækker lidt på skuldrene):“Men det er jo sandt…”

Wendy (blidt, men fast):“Man behøver ikke sige det på den måde.”

Skip (forvirret):“På hvilken måde?”

Grip (rolig og nysgerrig):“Ja – hvilken måde hørte du det på, Wendy?”

Wendy (kigger ud ad vinduet):“Som om Chris ikke bidrager med noget. Som om man kun arbejder, hvis man bruger hænderne.”

Chris (nikker):“Den slags bemærkninger sætter sig – selv når de er pakket ind i grin.”

Skip (bløder op):“Okay… Jeg mente det sjovt.

Grip (smiler stille):“Det er dét, der er så vigtigt. Vi bestemmer ikke, hvordan vores ord bliver hørt – kun hvordan vi siger dem.”

Chris sad stadig i kørestolen med tabletten i skødet.

Han rakte ud og slukkede computeren på bordet.

Chris:“Jeg så et klip i går… Ray Dalio, milliardæren og hedgefond-stifteren – en af verdens mest indflydelsesrige investorer. Han sagde, han frygtede noget værre end recession. Og han så bange ud. Ikke den der kolde investor-frygt. Mere som en mand, der ser sit hus brænde.”

Skip:“Ham med hedgefonden, ikke? Han har vel milliarder og bunker af data.

Hvis han ser noget mørkt forude, så burde folk vel lytte?”

Grip:“Folk lytter. De handler bare ikke. Fordi de, der burde handle, har for meget at miste på at ændre kurs. Det er som at sidde i en synkende båd – men nægte at øse ud, fordi det er champagne.”

Wendy:“Men det giver jo ikke mening. Hvis nogen ved, at en leder – måske endda en præsident – kan føre hele systemet i grus, hvorfor fjerner de ham så ikke? Altså politisk, selvfølgelig.”

Chris:“Fordi kaos sælger. Det var dét, jeg ikke ville tro, men som jeg nu er bange for er sandt. Jo mere splittelse, frygt og drama… jo flere penge flyder der. Til dem, der sidder med markedspladserne, algoritmerne og aktierne.”

Skip:“Så du siger, at der er folk, der ved, det går galt – men som tjener på undergangen?”

Grip:“Det har altid været sådan. Krig har sponsorer. Klimakrise har investorer. Og politisk kaos? Det er bare endnu et marked. Hver gang nogen råber ‘systemet bryder sammen!’, er der en bank, der sælger forsikringer imod det.”

Wendy (tørt):“Hedging the apocalypse…”

Chris:“Ja. Og derfor bliver de ikke stoppet. Ikke fordi folk er bange – men fordi nogen er grådige. Det er dét, Ray Dalio ikke sagde direkte, men man kunne mærke det i hans ansigt.”

Skip:“Men… hvor går grænsen? Hvornår vågner nogen og siger ‘stop’?”

Grip:“Når kaoset begynder at koste dem noget. Ikke før.”

Chris (stille):“Eller når de møder én, der ikke er til salg.” Der blev stille. Som om nogen udenfor lyttede.

Wendy (blødt):“Og imens… er det altid de samme, der betaler prisen. De fattige. De gamle. De syge. Børnene. Dem, der ikke kan true nogen – og derfor heller ikke bliver hørt.”

Grip:(sænker stemmen):“Magt rykker sig sjældent for dem, der ikke råber.Og slet ikke for dem, der ikke kan.”

Chris (nikker langsomt):“Jeg læste noget engang… Bertolt Brecht sagde: ‘De slås. De bedrager. De snyder.

Men når vi siger: Vi vil ikke føde jer længere – så står de der, last og brast, som gamle venner.’”

Der blev stille, så hørte de et barn lige udenfor vinduerne – og et stort lysebrunt ansigt med store brune øjne kom smilende til syne i vinduet.

“Hello lung,” lød det fra det smilende ansigt.

Chris smeltede, smilte og landede på moder jord igen og svarede::“Wat dee krap, ai suea.”

Ja, børn har det med at være i nuet – og få dig til at blive nærværende, tænkte Chris og drejede Wendy mod døråbningen for at køre ud.