En samtale om håb, hjemrejse og det, der spirer trods alt Det var tidlig formiddag i Thailand. Luften var allerede varm, men parasollen gav skygge, og ventilatoren skubbede blidt til den tunge tropeluft. Cikaderne sang, som om intet i verden var galt, og en fugl med gul hals satte sig på rækværket, nikkede og fløj videre.

Wendy stod parkeret ved siden af bordet. Hendes fodstøtter lyste lidt i solen, og et par insekter kravlede nysgerrigt op ad et af hjulene. “Det hele føles så stille her… men medierne er fyldt med støj,” sagde hun. “Toldsatser, krige, en gal præsident der vil splitte alting ad igen. Jeg ved ikke engang, hvad jeg skal tro mere.”

Chris sad med en kop lunken kaffe og nikkede. “Verden larmer. Men lige dér… hørte du det?”

Skip vippede let på gummifoden. “Hva’?”

Chris: “Den lille fugl. Den sang lige tre toner – og så tav den. Som om den bare lige skulle minde os om, at noget stadig lever.”

Grip skubbede sig let bagud og justerede balancen. “Det er det, der er så mærkeligt. Der er krig, had, klimakaos… og samtidig springer blomsterne ud. I april. Som om intet er sket.”

Wendy lod det ene hjul vippe ganske lidt. “Jeg har det lidt som om naturen prøver at opmuntre os. ‘Se her, jeg gør mit. Gør du også dit.’”

Chris: “Det gør den. Og vi skal snart hjem – tilbage til Norden. Jeg glæder mig til de lyse nætter. Den måde skyggerne forsvinder på midt om aftenen. Den blå himmel, der aldrig bliver helt mørk.”

Skip: “Og rabarber! Frisk rabarber! Og jordbær! Og nattergalen! Og den der duft af græs, lige efter det har regnet!”

Grip: “Hold da op. Du lyder som en øko-poetisk vejrudsigt. Men jeg forstår dig.”

Wendy: “Jeg savner det dér øjeblik i maj, hvor man bare mærker… det her er mit sted. Mit liv. Ikke perfekt. Men levende.”

Chris: “Jeg tror, det er dét, der er så vigtigt nu. At holde fast i det, vi kan røre ved. En duft. En farve. En latter. Vi bliver bombarderet med ting, vi ikke kan gøre noget ved – men vi kan stadig plante et frø.”

Grip: “Eller bage et brød. Ringe til en ven. Tegne sit indre vejrkort.”

Wendy: “Jeg håber bare… at vi ikke glemmer det. At vi ikke lader mørket vinde.”

Chris: “Det gør vi ikke. For så længe vi ser det, der spirer… så er der håb. Og håb er ikke bare en følelse. Det er en handling. Noget vi gør, hver gang vi tør glæde os til noget.”

Skip: “Og jeg glæder mig til at smage nyslynget honning, stikke næsen i syrener og høre nogen spille harmonika i aftensolen. Jeg har en liste, faktisk.”

Grip: “Selvfølgelig har du en liste, men hvornår er du begyndt at kunne lide harmonika musik?”

Chris klappede blidt på det ene armlæn og lod hånden hvile på Wendys greb. “Du skal høre det hele, Wendy. For du har båret mig gennem meget – og du skal også med hjem til syrenerne, dig glemmer vi ikke, selvom du har det med at blive væk på vejen.”

Wendy: “Jeg glæder mig allerede til igen, at dufte nordisk jord og høre regn mod ruder.”

Der blev stille et øjeblik. Kun ventilatoren summede i baggrunden, og cikaderne holdt en lille pause i varmen.

Grip: “Det bliver også lidt vemodigt, ikke? At tage afsked med det her sted. Med dem.”

Chris: “Jo. Det gør det. Vi har også vores venner her. Mennesker, som ikke taler vores sprog, men forstår os alligevel. Vi har delt måltider, grin… stilhed. Og selvom vi ved, at de nok skal klare sig – så kommer savnet nok snigende.”

Skip: “Men det er også dét, der gør det smukt, ikke? At man har noget, der er værd at savne.”

Chris: “Præcis. Og vi skal huske at være taknemmelige. For at vi overhovedet kan være her. At helbredet tillader det. At verdenssituationen stadig giver os en åbning til at mødes, rejse, leve. Det må vi aldrig tage for givet.”

Wendy: “Og når vi kommer hjem… så bærer vi dem med os. Ikke i kufferterne, men i hjertet.”

Chris: “Det gør vi. Og så længe vi kan dele glæden over et blomstrende træ eller en kop kaffe i morgensolen… så er der håb.” Han så ud i haven og nikkede. “Jeg har altid haft tre blomster, der har fulgt mig… Løvetand hjemme i Norge og Danmark – genstridig og gul, den vokser hvor intet andet vil. Lotus her i Thailand – rolig og stolt midt i vandet, med rødderne i mudder. Og så orkidéen. Den har jeg haft begge steder. Den overlever. De blomstrer, selv når jeg glemmer dem et stykke tid.”

Wendy: “Det giver mening. Du er jo lidt som en orkidé selv.”

Chris lo blidt. “Tak, Wendy. Jeg håber bare, jeg ikke skal hænge i en vindueskarm alt for længe.”

Skip: “Du kommer ikke til at hænge. Du kommer hjem. Til stolelift, snart ny bil – og en sommer vi skal ud og smage på.”

Grip: “Og du får dit gamle udsyn tilbage. Græsset, køerne, fjeldene, ligesom her hvor du jo også har køerne udenfor vinduet og bjergene i horisonten .Plantekasserne spirer snart. Og så skal der jo sættes nyt drivhus op, så det bliver jo næsten ligesom her, hvor du har væksthusene.”

Wendy:”Man skulle næsten tro at du var et vane menneske Chris.”

Chris lænede sig tilbage, løftede koppen og nikkede. “Så jeg kommer ikke til at gro fast.”

Alle tre svarede – næsten på samme tid: “Overhovedet ikke.”

Chris begynder at nynne: always look at the Bright-Side of Life, kigger på vennerne:”en fod foran den anden-og et smil i baglommen.”