Chris: ”Så… ja. Dagen derpå.

Der er en særlig slags stilhed, når man har været tæt på at blive tømt for alt, man ejer – billedligt talt.”

Wendy: ”Men det gik jo godt, gjorde det ikke? Kortene blev spærret i tide, og du slap uden tab.”

Chris: ”To kort, faktisk. Begge blev lukket ned.

Det er først bagefter, man opdager, hvor afhængig man er af dem. Ikke bare til køb – men til identitet. Alt fra login til betaling.

Og midt i alle de så smarte systemer glemmer man, hvor skrøbeligt det hele er, når det pludselig ikke virker.”

Wendy:” hvordan kunne de snyde dig, du er jo utrolig skarp og gennemskuer de fleste ting?”

Skip:” du er jo arbejdet med mennesker altid, psykiatri, psykologi og adfærd.”

Chris:” ja, men jeg er jo også et produkt af mine følelser og mine behov. Så når man er træt, møder en der lytter og aktivt vil gøre noget for at løse en problematik, så falder paraderne. Jeg havde mange små blinkende lygter, men valgte at overhøre dem. Netop det som jeg prøver at lære mine kunder, at lytte til, det blev jeg selv ofre for.”

Chris Strøg sig over panden og et lille smil kom over hans mund.

Chris:” kør folk trætte, sæt overraskelse angreb ind efter du har skabt tillid også væbne sig med tålmodighed. Men det lærer jeg også noget af, hvis jeg skulle få følelsen af at træerne vokser ind i himlen.”

Chris kigger ud over markedet. Tankerne hænger i luften. Han ler lidt for sig selv, mens vennerne  iagttager ham.

Chris: ”Og så ligger der alt det efterarbejde. Man skal have nye kort, ændre oplysninger her og der, bare for at få tingene til at glide videre på normal vis.”

Skip: ”Det er som om, vi glider mod et pengeløst samfund, uden nogen har spurgt os, om vi vil med.”

Grip: ”Og det er altid dem med mindst, der rammes hårdest, når teknologien fejler. Det er tillid – og ét klik – og så kan du enten være inde… eller ude.”

Chris: ”De fleste har mange problemer i hverdagen.

Men når man bliver syg – så har man kun ét.

Og når det eneste, der virker, er at få adgang til penge eller hjælp – så nytter det ikke, at systemet siger ‘teknisk fejl’.”

Wendy: ”Men reaktionerne bagefter – de sad i kroppen. Jeg så, hvad du delte i grupperne. Nogle takkede. Andre – de skulle bare kritisere.”

Chris: ”Ja. Ikke sagen. Men bloggen.

Og det var især dem, jeg har set før – folk der rejser til Thailand et par gange om året, nogle bliver hængende.

Jeg bor jo langt væk fra turistområderne nu, men jeg har været der mange gange før. Overnattet lidt udenfor festkvartererne. Set det. Mærket det.

Og jeg kender nogen, der samler dem op, når de ikke har mere. Når de nærmest bor på gaden, fordi alt er druknet i illusioner og tomme flasker.”

Skip: ”Og det er det billede, mange thailændere ser.

De, der aldrig har haft kontakt med udlændinge andre steder, får deres indtryk fra de værste eksempler. De, der larmer mest. Dem, der falder hårdest.”

Grip: ”Og vi andre står i skyggen af det. Selvom vi prøver at være stille, respektfulde, del af noget.”

Wendy: ”Men det er jo det, nogle kommer herned for – ikke for freden, men for rollen.

Jeg husker ham, du fortalte om… ham med Mercedesen?”

Chris: ”Åh ja. En kvinde spurgte, om han havde bil, og han svarede: ‘Ja, jeg har en stor Mercedes.’

Det lød flot. Men det viste sig, han var afløser for en taxa – bilen var ikke hans.

Men illusionen holdt. Og det var nok.”

Grip: ”Der er mange, der lever på den slags illusioner her.

Men når virkeligheden banker på – i form af svindel, lukkede kort, tabte penge – så er der ingen, der svarer.”

Der blev stille ved bordet. Chris skænkede en kop kaffe mere.

Skip: ”Men hey – solen er kommet tilbage. Varmen stiger.

Det dufter af kamfer fra trappetrinene, naboen har lavet i træ. Lakeret smukt. Håndværk, der kan mærkes.”

Chris: ”Og nogle af mine såkaldte elever… de svejser nu.

De er ved at bygge en trappe. Ikke bare til et hus – men til noget større. Det gør mig glad.”

Wendy: ”Så måske er det dét, det handler om. At bygge noget, mens alt andet larmer.

At være til stede dér, hvor illusioner ikke er nødvendige.”

Chris: ”Og det er derfor, jeg skriver.

Ikke for dem, der jagter status og klapsalver.

Men for dem, der kan mærke, når noget knager – og som tør lytte.

For de fleste har mange problemer i hverdagen.

Men når man bliver syg, bliver alt andet støj. Der er kun ét problem tilbage.

Og netop dér, midt i det ene problem, opdager man, hvad der faktisk betyder noget.”

Skip: ”Thailand er fuld af mænd, der har gemt deres usikkerhed i sol og sprit.

Lavt selvværd, store armbevægelser. Det er som om, de hellere vil dø af illusioner end leve i sandhed.”

Chris: ”Ja. Mange kommer herned for at slippe for sig selv.

Men som munkene siger – og jeg hørte det selv mange gange, da jeg var i templet:

‘Du kan rejse til verdens ende – men du har stadig dig selv med i bagagen.’”

Wendy: ”Og hvad med kompensationen – fortsætter du det krav?”

Chris: ”Ja. Det er nu blevet et ufravigeligt krav.”

Chris: ”Jeg skriver ikke for at dømme nogen.

Mange af dem, jeg beskriver, kunne lige så godt være mig selv i en anden tid, med en anden historie.

Det her handler ikke om at pege fingre – men om at forstå, hvad vi bærer med os, når vi rejser ud for at finde ro… eller flugt.

Jeg skriver, fordi jeg tror, vi har brug for at spejle os i hinandens erkendelser. Ikke for at udstille – men for at åbne.

For vi har alle noget med i bagagen. Spørgsmålet er bare, om vi tør pakke det ud.”

Der blev stille et øjeblik. Kun lyden af en fjern motorcykel, der snor sig gennem landsbyen.