Morgenbordet er dækket med lækker mad. Der er friskbagte croissanter, ost, marmelade, kaffe og et glas mango juice– for i dag skal de ikke tænke, men leve livet, takket være gårsdagens blog. Solen skinner, vinden blæser let i bananpalmerne, og alt synes fredeligt. Men som altid, når de fire musketere samles, varer det ikke længe, før samtalen tager en drejning.

Chris: “Jeg har tænkt på noget… Er vi blevet for komfortable til at se virkeligheden i øjnene? Eller er vi bare holdt op med at lytte til hinanden?”

Wendy: “Du mener, om folk har opgivet at tænke selv? Ja, det ser sådan ud. De lytter ofte kun til det, der bekræfter det, de allerede tror. Resten bliver arkiveret under ‘fake news’.”

Skip: “Præcis! Hvis folk kunne vælge deres egen tyngdelov, ville de gøre det. ‘Jeg tror ikke på tyngdekraften, derfor gælder den ikke for mig!’”

Grip: “Det er jo sådan, vi lever nu. Fakta er ikke længere fakta – de er bare forslag, som folk frit kan ignorere.”

Chris: “Men hvorfor? Hvorfor gider folk ikke høre sandheden?”

Wendy: “Fordi det er ubehageligt. Hvis man erkender, at verden ikke er sort-hvid, bliver det svært at hade de forkerte mennesker. Og det gider folk ikke bruge energi på.”

Skip: “Og så er det jo meget lettere at leve i en boble. Man slipper for at tænke for meget, og Facebook sørger for, at man kun får nyheder, der passer til ens verdensbillede.”

Grip: “Vi har jo skabt et system, hvor alle kan kuratere deres egen virkelighed. Det er som en buffet: ‘Jeg tager lidt klimafornægtelse, en skefuld konspirationer og et drys nationalisme. Nej tak til videnskab, den smager for surt.’”

Chris: “Så vi har skabt en verden, hvor folk ikke længere lytter til hinanden, fordi de er for komfortable til at blive udfordret?”

Wendy: “Lige præcis. Det er også derfor, ingen længere gider have rigtige samtaler. De vil hellere skændes i kommentarfelter, hvor de aldrig behøver at indrømme, at de kunne tage fejl.”

Skip: “Det er jo det, vi har glemt: Hvordan man lytter! Vi går i forsvar, før vi overhovedet har hørt, hvad den anden siger.”

Grip: “Og når vi ikke lytter, så lærer vi ingenting. Vi ender i ekkokamre, hvor alle bare nikker og bekræfter hinanden. Det er ligesom at være i en sekt – bare uden den gratis saftevand.”

Chris: “Okay, men hvordan lærer vi at lytte igen?”

Wendy: “Først og fremmest: Man skal ikke gå i panik, bare fordi nogen mener noget andet end én selv.”

Skip: “Helt enig. Det at lytte betyder ikke, at man er enig – det betyder bare, at man ikke er en idiot.”

Grip: “Og så kunne det hjælpe, hvis folk begyndte at stille spørgsmål i stedet for at råbe ad hinanden. Som for eksempel: ‘Hvorfor tror du det?’ i stedet for ‘Er du fuldstændig hjernedød!?’”

Chris: “Så vi skal altså prøve at forstå hinanden i stedet for bare at vinde en diskussion?”

Wendy: “Ja, men det kræver, at folk tør se virkeligheden i øjnene. Og det er jo det store problem.”

Skip: “Måske er vi blevet for magelige. Det er lidt som at have en lille sten i skoen – man kunne tage den ud, men det er lettere bare at gå videre og ignorere smerten.”

Grip: “Ja, lige indtil man får en stor vabel, og så er det for sent.”

Chris: “Så spørgsmålet er: Vil vi have ret – eller vil vi forstå?”

Wendy: “Nogle gange tror jeg, folk hellere vil have ret.”

Skip: “Men det behøver ikke være enten-eller. Man kan godt være kritisk, samtidig med at man lytter.”

Grip: “Så det handler om at åbne ørerne, lukke munden lidt oftere og droppe illusionen om, at vi altid har ret?”

Chris: “Ja. Og måske også tage en portvin imens.”

En lille stilhed sænker sig over dem – en stilhed, hvor ingen forsøger at vinde, men bare lytter til hinanden.

Wendy: “Men hvem taber egentlig på det her?”

Chris: “Ja… hvem taber på, at vi ikke længere lytter? At vi bare lukker øjnene for det ubehagelige?”

Wendy: “De svageste. Dem, der ikke har en stemme i forvejen.”

Skip: “Selvfølgelig. Hvis du ikke passer ind i det narrativ, folk vil høre, så eksisterer du ikke.”

Grip: “Arbejdsløse? Handicappede? Dem med psykiske lidelser? Folk, der har brug for hjælp? De bliver alle sammen skubbet ud. Det er for ubehageligt at tænke på, så vi lader, som om de ikke findes.”

Chris: “Så de bliver ikke bare glemt – de bliver aktivt ignoreret?”

Wendy: “Ja, fordi hvis vi erkender, at systemet svigter, betyder det jo, at vi selv kunne være de næste, der falder igennem. Og det vil folk ikke tænke på.”

Skip: “Det er den ultimative komfort. ‘Hvis jeg ikke ser det, eksisterer det ikke’.”

Grip: “Ja, indtil det er en selv, der bliver ramt.”

Chris: “Så hvis vi fortsætter på denne måde – hvad sker der så?”

Wendy: “Samfundet bliver koldere. Vi mister empatien. Og til sidst vågner vi op og ser, at det ikke bare var ‘de andre’, vi smed væk. Det var os selv.”

Skip: “Vi tror, vi er stærke, men i virkeligheden er vi bare blevet ligeglade.”

Grip: “Så måske er det største spørgsmål ikke, hvem der taber i dag – men hvem der bliver de næste, vi smider væk.”

Der bliver igen stille. Ingen har spist deres croissanter endnu og kaffen i kopperne er blevet kold. Osten begynder at svede i varmen og smørret er flyt ud i underkoppen.

Skip: “Okay, nu har vi været nogle snakkende ører, og jeg vil gerne udfordre jer til at komme med konkrete løsninger.”

De rettede blikket mod Grip, som var kendt for at være den mest praktiske af dem.

Skip: “Okay, Grip. Du er den, der altid gør tingene konkrete. Hvis folk skal kunne gøre noget ved det her – hvad skal de så gøre?”

Grip: “Fint. I vil have løsninger? Så får I løsninger. Fem konkrete ting, folk kan gøre i dag, for at tage samtalen tilbage og gøre en forskel.”

1. Stil et spørgsmål, før du dømmer.

• Næste gang nogen siger noget, du er uenig i, så spørg: “Hvorfor mener du det?” i stedet for at afvise dem.

• Hvis vi lytter, før vi råber, kan vi måske opdage, at verden ikke er så sort-hvid.

2. Tal med en, du normalt ville ignorere.

• Find en person i dit liv, du normalt ikke snakker med – en ældre nabo, en kollega med andre holdninger, en person i supermarkedet.

• Start en samtale. Ikke for at overbevise dem, men for at forstå dem.

3. Læs og se noget, du normalt ville afvise.

• Læs en artikel fra et medie, du plejer at kalde “propaganda”. Se en dokumentar om noget, du troede, du havde styr på.

• Hvis du aldrig udfordrer din egen forståelse, hvordan ved du så, om den er rigtig?

4. Gør noget for en, der er usynlig i samfundet.

• Smil til en hjemløs, hjælp en handicappet med at åbne en dør, donér til en organisation, der hjælper dem, der bliver overset.

• Det koster dig ingenting, men kan betyde alt for dem.

5. Vær et menneske, ikke en algoritme.

• Sociale medier skubber dig mod ekstremer – træd et skridt tilbage.

• Brug din egen dømmekraft. Tjek kilder. Spørg dig selv: “Hvis jeg tager fejl, hvordan ville jeg vide det?”

Chris: “Det var det. Ingen store taler, ingen abstrakte løsninger – bare fem ting, alle kan gøre.”

Skip: “Så hvis folk virkelig vil ændre noget… Så er det her et sted at starte?”

Grip: “Præcis. Det hele starter med at lytte, se og handle.”

Grip rømmede sig: “Vi kan starte her: Lyt. Spørg. Tænk. Og vigtigst af alt – se dem, der ellers ikke bliver set.”

Wendy: “For hvis vi ikke lytter, hvem bliver så de næste, vi ikke ser?”

Chris: “Det er ikke et spørgsmål om ‘hvis’. Det er et spørgsmål om ‘hvornår’.”

Der bliver igen stille. Ikke en ubehagelig stilhed, men en eftertænksom en af slagsen. Vinden har aftaget, og morgenbordet står der stadig – en påmindelse om, at livet ikke kun handler om at tænke, men også om at handle.