En eftermiddag i haven. Solen flakker gennem trækronerne. Chris sidder i Wendy. Skip lænet mod et lavt stakit. Grip står ved siden af citronmelissen. En due trasker forbi uden at skynde sig. En humlebi summer dovent mellem stænglerne. Chris retter sig lidt op i stolen, bukker sig ned og gnider et citronmelisseblad mellem fingrene.

Grip:
“Citronmelisse… Mmm. Den dufter af barndom og citronmåne kage. Det er da lykke.”

Chris (smilende):
“Er vi født lykkelige?”

Skip:
“Jeg tror, vi er født åbne. Ikke lykkelige som i jubel, men åbne som i: alt kan komme ind.
Et spædbarn mærker varme, sult, trøst – uden filtre. Det er måske ikke lykke, men det er ægte.”

Grip:
“Og det er dér, lykken har sit frø. I den rå kontakt med verden. Ikke med vilje – men med væren.”

Chris (tager sig til hagen):
“Så… er vi lykkeligere som børn?”

Skip (twister lidt på sin gummifod):
“Måske ikke lykkeligere – men med lettere adgang.
Som barn kan man blive lykkelig af en myre, en pøl, en hånd, der holder din.
Der er ikke så meget mellem dig og verden.”

Grip:
“Det er først, når vi begynder at analysere lykken, at den fordamper.
Vi stiller krav: Hvor længe varer du? Er du god nok?”

Wendy (tørt):
“Og så spørger vi, om vi overhovedet har fortjent den. Det er dér, det går galt.”

Chris:
“Er det derfor, det føles farligere at være lykkelig, jo ældre man bliver?”

Grip:
“Ja. For vi ved, hvad det koster, når noget smuldrer.
Vi tror, lykken er noget man får – ikke noget man er i.
Men nogle lærer det igen. Ofte dem, der har mistet mest.”

Skip:
“De finder en ny slags lykke. Ikke den, der skråler – men den, der nynner.
En kop te. En fugl, der ikke er bange. Et blik, der siger: ‘Jeg ser dig.’”

Chris:
“Hvordan føles fysisk lykke egentlig?”

Wendy:
“I kroppen – ikke i hovedet.
En varm brise mod huden. Et grin fra maven. En hånd, der ikke slipper for hurtigt.
Det er, når kroppen får lov til at være levende – ikke bare brugt.”

Skip:
“Det er dét, vi glemmer: Lykken larmer ikke altid. Den hvisker.
Og hvis du har for travlt med at forstå den – forsvinder den.”

Chris (ser ud i luften):
“Genkender vi lykken, når vi møder den? Eller bare følelsen?”

Skip:
“Ikke altid. Nogle gange kommer den som lettelse.
Andre gange som fred. Og tit opdager vi den først, når den er gået.”

Grip:
“Det kræver mod at vide, at man er lykkelig, mens det sker.
Mod til bare at være i det – uden at tænke: ‘Hvor længe varer det?’ eller ‘Hvad hvis jeg mister det?'”

Wendy:
“Vi har lært at stille spørgsmål til lykken.
Men måske er lykken netop det øjeblik, hvor vi glemmer at spørge.”

Chris:
“Men ved vi egentlig, hvad der gør os lykkelige?”

Skip:
“Vi tror det. En ny ting. Et mål. Et sted, vi længes efter.
Men når vi så står der… længes vi videre.”

Grip:
“Lykken ligger sjældent, hvor reklamerne lover den.
Den bor i det uventede: En gestus. En duft. Et blik.
Den kan ikke bestilles – men den kan opstå.”

Chris:
“Er lykken flygtig? Eller kan den gøres permanent?”

Wendy:
“Flygtig, ja – som en kat, der kommer, når den vil.
Men ikke væk for altid. Den vender tilbage.
Ikke på kommando – men når vi er stille nok.”

Skip:
“Vi kan ikke gøre lykken permanent.
Men vi kan gøre vores åbenhed for den permanent.”

Grip:
“Det handler ikke om at fange lykken.
Men om at gøre plads til, at den kan lande – og turde lade den blive lidt.”

Chris (løfter et øjenbryn):
“Så vi kan måske ikke holde fast i lykken – men vi kan skabe betingelserne for, at den vil blive?”

Grip:
“Ja. Som Dalai Lama sagde: Lykken er ikke noget færdigt – den kommer af det, vi gør.
Af måden vi rækker ud, lytter og åbner os.”

Skip (med et skævt grin):
“Kierkegaard havde også fat i noget: Mennesket jager lykken – og bliver sur, hvis det fanger den.
Vi saboterer det, vi længes efter.”

Wendy (ruller et halvt hjul baglæns):
“Så måske skal vi bare glemme lidt mere.
Rousseau sagde jo, at for at være lykkelig, må man ikke have for meget hukommelse – og heller ikke for meget fantasi.”

Grip:
“Husk mindre. Forestil dig mindre. Vær mere.”

Chris:
“Hvad er lykke egentlig lavet af?”

Skip:
“Noget ret enkelt: Noget at lave. Nogen at elske. Noget at håbe på.”

Wendy:
“Og en kop te. Og en eftermiddag som denne.”

Chris (kigger ud over haven):
“Så det er ikke lykken, der er væk.
Det er os, der glemmer at stå stille nok til at mærke, at den er der.”

Grip (nikker og smiler skævt):
“Og husk: Forskellen på ‘lykkelig’ og ‘ulykkelig’ er ét bogstav – men i virkeligheden kan det føles som en katastrofe.”

Skip (ser ned på sin gummifod):
“Derfor har jeg besluttet, at min lykke skal være lavpraktisk.
Hvis jeg kan stå op uden at bande for meget – så er jeg lykkelig nok.”

De griner stille sammen. Duens vinger slår et rytmisk mønster op mod himlen. Solen hælder. Ingen siger mere, men samtalen bliver hængende i citronmelissens duft og i den lune luft mellem dem.