Chris: “Det har været en virkelig smuk dag i templet. De unge drenge blev optaget som novice-munke – de fleste er bare mellem syv og tretten år. Mange kommer fra bjergstammerne. Jeg sad bare og tog det hele ind… farverne, duftene, lydene. Det hele var fyldt med liv – madboder, farverige dragter, grinende børn og familie, der strålede af stolthed.”

Wendy: “Du ser rolig ud, Chris. Det her sted gør noget ved dig.”

Chris: “Ja, jeg føler mig hjemme her. Det minder mig om dengang jeg selv var munk. Jeg mødte faktisk en af mine gamle venner, som stadig er munk. For ham er det ikke bare en periode – det er hans liv. Han har valgt vejen fuldt ud.”

Skip: “Det må have været et stærkt gensyn. Hvordan så han ud?”

Chris: “Fredelig. Rynket, men fredelig. Den slags fred, der sætter sig i kroppen efter mange års stille liv. Og så var der en ældre dame, hun genkendte mig. Hun kunne huske mig fra dengang jeg bar såfranklæderne. Hun smilede og sagde: Chris… du har ikke forandret dig. Det var varmt sagt. Jeg ved ikke, om det er sandt – men det gjorde mig glad.”

Grip: “Hvad går sådan en ceremoni egentlig ud på? Er det en slags fest, eller bliver de rigtigt munke?”

Chris: “Det er begge dele. Det starter med en stor ceremoni – de unge bliver klædt i farverige dragter, smykker og blomster. Deres ansigter er sminkede, og deres familie følger dem tæt. Der er gaver, mad og traditioner. Og efter ceremonien barberes deres hoveder, og de får munkenes orange klæder. Så træder de ind som novice-munke – sāmaṇen – og lever derefter som munke i en periode.”

Wendy: “Hvor længe bliver de der?”

Chris: “Det varierer. Nogle bliver kun en uge eller to – især i skoleferierne, som nu. Andre bliver hele regntiden, og nogle bliver i flere år, især hvis familien ikke har råd til skole. Templet giver dem kost, logi, undervisning og tryghed.”

Skip: “Og de følger reglerne ligesom de voksne munke?”

Chris: “Ja og nej. De voksne munke har 227 regler. Det er lidt overvældende. De unge følger 10 grundlæggende regler. Og dem skal de virkelig holde.”

Grip: “Hvad er det for nogle?”

Chris: “De er meget klare og handler om disciplin og enkelhed. Her er de:

1. Ikke dræbe – heller ikke smådyr

2. Ikke stjæle – intet må tages uden tilladelse

3. Ikke have seksuel adfærd

4. Ikke lyve

5. Ikke indtage alkohol eller andre rusmidler

6. Ikke spise efter middagstid

7. Undgå musik, dans og underholdning

8. Ikke bruge smykker, makeup eller parfume

9. Ikke sove i høje, bløde eller luksuriøse senge

10. Ikke eje eller bruge penge.”

Wendy: “Det er stramt, især for børn.”

Chris: “Ja, men det er ikke straf. Det er en vej ind i noget andet – ro, opmærksomhed, indre stilhed. De lærer at stå tidligt op, deltage i morgenritualer, gå ud med almoseskål og spise dagens eneste måltid før middag. Resten af dagen går med rengøring, undervisning, meditation og stilhed.”

Skip: “Det er en helt anden verden end den, vi kender.”

Chris: “Det er det. Men selv her ser jeg forandringen. Jeg så en dreng, der havde gemt sin telefon under klædet. Og udenfor templet er der fyldt med boder, balloner, snacks og høj musik. Det ligner næsten et marked mere end en meditation.”

Wendy: “Du lyder ikke vred over det. Bare lidt… vemodig?”

Chris: “Ja. For jeg elsker det her liv. Jeg elsker den ro, templet kan give. Men jeg ser også, at selv templerne må tilpasse sig. Der er nye tider. Det må de klare. Det vigtigste er, at ånden overlever – selv om formen ændrer sig.”

Grip: “Du passer ind her, Chris. Også selv om du sidder i kørestol og har dine egne kampe.”

Chris: “Jeg tror, de ser det. Den gamle dame gjorde i hvert fald. Hun sagde: Chris, du er ikke glemt. Og jeg mærkede det i hele kroppen.”

Wendy: “Du er ikke glemt. Ikke her. Ikke af os.”

Chris: “Ja, der er noget om det, som Bjørn Eidsvåg sagde til en koncert, jeg var til med ham: Man bliver blødere og mere sentimental med alderen.”

Chris lukkede øjnene.

Og mens solen gik ned bag tempeltaget, mærkede han det igen. Roen. Rødderne. Minderne.

Han hørte stadig til – på sin egen måde.