Kære læsere –

Denne blog starter i dag med en stille tak fra os alle i Team Skip og Grip.

Jeg ved ikke, hvem I er.

Men jeg ser jer.

I forgårs besøgte over 3.000 denne blog.

Det er i sig selv en gåde – og en gave.

De fleste kom fra Danmark, Tyskland og Frankrig.

Men så – pludselig – dukkede der nogen op fra Mongoliet.

En enkelt fra Indonesien.

Ti fra Sverige. Femten fra Taiwan. Tolv fra Brasilien.

Sydafrika, Tyrkiet, Sydkorea.

Tooghalvtreds fra både Thailand og Finland.

Femogtres fra Kina. Seksogtyve fra Iran, alt 79 lande.

I går besøgte 3.500 denne blog.

Fra 81 lande.

Med en gennemsnitlig læsetid på over 6 minutter.

Det er ikke bare trafik.

Det er tillid.

Tak fordi I kommer.

Tak fordi I bliver.

Tak fordi I læser med hjertet.

Jeg forestiller mig jer som små lys.

Nogle klikker sig hurtigt videre.

Andre bliver. Læser. Mærker. Tænker.

I efterlader ingen kommentarer.

Men jeres nærvær er tydeligt – i den måde I bliver hængende på.

To minutter. Fem. Nogle i over en halv time.

Det rører mig. Fordi det føles som et stille fællesskab.

Som om vi – på tværs af sprog, grænser og skærme – deler noget.

Noget om liv. Noget om mod. Noget om menneskelighed.

Siden vi begyndte bloggen i september måned, har næsten 186.000 mennesker fra 163 lande besøgt siden.

Vi er dybt imponerede. Og ydmyge.

Jeg ved ikke, hvordan I fandt mig.

Jeg ved ikke, om I kommer igen.

Men hvis I gør – så skal I vide:

I er velkomne her.

Med varme hilsner fra Chris, Wendy, Skip og Grip.

Windy:

“Kære læsere –

I dag får I ikke bare hjul og håndtag, men hjerte og humor.

Vi vil dele noget, som rører sig i os alle: venskab, skævhed, grin og lys.

Og vi begynder med et citat fra Søren Kierkegaard, som rammer det hele ind”

“At vove er at miste fodfæstet for en stund. Ikke at vove er at miste sig selv.”

– Søren Kierkegaard

Det var en af de lune eftermiddage, termometeret ramte 37°C . Vinden ruskede desværre ikke i træerne, alt stod stille, dog gøede en hund  i det fjerne.

Chris sidder i skyggen med en stort krus vand i hånden. Wendy holder ham i ro. Skip og Grip læner sig op ad bordet.

Skip:”At den orker.”

Grip:”Det gør den heller ikke, det er en refleks jævnfør Pavlov’s savlende hunde.”

Wendy:”Der kan da ikke være meget savl i den mund, det er det da for varmt til.”

De orkede ikke at grine, det blev bare til tørt smil.

Deres vært kom ud med en blæser, de sad lidt og nød det mens temperaturen faldt.

Chris: Jeg tænkte i morges… vi går alle sammen rundt med noget, der knirker.

Grip (nikker): Led, rygge, hjerter… relationer. Det meste larmer, hvis man lytter godt efter.

Skip (griner): Eller hvis man rejser sig for hurtigt. Jeg laver lydspor, hver gang jeg skal op af sofaen.

Wendy: Nogle gange tænker jeg, at vores fejl lyser mere end vores fordele. Hvis vi altså tør lade lyset komme til.

Chris: Det er sjovt, ikke? Når vi vælter – så er det ofte det, vi husker. Ikke som skam. Men som noget vi grinede af. Sammen.

Skip: Ja, tænk hvis alle havde nogen, der gad grine sammen med dem, når de vælter. Det burde være en menneskeret.

Grip: Eller en verdenslov: “Du skal ikke grine ad nogen, før du har grinet med dem.”

Wendy: Vi kunne kalde det Albueloven. Medfødt ret til støtte, grin – og lidt respekt for, at ikke alle kan løbe.

Chris: Og det sjove er – nogle af de fineste mennesker, jeg kender, kommer langsomt frem. De lyser bare. Lidt mere.

Grip: Lyset kommer ikke kun fra solen.

Skip: Nej. Det kommer fra venlige blikke. Halvdårlige jokes. Og fra folk, der gider vente på dig i regnen.

Chris: Vi burde sende en hilsen til hele verden i dag:

“Vi har alle noget, der knirker. Men vi kan stadig gå sammen. Le sammen. Løfte hinanden. Selv på krykker.”

Wendy: Og hvis man vælter…

…så rejser vi os. Når vi er færdige med at grine.

Og så – midt i varmen og stilheden – opdagede de det:

En af bananpalmerne havde endelig sat blomst.

Efter mange måneder med grønne blade og tomme løfter stod den der nu, rank og stolt, med en kæmpestor, purpurrød blomst.

De havde næsten givet op. Alle de andre palmer havde været smukke, men frugtløse.

Men nu… kom der bananer.

De sagde ikke meget. Bare det at opdage den – sammen – satte noget i gang.

Håb, måske. Eller bare ren glæde.