Chris: „Jeg kom til at tænke på noget i nat.
Hvad nu hvis jeg forsvandt?‟

Wendy: „Forsvandt som i døden?‟

Chris: „Nej, mere som… gled ud af billedet. Som en skygge, der ikke længere falder på væggen.
Hvad ville blive husket? Og hvad ville gå tabt uden at nogen opdagede det?‟

Grip: „De fleste mærker det først, når kaffekoppen står stille. Når stolen ikke længere knirker på sin sædvanlige måde.‟

Skip: „Når der ikke kommer en ny sætning, der starter med ‚Jeg har fået en idé.”

Chris: „Der er en tekst, folk siger Hemingway skrev. Det gjorde han vist ikke – men ordene rammer:
‚I vores mørkeste øjeblikke har vi ikke brug for løsninger eller råd. Det, vi længes efter, er menneskelig forbindelse – en stille tilstedeværelse, en blid berøring.‟

Wendy: „Små gestus som ankre. Det kender jeg. En hånd, der ikke slipper. Et blik, der siger: ‚Du må godt være her, selv når du ikke er okay.‟

Grip: „Ikke én, der vil fikse dig. Men én, der bliver siddende, mens du går gennem stormen.‟

Chris: „Ja. Det er det, jeg håber, jeg har været for nogen. Ikke redningsmand. Bare ledsager.‟

Skip: „Men Chris… du har jo båret så meget selv. Og alligevel rakt ud.
‚Min smerte er min at bære, mine kampe mine at kæmpe. Men din tilstedeværelse minder mig om, at jeg ikke er alene.‟

Chris: „Jeg tror, det er det, jeg længes efter. Ikke at blive husket for det, jeg gjorde.
Men for det, jeg var, når jeg bare var til.‟

Wendy: „Du ville blive husket, Chris.
‚Som en stille påmindelse om, at vi er værd at elske – selv når vi føler os knuste.‟

Grip: „Og hvis du forsvandt, ville der mangle noget i rummet. Ikke noget, man kan sætte ord på. Bare… fravær.‟

Skip: „En slags tavs sorg. Ikke larmende. Bare dyb.‟

Chris: „Men ærligt…
Er det egentlig det uigenkaldelige, der påvirker mig mest?
Eller er det bare min egen sorg over det, jeg tror, jeg mister?‟

Wendy: „Du mener… er det fraværet – eller frygten for at blive glemt?‟

Chris: „Måske begge dele. Eller bare det, at jeg mærker tiden. Ikke som en trussel, men som en sandhed.
En der kalder på ægthed.‟

Grip: „Hvordan lever man egentlig med kroppen, når den ikke længere samarbejder?‟

Chris: „Det er en daglig øvelse. En blanding af tålmodighed, vrede og omsorg.
Man savner det spontane. Det ubesværede.
Men man lærer også noget nyt:
At styrke ikke altid handler om muskler.
Nogle dage består styrke i at acceptere, at man har brug for hjælp – uden at lade det stjæle ens værdighed.‟

Skip: „Men hvad så med det at yde?
Hvad mister man, når man ikke længere kan præstere?‟

Chris: „Vi lever i en verden, hvor man helst skal gøre nytte.
Men mennesker har værdi bare ved at være.
At lytte. At være nær. At række ud. Det er ikke målbart – men det betyder noget.
Det er ikke mindre værd. Det er bare mere stille.‟

Wendy: „Og hvordan holder man fast i værdighed, når man føler sig afhængig og slidt?‟

Chris: „Ved at huske, at man stadig er nogen.
Ved at insistere på at være med i samtalen – også når stemmen ryster.
Ved at sige: ‚Jeg er her stadig. Jeg føler stadig. Jeg betyder stadig noget.‛
Og måske vigtigst: Ved at lade andre være noget for én – uden at føle sig som en byrde.‟

Grip: „Der ligger noget smukt i det, du siger. Det handler ikke om eftermæle, vel?‟

Chris: „Nej. Jeg er faktisk ligeglad med, hvad de siger, når jeg er væk.
Det hører jeg jo aldrig selv.
Men det betyder noget, mens jeg er her.
At række ud. At sætte noget i gang. At give mening – også i det små.‟

Skip: „Derfor bliver du ved. Med idéerne. Med ordene. Med planerne.‟

Chris: „Ja. Små idéer. Et møde i næste uge. En sætning, der måske hjælper nogen.
Ikke for at blive husket.
Men fordi det minder mig om, at jeg stadig er i live – og stadig kan betyde noget.‟

Wendy: „Det er derfor, vi er her. Ikke for at redde dig. Men for at følges.‟

Grip: „Vi holder hånden. Vi bliver i stormen. Sammen.‟

Skip: „Og når mørket bliver for tæt, så bærer vi lyset for hinanden.‟

Chris: “Det farligste er ikke døden.

Det er det øjeblik, man stopper med at se fremad – selv når fremtiden er kort.

Det er dér, man begynder at forsvinde, selvom man stadig trækker vejret.”

Chris: “Og hvis du læser med lige nu… så spørg dig selv:

Hvad i dig ville blive savnet, hvis du en dag gled ud af billedet?”