Chris: ”Man ved godt, at noget vil ændre sig, når kroppen begynder at kæmpe imod. Men der er også ting, man ikke vidste, man ville savne. Små, stille ting, som ikke råber op, men som dukker op, når man mindst venter det.”

Wendy: ”Som hvad?”

Chris: ”Som at kunne skære en skive rugbrød uden at være bange for kniven. Som at kunne skrue en skrue i, uden at den lander på gulvet – og bliver der. Som at samle noget op fra gulvet… uden at skulle bruge taktik.”

Grip: ”Du har os.”

Chris: ”I ved ikke, hvor godt træ lugter , når man lige har savet det  igennem. Eller at kunne stå på en stige og male det sidste felt i toppen af døren. Det er ikke bare funktioner, man mister. Det er frihed. Følelsen af at kunne selv.”

Chris: ”Jeg savner også at danse. Ikke fordi jeg var god til det – men fordi jeg gjorde det. Fordi kroppen havde rytme i sig. Jeg savner at kunne gå gennem en skov, over en mark, uden at tænke på underlag og bakker og ‘hvad nu hvis’.

Chris kigger på de andre og man kan næsten læse længslen i hans øjne.

Chris:„At kunne sætte mig i græsset. På en sten. På en trappe. Og bare sidde.”

Wendy: ”Du har stadig meget.”

Chris: ”Ja, og jeg er taknemmelig. Men nogle ting forsvandt, før jeg opdagede, at de var vigtige. At lave mad. Ikke bare varme noget. Men lave det. Skære, krydre, røre. At kunne flytte rundt på møbler, bare fordi man fik en idé. At svømme. Ikke som terapi – men som frihed.”

De kunne næsten alle mærke følelsen af afmagt.

Chris: ”Jeg savner selvstændigheden. Ikke at skulle spørge. Ikke at være afhængig. For der er forskel på at få hjælp og at have brug for hjælp. Og der er noget i mig – måske drengen, der ville klare det selv, måske faren, der vil være stærk – som stadig spænder op, hver gang jeg rækker hånden ud.”

Chris: ”Som barn kravlede jeg op i træer. Satte mig på tage. Hoppede fra sten til sten, bare for at se om jeg kunne Jeg tænkte aldrig over, hvad nu hvis. Friheden sad i benene, ikke i tankerne.”

Wendy: ”Og nu?”

Chris: ”Nu sidder friheden i fantasien. Jeg ser stadig træet. Jeg ser stadig tagryggen. Men jeg kravler derop i hovedet. Og det er fint. Men det er ikke det samme.”

Chris ryster let på hovedet.

Chris: ”Jeg savner også at kunne stå op midt om natten og lave mig en ostemad uden at vække hele huset. Bare fordi jeg var sulten. At kunne bestemme hvilket tøj, jeg vil have på, selv om jeg er så privilegeret, at jeg har kun designe og få fremstillet tøj som er Parkinson venligt. At hovedpuden, ikke hopper når jeg skal sove, fordi jeg ligger hånden under den. At kunne fileter en fisk, skære kød ud, lege med hunden, ikke at spilde på tøjet, når jeg spiser, holde i hånd, servere morgenbord som en overraskelse, tisse uden at skulle sidde ned. Eller at tage på impulsive ture. Køre til havet. Sidde med fødderne i sandet. Nu skal alting planlægges. Koordineres. Pakkes. Selv frihed kræver logistik.”

Grip: ”Du får det til at lyde som om, du aldrig smiler.”

Chris: ”Det gør jeg. Ofte. Men der er smil, der kommer med lettelse – og smil, der kommer med sorg. De ligner hinanden. Men de smager forskelligt.”

Chris fugtede læberne.

Chris: ”Det, man mister, bliver ikke altid væk med et brag. Nogle ting lister sig ud af livet, mens man kigger den anden vej. Man opdager det først, når man står og mangler det.”

Skip: ”Så hvad gør du så?”

Chris: ”Jeg siger det højt. Og så gør jeg det, jeg kan. Maler med ord, når jeg ikke kan holde en pensel. Bygger med idéer, når jeg ikke kan samle noget fysisk. Griner, når jeg egentlig burde bande. Og så beder jeg om hjælp, selvom det gør lidt ondt i stoltheden.”

Chris stryger sig over panden og tørrer lidt sved væk med håndryggen.

Chris: ”Det er ikke fordi, jeg nægter at acceptere livet, som det er. Det er bare fordi, jeg stadig kan huske, hvordan det var. Og fordi der stadig er en del af mig, der vil det hele.”

Chris: ”Og det sjove – hvis man altså har sans for den slags – er, at nogle af de ting, jeg savnede, dem skulle jeg slet ikke bruge længere. Jeg savner at binde mine sko… men mine sko har ikke snørebånd mere. Jeg savner underbukser – men jeg bruger ble. Jeg savner at vælge, hvad jeg vil – og ender med at vælge det, jeg kan.”

Wendy: ”Det er jo bare tilpasning.”

Chris: ”Det er det også. Og det er klogt. Men det gør ikke savnet mindre. Det gør det bare sjovere at pakke ind.”

Chris retter sig op i stolen.

Chris: ”For der er jo også alt det, jeg stadig er. Jeg er far. Kæreste.Farfar. Morfar. Ven.”

Skip:” irriterende, stædig, fjol … “

Wendy:”Stille Skip.”

Chris:” Og selvom kroppen ikke kan det samme, så er jeg her stadig. Og jeg vil stadig det hele. Jeg vil stadig være stærk, kunne hjælpe, kunne give videre. Men jeg må gøre det på nye måder. Med ord. Med nærvær. Med det, jeg har tilbage – og det, jeg har lært.”

Wendy: ”Og det er måske nok?”

Chris: ”Det ved jeg ikke.Men det er dét, jeg har. Og det er dét, jeg giver.Og måske er det netop nu, hvor jeg ikke kan alt det, jeg gjorde før – at jeg bedst forstår, hvad det egentlig betød.Tingene, jeg ikke vidste, jeg ville savne… De har gjort mig opmærksom på det, jeg stadig har.”

Chris: “Jeg har ikke givet op. Jeg har bare lagt værktøjet et andet sted. Og nogle dage leder jeg stadig efter det med en forbandet stædighed – selvom jeg godt ved, at det måske er mig selv, jeg skal skrue lidt på.”

Wendy: “Det ved jeg godt, Chris. Men midt i smerterne, stolt­heden og dine evige slagsmål med unbraconøgler så husker du stadig mig. .Du strammer mine skruer, lader mig op, tørrer mig af, taler til mig som om jeg er mere end bare maskine. Og det er jeg måske også. Men du glemmer én ting: Jeg kan ikke rulle, hvis du ikke vil fremad. Og du vil kun fremad, når du husker, at du stadig har et sted at være på vej hen.”

Chris: “Så mind mig om det, når jeg glemmer det. Og giv mig et lille elektrisk skub, hvis jeg ruster fast.”