Nogle dage er som et digt, skrevet af en gal forfatter. Andre dage er som en dans med ynde. Først ryster jorden under dig. Timer senere flyder du rundt i dit nye badebassin med naboer som ivrigt publikum. Naturens kraft møder menneskelig opdrift – og midt i det hele sidder Chris med kaffe, tanker og tør humor.

“Godmorgen,” sagde Chris og satte sig ved morgenbordet. Der stod allerede en kop kaffe og et glas vand. “Det var noget af en dag i går… Selvom vi ikke var truet direkte, var det både fascinerende og skræmmende med det jordskælv. Jeg var ikke bange – jeg har prøvet et før – men det her… det tog lang tid. Og det var voldsomt.”

Skip: “Hvordan føltes det egentlig? Jeg så, det var 7,7. Hvad betyder det egentlig?”

Chris: “Det er Richterskalaen, du ved – den måler hvor meget energi der bliver frigivet. Og det er ikke bare sådan trin-for-trin. Det er en logaritmisk skala. Så et jordskælv på 7,7 er over en million gange kraftigere end et på 2. Det her var et af de store – ikke katastrofalt her, men vi mærkede det tydeligt, selvom epicentret lå 400 km væk.”

Chris (fortsætter):

“Som nordbo er man ikke vant til jordskælv – slet ikke i den kaliber. Det er som om alting forsvinder – højde, horisont, retning. Man svæver. Det eneste, der står stille, er hjernen. Den prøver at forstå det, der ikke kan forstås. Og så går kroppen i flugt-mode – men jeg kan jo ikke løbe nogen steder, vel?

Som handicappet mærker man sårbarheden ekstra tydeligt.

Jeg mistede helt tidsfornemmelsen. Jeg ved faktisk ikke, om det varede ét minut eller ti.”

Wendy: “Og dyrene?”

Chris: “Køerne ude på marken stod som frosne. Helt stivbenede, som om nogen havde trykket ‘pause’. De stod i sådan en mærkelig formation – som benene på et kompas, men skævt. Det lignede næsten en rumbe. Og vandet i poolen – det var vildt! Det slog mod siderne, som om der var en orkan i gang, selvom luften var stille.”

Grip: “Du læste om ulykker bagefter, ikke?”

Chris: “Jo. Der er mange dødsfald. Styrtede huse. Folk fanget i murbrokker. Myanmar blev hårdt ramt. Og så tænker man… hvorfor er der nogen, der bruger energi på at gøre livet surt for hinanden, når naturen i sig selv kan tage pusten fra os når som helst?”

Wendy: “Men så kom du jo i bassinet.”

Chris:“Ja, fra den ene pol til den anden. I går blev trappen færdig, og vi fik skridsikker tape på. Jeg sagde jo, jeg havde en idé til, hvordan jeg kunne komme ned i. Og ja, naboerne kom rendende som om det var en royal åbning! Det var faktisk fantastisk at komme ned i vandet. Når det omslutter én og løfter én… så glemmer man, hvad man ikke kan. Man mærker kroppen anderledes. Ikke som noget tungt, men som noget muligt. Og temperaturen – 27-28 grader – præcis tilpas. Ikke koldt. Ikke varmt. Bare… roligt.”

Skip: “Du så glad ud.”

Chris: “Jeg var glad. Og lettet. Og lidt forundret over kontrasterne her. Tænk: i forgårs købte jeg 15 bananer for 10 baht. Og to kilo oksekød for 120 baht. Hjemme ville jeg nok betale 400 baht for bananer – og de ville være dårligere. Og kødet? 1.200 til 1.500 baht, mindst.”

Chris (holder en pause og kigger ud): “Men det er jo ikke bare priser. Det er noget andet. Noget større. For mig – og nok også for andre som mig – føles det som om der foregår en eller anden form for svindel hjemme. De store monopolers talspersoner kunne lige så godt være talspersoner for Trump – de lyver lige så stort. Der er ingen, der reelt kan forklare, hvorfor priserne er steget så voldsomt. De forsøger, men det giver ikke mening. De har skruet op. Og skruet op. Og ingen skruer ned igen. Det er som om der ikke er nogen ende på det. Det værste er løgnen, der bredder sig.”

Wendy: “Du skulle næsten få lavet en pris-tavle og hænge op ved indgangen til butikkerne. ‘Dagens chok – og dagens tilbud!’”

Chris: “Ja, ja – ‘jordskælv og joksetomater: 2 for 1!’”

Wendy:“Men du, Chris – har du set papaya-træerne? Dem vi plantede sidste år? De har allerede store frugter nu! Og de roser, som Skip foreslog – de blomstrer som sindssyge!”

Chris: “Modsætningerne mødes. Skønhed og kraft – side om side. Men det kender jeg jo også hjemmefra. De høje fjelde. De voldsomme elve. Det fantastiske lys over fjordene. Skove, fjelde, frodighed. Det er forskellige verdener, men følelsen… den er ikke så forskellig.”

Grip: “Man må sige, vi får det bedste fra to verdener – som ligner hinanden på mærkelige måder og alligevel er totalt forskellige.”

Chris: “Præcis. Det er det, der gør det hele så rigt. Og lidt skørt. Og meget levende.”