Er det dig, der vælger lederen – eller din frygt?
En fortælling om ansvar, skygger og indre pejlemærker

“Jeg vil egentlig helst være i fredelige omgivelser, være kreativ og glad, omgive mig med gode venner og familen”

Jeg har aldrig været god til at råbe højt.

Ikke i store forsamlinger.

Måske med venner. Måske blandt kollegaer.

En sjov tale, en god bemærkning – jo, det har jeg kunnet.

Men det der med at stille sig op og tage ordet… det har aldrig været mig.

Jeg vil helst være i fred. Sidde med min kaffe. Se ud. Tegne. Skabe noget. Ikke stille mig frem.

Men når der sker noget uretfærdigt, så sker der også noget inden i mig.

Så tager jeg ordet. Og så er det ikke mig, jeg skal repræsentere. Det er dem, der ikke selv kan sige det. Det er det, der er rigtigt. Det har altid været sådan.

Som menneske. Som tillidsvalgt. Som terapeut. Som kunstner. Som far. Som kammerat. Som kollega. Som kæreste. Som én, der ikke kan holde ud at se nogen blive glemt.

Nu sidder jeg her, med en blog jeg egentlig lavede for mig selv.

Og seks måneder senere har over 172.000 mennesker fra 162 lande været forbi. Selv hvis man trækker robotter og tilfældigheder fra, så er der stadig mange virkelige mennesker, der har spejlet sig i det, jeg skaber.

Og det gør mig stille. Taknemmelig. Beæret, faktisk.

Jeg har stor respekt og ydmyghed for dem, der læser med. Og hvis bare én har følt sig set, hørt eller værdsat – så har det været det hele værd.

Men det giver også en forpligtelse. For som jeg siger: Hvis man har evnen, har man også forpligtelsen. Ikke til at blive kendt. Ikke til at larme. Men til at sige noget, når noget er forkert. Til at skabe noget, når det gør ondt. Til at stå ved det, også selvom man helst ville være i fred.

Det er svært, det der. At kæmpe – og samtidig bare ville have ro. Men det er der, jeg står. Og måske… står du der også.

Måske er det derfor, jeg ikke kunne lade være.

De sidste to dage har jeg påpeget uretfærdigheden i, at hjælpemidler skal beskattes med 25 % ekstra – selvom EU har givet mulighed for fritagelse.

Som jeg sagde, ville jeg skrive til samtlige partier i Danmark og Norge – og det gjorde jeg. Stor var min glæde, da jeg allerede efter én time modtog en varm og hjertelig besked fra en politiker. Ikke fra et af de store, etablerede partier. Nej – fra et lille. Vi skrev lidt sammen og blev enige om at tales ved i næste uge.

Personen var både overrasket og lyttende. Og jeg mærkede tydeligt hjerteblod og empati. Det bliver spændende.

⸻

Og til sidst – en stille tak fra os alle.

De fire musketerer – Chris, Wendy, Skip og Grip – ydmygt takker for den støtte, der er kommet fra så mange hjørner af verden.

Og som Skip sagde til Wendy i morges:

“Tænk, at fire musketerer pludselig er blevet til flere tusind.”

PS … Alt dette gjorde , at jeg satte mig ned og tænkte i nogle timer og skrive følgende .

Tanker om verden, lederskab og menneskets indre pejlemærker

En personlig refleksion 

Det hele begyndte med en gammel folkesang – og endte som en indre rejse gennem frygt, selvværd, magt og menneskets længsel efter at høre til. I denne  artikel reflekterer jeg over, hvordan destruktive ledere får magt, hvad det fortæller om os som mennesker – og hvordan vi måske kan finde en anden vej.

Når frygten vælger lederen

En indre refleksion om mennesker, magt og selvværd

Det begynder med en sang. Pete Seeger synger This Land is Your Land, og jeg mærker, at noget rører sig i mig. Jeg kan ikke helt sige, hvad det er i starten. Det er ikke bare nostalgi. Det er en fornemmelse af tab. Som om sangen tilhører en tid, hvor håbet stadig havde et fælles sprog. En tid, hvor man kunne tro på, at et land virkelig kunne tilhøre alle.

Men da jeg hører den i dag, tænker jeg: Hvor blev det fællesskab af? Hvor blev den tro af? Er det muligt, at et folk mister fodfæstet så meget, at de ikke længere kan genkende deres eget løfte?

Jeg begynder at tænke over, hvordan store samfund kan bevæge sig i retninger, der virker ødelæggende – næsten selvdestruktive. Hvordan én enkelt mand kan få så meget magt, at han ændrer hele verdens gang. Hitler gjorde det. Stalin gjorde det. Napoleon. Trump. Jeg spørger mig selv: Hvordan får de den magt? For sandheden er, at de sjældent tager den. De får den. Af folket.

Skygger og spejle

Hvordan filosofi, psykologi og historie kan forklare vores længsel efter stærke mænd

Det er ikke første gang, verden har givet magten til én mand, der kom til at ødelægge mere end han byggede. Vi har set det gennem historien, som en slags rytme, en gentagelse, hvor frygten i folket spejles i ambitionen hos én.

Allerede i Romerriget havde man Caligula og Nero. Mænd med absolut magt, der betragtede sig selv som guder og ikke tøvede med at destruere det, de ikke kunne kontrollere. Deres styre var ikke baseret på visdom, men på frygt, manipulation og kultdyrkelse.

Springer vi frem i tiden, møder vi Machiavelli, som i Fyrsten kynisk beskrev, hvordan magt ikke nødvendigvis skulle udøves med retfærdighed, men med effektivitet. Det handler ikke om at være elsket – det handler om at blive frygtet. Det er en tanke, der har inspireret mange af de moderne autokrater og folkeforførere.

Lidt inspiration fra Jung, Maslow, Nietzsche, Kierkegaard, Piaget, Darwin, Broby Johansen, Dario Fo m.fl.

Eftertanker

Om magt, menneskelighed og det, vi giver væk, når vi bliver bange

Når jeg ser tilbage på det hele – på sangen, på historien, på frygten og på os selv – er der ikke én løsning, én sandhed eller én vej ud. Men der er nogle ting, der står klarere nu end før:

1. Vi vælger ikke kun med hovedet – vi vælger med hjertet, maven og arrene

Det politiske valg er ikke kun rationelt. Det er følelsesmæssigt. Det bunder i behov – i at føle sig tryg, værdifuld og set. Når de behov ikke er dækket, bliver vi sårbare for dem, der lover hurtige svar. Det må vi erkende, hvis vi vil forstå både os selv og andre.

2. De farligste ledere opstår, når folket ikke tør mærke sig selv

Hvis vi ikke lærer at håndtere vores frygt, vrede og skam, bliver vi afhængige af ledere, der “tager følelserne væk” ved at pege på fjender, skabe orden og give os et tilhørsforhold. Vi må turde blive i det ubehagelige, for det er der, friheden begynder.

3. Modgiften er ikke revolution – det er relation

Det starter ikke med systemer. Det starter med opdragelse, pædagogik, samtale, kunst, og måden vi ser hinanden på. Vi må lære børn og voksne, at deres følelser har værdi – og at man ikke behøver blive stærk på bekostning af andre. Empati er ikke svaghed – det er evolution.

4. Vi har alle en skygge – spørgsmålet er, om vi tør se den

Vi må stoppe med at projicere vores frygt og smerte over på dem, der tænker eller lever anderledes. I stedet skal vi spørge os selv: Hvad er det i mig, der gør det svært at rumme det her? Den, der tør bære sin egen skyggeside, har mindre behov for at kontrollere andres.

5. Vi må lære at stille spørgsmål igen

Ikke bare til ledere – men til os selv. Som Sokrates sagde: “Det ureflekterede liv er ikke værd at leve.” Når vi holder op med at tænke, grine, tvivle og undres – så holder vi op med at være frie.

Et åbent punktum

Jeg ved ikke, om det her forandrer verden.

Men måske kan det ændre måden, jeg ser på den.

Måske kan det ændre noget i dig.

Og måske – bare måske – kan vi begynde at opdyrke et andet slags lederskab:

Et, der ikke kommer af frygt, men af indsigt.

Et, der ikke skaber tilhængere, men medmennesker.

Måske er det ikke styrken, der skal redde os.

Måske er det modet til at være sårbar – og stadig vælge hinanden.

Til sidst men ikke mindst ville jeg skrive mit yndlings digt :

Noget om Helte. Af Halfdan Rasmussen.

Livet er en morgengave, sjælen er et pilgrimskor.             

Der står krokus i min have, der står øller på mit bord.       

Under himlen hænger lærken som et fjernt bevinget frø,  

for en lærke tænker hverken på at kæmpe eller dø.     

Her er fredeligt og stille, her er ingen larm og støj. 

Jeg har sået kruspersille, og et brev med pure løg. 

Lad alverden slå for panden og bekæmpe spe med spot, 

jeg vil enes med hinanden og mig selv og ha det godt. 

Samson gik og styrted’ templer, Peter Freuchen knak sit ben. 

Ak mod disse to eksempler er min dåd en sølle én. 

Jeg har aldrig dræbt filistre eller kæmpet med en haj, 

og når stærke mænd blir bistre, syn’s jeg det er synd for mig. 

Der er nok som går og sysler med at sprænge kloden væk. 

Jeg vil ikke ha skærmydsler og kanoner bag min hæk. 

Mens de andre går og sveder for at gi hinanden lak, 

vil jeg pusle med rødbeder, selleri og pastinak. 

Jeg vil ikke slås med bisser, jeg vil så og ikke slå. 

Selv de rødeste radiser kan man roligt lide på. 

Der er nok af danske helte som er danske hele dag’n, 

og går rundt og spænder bælte, mens de råber; Fy for Fan. 

Tiden går og tiden hverver store mænd til mandig dåd. 

Jeg reserven blandt reserver bryder ofte ud i gråd. 

Jeg får nerver og migræne blot jeg skær’ mig på en dolk, 

og vil hell’re slå min plæne, end slå løs på pæne folk. 

Livet er en dejlig gave, jorden er en herlig jord. 

der er øller i min mave, der står krokus på mit bord. 

Når reserverne skal stille for at splitte kloden ad 

skriver jeg med kruspersille verdens mindste heltekvad.