Når hjælpemidler får personlighed
– De taler til mig. Og jeg svarer.
Intro:
De fleste går bare hen over gulvet.
Andre har krykker med navne, elefanter og en holdning til det hele.
I dag handler bloggen ikke kun om at gå – men om hvem (og hvad) der bærer os, når kroppen ikke længere gør det alene.
Velkommen til en samtale med mine krykker. Ja, du læste rigtigt.
Og nej – jeg har ikke mistet forstanden. Jeg har bare givet dem stemmer.
Mød Skip og Grip – og Wendy, som stadig prøver at få mig til at opføre mig som et voksent menneske.
Held og lykke til hende.
Chris: ”I stod der igen i morges. Lænet op ad væggen med jeres ‘vi gør bare vores arbejde’-attitude.”
Skip: ”Og alligevel lå vi på gulvet klokken halv otte.”
Grip: ”Det var din skyld.”
Chris: ”Selvfølgelig var det det. Jeg faldt ikke, fordi jeg var træt, men fordi I trænger til at blive justeret.”
De lo. I hvert fald i mit hoved. For efter to år i hinandens selskab, taler vi sammen. Ikke altid højt. Men tankerne har fået stemmer. Karakterer.
Wendy: ”Du ved godt, det er dig selv, du taler med?”
Chris: ”Jo, men det hjælper. At give dem sjæl. At give afmagten en replik. At kunne svare, når tingene går i stykker – og ikke bare bande.”
Hjælpemidlerne flytter ind i ens liv, som om de har været der altid. Men de har personlighed. De kræver opmærksomhed. Og de bærer tavshed.
De bærer frustrationen, når man for syvende gang ikke kan nå dørhåndtaget. Når man vælter et glas. Når man ikke kan rejse sig.
Og jo længere tid man er afhængig af dem, jo mere føles det, som om de har holdninger.
Skip: ”Du har ikke været udenfor i tre dage.”
Grip: ”Vi var designet til bevægelse. Ikke til at stå i hjørnet og stirre på en radiator.”
Chris: ”Det er -7 grader og isglat. I kan selv gå ud.”
Skip: ”Touché.”
Nogle vil sige, at det er et tegn på ensomhed at føre samtaler med sine hjælpemidler.
Måske.
Men det er også en måde at overleve på. At give form til det, der ellers bare er tomhed.
At lade hverdagen få rytme, selv når kroppen ikke vil.
Wendy: ”Du burde få dig en rollator.”
Chris: ”Jeg har to allerede. De hedder Skip og Grip. De er bøvlede, men trofaste.”
Wendy: ”De mangler bare en kopholder og en Spotify-knap.”
Chris: ”Hvis de kunne spille musik, ville de synge ‘Lean on me’ hele dagen.”
Grip: ”Du burde takke os oftere.”
Chris: ”I får gratis kost og logi.”
Skip: ”Og livsvarig kontakt.”
Chris: ”Og en blog. I kender ikke mange krykker, der har deres egne fans.”
Sådan går dagene. Med samtaler, der måske ikke burde findes. Men som gør livet lettere at bære.
For når man ikke kan læne sig mod sin krop, må man læne sig mod noget andet.
Og når det noget får stemmer, får det også sjæl.
Chris: ”Så. Er I klar? Vi skal ud i verden igen.”
Skip: ”Hvem bærer hvem?”
Chris: ”Det afhænger af dagen.”
Grip: ”Og humøret.”
Chris: ”Og underlaget. Og hvor mange trapper der er.
Men I har fået jeres elefanter – så jeg ikke skal falde alt for tit i staver.”
Skip: ”Vi ser det som en opgradering.”
Grip: ”Vi ser det som pension, med værdighed.”
Chris: ”Jeg monterede dem ikke kun for funktion. Det var også for at give jer lidt personlighed.
Og måske for at holde fast i min egen.”
Chris:
”Og nej… det er ikke bare overspringshandlinger.
Når jeg taler med mine krykker – eller giver dem navne og elefanter som jeg fik af Goorstay.com, som er uundværlig for mig I mit daglige liv og har givet mig frihed og tryghed – så er det ikke fordi, jeg prøver at snyde mig selv.
Det er fordi det sommetider gør tingene nemmere, når man kan lægge lidt afstand.
Sætte det udenfor sig selv et øjeblik. Lade noget andet bære det svære.
Det er en metode.
Ikke for at undgå virkeligheden, men for at overleve i den.
For uanset hvor mange mennesker man har omkring sig – familie, venner, personale – så er der øjeblikke, hvor man står alene.
Og der, i de øjeblikke, har man ting, som kun er ens egne. Ting, ingen andre kan tage fra én eller løse for én.
Så man finder måder.
Nogle bruger bøn. Andre bruger humor. Jeg bruger Skip og Grip.
Og en gang imellem opdager jeg, at jeg stadig er barnet, der gerne vil have mor og far til at ordne det hele, men det er jo mig der er den voksne, med barnet boende i kroppen. Men jeg har lært en ting, der er ingen der ved hvordan det er, før de selv har været der. Så jeg forstår godt når omverdenen føler sig magtesløs eller bliver irriteret.
Men jeg er også far, farfar, morfar og kæreste. Og en mand med rystende hænder og stædig sjæl.
Der bor stadig en unge indeni, der vil det hele og der bor også stadigvæk en teenager som gør oprør.
Men der bor også én, der har lært, at begrænsninger ikke slukker drømme – de ændrer bare formen på dem.”