Solen bagte, og det var 34°C. Der stod et krus vand med isterninger på bordet. Det var fremstillet i rustfrit stål, supertyndt, og Chris havde tit tænkt over, hvor ufatteligt det var, at vandet kunne holde sig koldt så længe – faktisk i flere timer. Kulden, da han tog om kruset, var tempereret, men da læberne mærkede det kolde vand, gav det et lille gisp, der flyttede hans tanker over til: Alt er ikke, hvad vi ser.

Chris: “Jeg ved godt, det lyder skarpt, men… er mobning blevet de dovnes konkurrence?

Altså: Hvorfor løfte dig selv, når du bare kan trykke de andre ned? Det er hurtigt, nemt og kræver ikke andet end en spids bemærkning og et publikum, der griner lidt for højt.”

Wendy: “Det er jo genialt, hvis man ikke gider gøre sig umage. Det er socialt sort arbejde. Man snyder sig til status uden at bidrage med en skid. Bare peg, grin, og sørg for, at alle andre holder kæft.”

Chris: “Jeg så en voksen kalde et barn på krykker for ‘lamme-Lars’ forleden. En voksen. De andre grinede. Jeg fik lyst til at smide min egen krykke efter dem, men jeg havde kun én, og den skal jeg bruge til at komme hjem.”

Skip: “Mobning er ikke, hvad det har været, hva’? Dengang jeg var barn, fik man tæsk i skolegården, men så var man venner tre dage efter. Nu foregår det med emojis og mikroaggressioner og tavshed – og det gør langt mere ondt.”

Grip: “Og hvis du siger fra, så er du ‘for følsom’, ‘kan ikke tage en joke’. Det er klassikeren. Hvis de kan få dig til at skamme dig over at sige fra, så har de allerede vundet.”

Wendy: “Der er én ting, jeg har lært: Det er ikke altid et modangreb, der virker. Nogle gange er det nok at spørge stille:

‘Hvad mener du med det?’

Eller, hvis man vil være kærlig og passiv-aggressiv på én gang:

‘Har du det godt i dag?’

Eller min personlige favorit:

‘Er der nogen, der har gjort dig noget – siden det skal gå ud over mig?’”

Chris: “Den dér sidste har jeg brugt. Stilhed. Rødme. Og så det der blik, der siger: ‘Shit, jeg blev set.’ Ikke udstillet. Bare set. Og det er ofte nok.”

Det skete på en tankstation. En mand råbte ad en ung fyr med synlig funktionsnedsættelse, der fumlede ved kasseapparatet. “Skynd dig nu, det er ikke et genoptræningscenter!”

Alle stod stille. Chris også. Han mærkede raseriet, men valgte noget andet.

Han trådte et skridt frem og sagde roligt:

“Er der nogen, der har gjort dig noget – siden det skal gå ud over ham?”

Der blev stille. Manden mumlede noget og gik.

Den unge fyr kiggede på Chris. Ikke med taknemmelighed – bare med ro. Et nik. To mennesker, der ikke kendte hinanden, men delte et øjeblik, hvor værdighed blev reddet.

Skip: “Og dem, der bliver ramt… De skal vide: Find én person. Én, der ser dig, som du er. Det er ikke altid nok – men det er noget.”

Grip: “Og hvis du ikke finder den person – så vær den for en anden. Jeg mener det. Det er den eneste form for investering, der altid giver mening.”

Wendy: “Og lad os være ærlige: Mobning opstår ikke ud af ingenting. Det er opdragelse med dårlig lyd. Det er voksnes sprog. Politikernes tone. TV-shows, hvor man stemmer hinanden hjem, og alle griner af taberen.”

Chris: “Og det groteske er: Mobberen bliver ofte det, de selv foragter – en taber. Ikke i den klassiske forstand. Men i karakter. I værdighed. I respekt. De prøver at være stærke, men afslører sig som kujoner. De løber ikke engang – de dukker sig.”

Skip: “Respekt og værdighed… Det er jo det, vi alle sammen leder efter. Og dem, der prøver at skaffe det ved at ydmyge andre, mister det selv i samme sekund. Ingen husker dem med beundring. Kun som larmen, man håbede ville forsvinde.”

Grip: “Så måske skal vi ikke kun råbe ‘stop’. Vi skal begynde at sige noget, der faktisk kan mærkes. Noget, der føles lidt farligt. Noget, der risikerer at gøre en forskel.”

Wendy: “Vi behøver ikke være helte. Bare mennesker med rygrad og et hjerte, der stadig virker.”

Chris: “Måske er det dér, forandringen starter – ikke i store taler, men i det lille spørgsmål, der bliver sagt højt nok til at mærkes, men lavt nok til at kunne høres af et menneske.”