Chris vågnede til musikken, som hver morgen strømmede ud af højttalerne i landsbyen. Omkring klokken 06.30 begyndte tonerne at glide gennem morgendisen og varsle endnu en varm dag.

Kort efter kom dagens meddelelser fra landsbyens formand – en slags mundtlig opslagstavle for hele området. Han fortalte om planlagte strømafbrydelser, møder i forsamlingshuset og aktiviteter i templet. En enkel, men genial måde at holde landsbyen opdateret – især de ældre, som ikke læser beskeder på en skærm.

Det var allerede varmt i soverummet, selvom aircondition havde kørt hele natten.

– Jeg må vist have en tekniker til at tjekke, om der er nok væske på, tænkte Chris og skubbede langsomt kroppen op i sidestilling.

Det var altid en lettelse at komme væk fra liggestillingen – selvom det bare var for at bytte én slags smerter ud med en anden. Men han kendte dem nu. Han kendte sit smertekort som andre kender deres nabolag.

Han tjekkede, hvor længe søvnapnø-maskinen havde været aktiv i nat – 5 timer og 30 minutter.

– Det er vist meget normalt, tænkte han. – Med mit liv. Og min alder.

I dag gik det hurtigt. Allerede efter femten minutter var han klar.

Han greb Skip og Grip og vraltede ud i køkkenet, hvor Wendy – hans trofaste kørestol – ventede. Han satte sig, tændte strømmen og skubbede Joy-stikket fremad.

Skydedøren gled til side, og morgenen mødte ham med fuglesang og varm luft. Solen var på vej op, men hoveddøren lå endnu i skygge.

Han kørte ned ad slidsken, som blev bygget sidste år, og videre hen mod væksthuset.

Grøntsagerne voksede stadig grønt og frodigt, og han glædede sig over, hvor meget familierne satte pris på væksthusene. Deres forsøg med dyrkning i vand var en stor succes.

Han kiggede ned. Jorden under hjulene var tør og revnet – det havde ikke regnet i seks uger.

– Måske skal jeg vande lidt senere, tænkte han. – Ikke fordi det er nødvendigt, men bare som en hilsen. En tak for, at alle træer og buske holder ud.

Længere nede ad vejen sad den ældre dame, han for år tilbage havde foræret en blå rollator. Hun sad i hug på en lille taburet og hakkede ukrudt op mellem stenene.

Trods alderen – eller måske netop på grund af den – var hun stadig en del af det arbejdende hjul.

Han vidste, at hun stod tidligt op og tændte sin lille transistor for at høre munkenes morgensange.

På vej tilbage kørte han forbi sine orkidéer. De begyndte at afblomstre nu – som om de vidste, at han snart skulle rejse.

– Det er som om, de følger mig, tænkte han. – Blomstrer, når jeg kommer, og visner, når jeg skal væk.

Han blev siddende lidt og betragtede dem. Der var noget stille og smukt i det. Ikke trist – bare en blød påmindelse om, at tid er noget, der sker for os alle.

Men nu var det ikke tid til at være sørgmodig.

Duftene fra køkkenet begyndte at brede sig, og Chris vendte Wendy om og kørte langsomt tilbage.

Inde i køkkenet ventede en velkendt morgenstemning: papaya, gyldne bananer, ingefærte – og selvfølgelig den klare, varme suppe med masser af grøntsager og kylling samt friske urter.

Ved siden af lå den gyldne omelet. Foldet og duftende af koriander, altid skåret i mundrette stykker, så han ikke skulle fægte med kniv og gaffel.

Han spiste langsomt. Lydene udenfor blandede sig med stemmer inde fra huset.

Og så – banken på døren. Ikke forsigtig, men livlig.

Naboens datter og hendes børn trådte ind, våde og grinende.

– Det er begyndt, sagde hun. – Inde i Chiang Mai. Vand overalt! Festen er i gang!

Songkran.

Vandfestivalen.

Tidspunktet, hvor hele Thailand går i undtagelsestilstand af glæde. Hvor ingen slipper tørskindet fra en tur på gaden. Hvor selv gamle mænd i kørestol får et sprøjt i nakken fra en skraldgrinende dreng med en pink vandpistol.

Men Songkran er mere end bare vand og ballade. Det er tiden, hvor folk rejser på kryds og tværs af landet for at være sammen med deres familier. Hvor de unge vender hjem, og gamle onkler bliver hentet ind i skyggen for at få risvin og historier.

Chris havde oplevet det mange gange.

– Vi har drukket mange øl, spist uendelige mængder god mad og grinet, til vi fik ondt i maven, tænkte han. – Det er ikke bare en fest. Det er et ritual. Et fællesskab. En påmindelse om, at man hører til.

Hun rakte ham en plastpose.

– Mango med klistret ris. Til senere.

Han takkede, så efter børnene, der allerede var løbet ud i haven med deres hjemmelavede vandvåben.

Luften sitrede. Solen skinnede hårdere nu.

Det var som om hele landet åndede anderledes i disse dage.

Han trak vejret dybt og mærkede, hvordan den varme suppe, den søde duft af mango og lyden af latter langsomt smeltede sammen i kroppen.

Vand, varme og glæde.

Der var noget rensende ved det.

Ikke kun for kroppen.

Også for hjertet.