Chris:“Nogle dage føles kroppen som en gammel traktor, der starter i fjerde gear.Der er knirken, hosten og noget, der skramler…men motoren? Den vil stadig køre.”

Wendy:“Det lyder ikke som en traktor, Chris. Det lyder som dig.”

Chris (smiler skævt):“Det er også mig. For selvom jeg er 68 og min krop larmer som et dårligt stemt trommesæt, så er der noget i mig, der stadig vil danse.”

Skip:“Du danser da ikke.”

Chris:“Nej, men jeg VIL stadig. Og det er dét, der tæller.”

Grip:“Så du siger, man kan være gammel – men ikke færdig?”

Chris:“Præcis. Man kan være rusten i leddene og stadig have blanke drømme.”

Grip:“Men hvad hvis man ikke kan det, man plejede? Hvad er man så?”

Chris:“Så er man stadig. Man er ikke færdig, bare fordi man ikke kan løfte en kasse eller skifte dæk. Værdi sidder ikke i kræfterne – den sidder i erfaringen.I det, man har levet. Og det, man stadig kan give.”

Wendy:“Men det føles ikke altid sådan, gør det?”

Chris:“Nej. Nogle dage føler jeg mig som en reserve. En slags restlager. Folk nikker venligt – men deres øjne søger dem, der kan løbe hurtigt og bære tungt. Det er svært ikke at føle sig overflødig.”

Skip:“Men du ER her. Du tænker, du skriver, du får os til at grine.”

Chris (blødt):“Og nogle gange er det nok. At nogen siger: ‘Du er stadig her. Og du betyder stadig noget.’ Det gør, at man trækker vejret lidt friere.”

Wendy:“Du har stadig glød i øjnene. Også når du glemmer, hvor du lagde brillerne.”

Chris:“Det er, fordi jeg er ung indeni. Indeni hopper jeg stadig fra sten til sten, danser i regnvejr og flirter med fremtiden. Men kroppen? Den har indført fartgrænser.”

Grip:“Så hvad gør du?”

Chris:“Jeg overholder fartgrænserne… men jeg nægter at parkere.”

Wendy:“Men du er jo ikke altid hjemme om vinteren?”

Chris:“Nej. Når is og sne gør det umuligt at komme ud med kørestol og krykker, rejser jeg til Thailand i nogle uger. Ikke bare for solen – men for at kunne være menneske hele året.”

Grip:“Er det anderledes at blive gammel der?”

Chris:“Ja, meget. De ældre i Thailand bliver mødt med respekt. De bliver ikke skubbet ud i kanten – de bliver inviteret ind. Familien passer på dem, og det er naturligt at lytte til dem.De får lov at være kloge, ikke bare gamle.”

Wendy:“Så du føler dig mere set der?”

Chris:“Jeg føler mig i hvert fald ikke gemt væk. Der er noget fint ved at være et sted, hvor alder ikke er en belastning – men en ære. Det minder mig om, at det godt kan lade sig gøre. At man kan blive gammel… uden at blive glemt.”

Wendy:“I går talte du om alt det, du savner. Men det var jo mest på grund af sygdom. Hvordan relaterer du egentlig til det at blive gammel? For nogle bliver jo gamle uden at være syge.”

Chris (nikker langsomt):“Det er sandt. Der er en forskel på at blive gammel – og at blive syg. Men når de to ting følges ad, som de gør hos mig, så bliver det svært at skelne mellem, hvad der skyldes det ene og det andet.”

Skip:“Så du ved ikke, om det er alderen eller Parkinson, der gør dig langsom?”

Chris:“Ikke altid. Men jeg ved, at alderen – den ægte alder – ikke sidder i benene. Den sidder i blikket. Hvis det stadig søger fremad, så er man ikke færdig.”

Grip:“Men der er jo ting, du ikke kan længere.”

Chris:“Ja, men det betyder ikke, at jeg ikke VIL. Min krop har forladt dansegulvet, men min sjæl har stadig rytme. Det er den forskel, der gør, at jeg føler mig gammel – men ikke færdig.”

Wendy:“Så du mener, alder handler om, hvad man har tilbage – ikke om, hvad man har mistet?”

Chris:“Ja. Eller måske handler det om, hvad man stadig vil bruge af det, man har tilbage. Jeg har færre kræfter, men mere klarhed. Jeg har mindre fart, men mere nærvær. Og jeg har stadig lyst til at gøre en forskel – selvom jeg ikke længere kan flytte møbler.”

Grip:“Men hvad med værdigheden? Den er vel svær at holde fast i, når man skal have hjælp til det meste?”

Chris (stille):“Værdighed er ikke noget, man får. Det er noget, man holder fast i – med neglene, hvis det skal være. Og ja, det gør ondt, når nogen taler til én, som om man er et barn. Som om man er mindre, fordi man ikke kan åbne et glas eller binde sine sko.”

Wendy:“Jeg har set, hvordan du retter dig op, når nogen gør det. Du bliver højere i stolen.”

Chris (smiler):“Det er den sidste stolthed, der spænder op. For jeg er stadig mig. Også selvom jeg sidder ned.

Også selvom jeg rækker hånden ud.”

Skip:“Men folk mener det jo bare godt.”

Chris:“Det gør de. Men godhed uden respekt føles som nåde. Og jeg har ikke brug for nåde – jeg har brug for at blive mødt i øjenhøjde.”

Wendy:“Så hvad er værdighed for dig?”

Chris:“Det er retten til at være den, man er – med de begrænsninger og styrker, man har. Det er, når nogen spørger ‘Hvordan har du det?’ – og faktisk venter på svaret. Det er, når jeg får lov til at være medskaber af mit eget liv. Ikke bare passager.”

Chris:“Noget af det mærkeligste er, når man pludselig ser det i andres øjne. Det blik. Det der lidt venlige, lidt overbærende blik, som man selv engang sendte mod de ældre. Og man ved, de mener det godt – men man kan mærke, at man er blevet en af dem.”

Wendy:“Det må føles mærkeligt?”

Chris:“Mere end mærkeligt. Det er som om, man får stukket et spejl i hånden , men spejlbilledet er ikke nyt… det er gammelt. Det er bare første gang, man selv står på den side af blikket.”

Grip:“Så du har også set sådan på gamle mennesker?”

Chris:“Ja. Jeg så dem som langsomme, lidt i vejen. Måske søde. Måske triste. Men altid færdige. Jeg tog aldrig rigtig deres indre i betragtning. Jeg så, hvad de ikke kunne. Ikke hvad de stadig var.”

Chris:“Det var først i voksen alder, da jeg begyndte at være tæt sammen med mennesker – sådan rigtigt tæt – at det gik op for mig, hvor lidt jeg egentlig havde forstået før. Jeg prøvede at hjælpe dem. Give dem værktøjer, lytte, støtte… Men det var mig selv, der lærte noget.”

Wendy:“Hvad lærte du?”

Chris:“At de ældre ikke var det, jeg så. De var ikke bare skrøbelige, stille eller trætte. De var fyldte. Fyldte med liv, de allerede havde levet. Med kærlighed, de havde givet. Med sorg, de havde overlevet. Med minder, de ikke altid sagde højt – men som boede i øjnene.”

Skip:“Så du så dem for første gang?”

Chris:“Ja. Ikke som gamle. Men som hele liv. Som mennesker, der havde elsket, mistet, fejlet, tilgivet, drømt og grinet. Jeg begyndte at forstå, at alder ikke fjerner dybde. Det tilføjer den.”

Grip:“Og nu er du en af dem?”

Chris (smiler):“Nu er jeg en af dem. Og jeg håber bare, at nogen ser det, jeg stadig er ikke bare det,   jeg ikke længere kan.”