Det var formiddag i Thailand. Luften stod næsten stille, selvom ventilatoren snurrede tappert i hjørnet. De sad samlet under parasollen ved det lille bord, hvor duggen fra kaffekopperne blandede sig med den søde, støvede varme. Insekterne summede i det høje græs, og i horisonten flød palmerne ind i himlen som smeltede penselstrøg.

Wendy kiggede op på Chris.

“Du har været lidt stille i dag, Chris. Hvad foregår der inde bag panden?”

Chris lænede sig tilbage, trak vejret langsomt og fugtede læberne.

“Jeg har tænkt på noget, jeg savner. Noget vi ikke har skrevet om på bloggen endnu. Den del af mit liv, hvor hænderne vidste mere end ordene. Hvor jeg så mennesker finde fred i et stykke kridt, en pensel eller bare en klat maling.”

Skip strakte sig dovent og viftede en myg væk.

“Uha, det lyder som noget, jeg ville elske! Skal vi male? Klippe? Lime? Jeg kan være kreativ! Jeg kan også lime dig fast, Grip!”

Grip hævede øjenbrynene og så over  på ham.

“Rolig nu, Picasso. Lad os høre, hvad Chris mener, før vi går i gang med et dadaistisk opgør med tapetklister.”

Chris smilede.

“Hehe, tak Grip. Alvorligt talt – det handler ikke om at lave noget flot. Det handler om at få kontakt med det, vi bærer på, men ikke kan sige højt. Der hvor sproget slipper, begynder det visuelle sprog. Farver, former, bevægelser.”

Wendy kiggede på, at Chris tørrede en sveddråbe væk fra halsen.

“Men hvad gør man, hvis man ikke føler sig ‘kreativ’? Altså, hvis man ikke kan tegne?”

Chris:“Det er netop pointen – man skal ikke kunne tegne. Det handler om at udtrykke, ikke at præstere. Jeg har haft deltagere, der kun lavede streger – og det var nok. For det handlede om at få noget ud, ikke om at få noget godt. Når man tør give slip, begynder magien.”

Skip stod og roterede  langsomt på sit ene ben.

“Okay! Men hvad ville du så sætte os i gang med? Har du en øvelse, vi kan lave – her og nu?”

Chris nikkede.

“Ja. Den hedder ‘Indre vejrkort.’

Forestil jer, at jeres indre landskab har sit eget vejr. Hvordan er det i dag? Sol? Torden? Diset?

Tegn det. Brug farver, ikke ord. Og lad hånden gøre arbejdet. Giv slip på, at det skal blive noget bestemt.”

Grip kiggede på Chris som langsomt hældte vand op i sit glas – det klukkede sagte.

“Og bagefter? Ser vi bare på det?”

Chris:

“Ja – og måske spørger vi:

– Hvad overrasker mig ved det her billede?

– Hvad føles tungt?

– Hvis billedet kunne tale, hvad ville det sige?”

Wendy så op, mens solen spillede i hendes nav på den ene hjulfælg.

“Det er jo som en slags samtale med sig selv. Bare uden ord.”

Chris:

“Præcis. Og nogle gange opdager man noget, man ikke vidste man bar på. En længsel. En sorg. Et håb. Eller bare… ro.”

Skip:

“Jeg er klar! Jeg tegner mit indre som en himmel fyldt med balloner! Og måske lidt regn. Bare lidt.”

Grip:

“Jeg tror, mit bliver mere som en tåget skov. Lidt vild, lidt stille. Med én fugl, der synger.”

Wendy:

“Mit er hav. Stille – men dybt.”

Chris:

“Og mit… mit skifter. Men lige nu er det morgenlys. Og et frø, der spirer. Det er ikke så stort. Men det vokser.”

Der blev stille et øjeblik. Ventilatoren klaprede sagte i baggrunden, og en cikade sang et sted bag hegnet.

Wendy:

“Chris… har du nogensinde tænkt på at lægge nogle af dine øvelser op på hjemmesiden? Så folk kunne bruge dem, når de har brug for lidt ro? Du har jo så meget viden.”

Chris lænede sig frem og så ud mod horisonten.

“Det har jeg faktisk tænkt over. Mange kunne have gavn af det. Ikke som erstatning for terapi, men som et sted at starte. Et lille frø. Et billede. Et første skridt mod at forstå, hvad der foregår indeni.”

Skip blinkede og så spørgende på ham.

“Men Chris… du har jo selv arbejdet med det her, ikke? Altså, du er jo uddannet kunstterapeut. Har du egentlig haft klienter? Eller… hvordan foregår sådan en uddannelse?”

Chris tog en slurk af sit nu lunkne vand.

“Ja – det hedder kunstterapeut officielt. Men det lyder lidt som en direkte oversættelse fra engelsk, og mange tror, det bare handler om at male. I virkeligheden rummer uddannelsen næsten alle de terapeutiske retninger – gestaltterapi, eksistentiel terapi, psykodynamisk tænkning, symbolarbejde, krop, sansning… det hele.

Jeg bruger selv betegnelsen eksistentielterapeut med speciale i personlig proces-indsigt. Det siger lidt mere om, hvad jeg faktisk laver. Det handler ikke om at være kreativ for kreativitetens skyld – men om at forstå sig selv, finde mening, og udvikle sig gennem det, man udtrykker.”

Wendy løftede øjenbrynene og lænede sig lidt frem.

“Egenterapi? Du mener… man skal selv i terapi, mens man lærer at hjælpe andre?”

Chris nikkede og lod hånden glide over bordets kant.

“Præcis. Mange, mange timer. Det er ikke billigt – men det er nødvendigt. For hvis man ikke har arbejdet med sin egen bagage, så risikerer man, at det er ens egne gamle sår, der bliver trigget midt i en session. Og det er farligt.”

Grip kiggede fascineret på, at Chris tog sine briller af og pudsede dem langsomt.

“Så man kan ikke sidde og pille i sin egen navle, mens man prøver at hjælpe andre?”

Chris smilede skævt.

“Nej. Man skal være til stede for klienten – ikke for sig selv. Det er derfor, jeg synes det er fuldstændig uforsvarligt, at psykologer i Danmark kan blive færdige uden at have været i egen terapi.”

Skip så på ham med et næsten barnligt blik.

“Vent… virkelig? Man kan bare gå fra gymnasiet og universitetsbøger – og så sidde overfor et menneske i dyb krise?”

Chris trak på skuldrene.

“Ja. Det er faktisk muligt at gå fra folkeskole til universitet og direkte ud og sidde med nogen, der står midt i et traume. Uden selv at have mærket, hvad terapi er. Jeg har desværre mødt mange, som kom værre ud af psykologsamtaler, end de gik ind.”

Grip sukkede.

“Men det gælder vel ikke alle?”

Chris:

“Nej. Jeg har også mødt dygtige psykologer. Men jeg må ærligt indrømme, at jeg nogle gange har tænkt, om nogle af dem blev psykologer bare for at forstå sig selv. Der var samtaler, hvor jeg følte, det var mig, der var den voksne i rummet.”

Wendy lagde Joy-stikket på hans arm.

“Så dine øvelser… de kunne måske give folk en lille smule tryghed, inden de overhovedet tør søge hjælp?”

Chris:

“Ja. Det er ikke en erstatning. Men det kan være en dør, der står lidt på klem. Noget, man kan række ud efter, før man er klar til at sætte ord på. Eller betale for terapi. Bare det at tegne sit indre vejrkort – det kan være en begyndelse.”

Skip:

“Men… altså… det dér… er det ikke lidt farligt? Hvad hvis nogen græder? Eller får det værre?”

Chris lænede sig lidt ind over bordet, stemmen blød:

“Det er et vigtigt spørgsmål, Skip. Og nej – det er ikke farligt at føle. Det farlige er at lade være. Men:

Hvis nogen har det virkelig dårligt, eller føler de mister grebet – så er det vigtigt at søge professionel hjælp. En god terapeut. En læge. Man skal ikke gå alene med mørket, hvis det bliver for tungt.”

Grip lænede sig bagud og lod blikket følge en flue på parasollen.

“Men hvorfor hører man så ikke mere om den her form for arbejde?”

Chris:

“Fordi det stadig falder udenfor de officielle rammer. Der er et næsten usynligt hierarki. Mange psykologer og læger har – måske uden at sige det højt – nærmest indgået en stiltiende pagt om at udelukke psykoterapeuter og alternative behandlere fra ‘den officielle klub.’”

Skip løftede en finger i luften.

“Hvad for en klub?”

Chris smilede tørt.

“Den, hvor man får tilskud. Hvor man bliver taget alvorligt af systemet. Hvor man bliver godkendt som ‘rigtig’ hjælper. Hvis man står udenfor, skal klienterne betale fuld pris – også selvom man har mange års erfaring og er dygtig. Det gør, at mange mennesker ikke har råd til hjælp. Og det er et kæmpe tab.”

Grip så alvorligt på ham.

“Men du har jo også set nogle, der ikke burde arbejde med mennesker…?”

Chris nikkede stille.

“Det har jeg. Jeg har set terapeuter, der har skadet mere, end de har hjulpet. Men jeg har også mødt nogle af de mest dygtige, empatiske og indsigtsfulde behandlere, jeg nogensinde har kendt – som aldrig fik ‘det blå stempel.’ Vi burde ikke dømme dem på titlen – men på evnen til at møde et menneske.”

Wendy:

“Så måske… kunne dine øvelser være et sted midt imellem. Noget, der hjælper – uden at lade som om det kan alt?”

Chris:

“Netop. De her øvelser skal ikke erstatte terapi. Men de kan være en hånd i mørket. En vej til at begynde. Og en påmindelse om, at man ikke er alene.”

Chris kiggede rundt på dem. Stemningen var tæt, men rolig.

“Jeg mener det, når jeg siger: Over halvdelen af alle læger kunne lægge nogle af deres timer om til praktisk, menneskelig støtte – eller helt erstattes af dygtige psykoterapeuter. Det, folk har brug for, er ikke nødvendigvis flere recepter. Det er den gode samtale. Et trygt rum. At blive hørt. Set.”

Grip:

“Du mener som sygeplejersker med terapeutisk baggrund?”

Chris:

“Ja, præcis. Hvis flere sygeplejersker, pædagoger og plejere havde redskaber til at føre meningsfulde samtaler, ville statistikkerne for ‘jeg har det bedre’ stige markant. Det gælder i psykiatrien, på plejehjem, i skoler og institutioner. Det er samtalen, der heler – og dem, der fører den, skal vide, hvad det kræver. Det er ikke noget nyt. I gamle dage sad vi sammen, fortalte historier og lyttede til hinanden. Det var en af de mest fundamentale ting, vi mistede.”

Skip:

“Du har ret… hvor tit har man ikke hørt nogen sige: ‘Hun var god til at lytte’… ‘Han lyttede virkelig’.”

Chris:

“Det er det, det handler om. At få lov til at fortælle sin historie. At føle sig set og hørt. Men det bliver afbrudt allerede i barndommen for mange. For travlt. For lidt nærvær. For meget støj.”

Wendy lænede sig tættere på, stemmen blød.

“Chris… er du vred?”

Chris kiggede på hende, med øjne der rummede både træthed og klarhed.

“Nej. Jeg er mere ked af det.”

Wendy:

“Jeg håber bare, nogen af dem læser med – for det, du siger, kommer jo af kærlighed.”

Grip så ud over bordet, hvor solen kastede små skygger i vandet i glassene.

“Måske handler det hele bare om det – at nogen tør sidde stille og lytte.”