Wendy ser op og spørger: “Chris, er der noget, der bekymrer dig, som verden udvikler sig i øjeblikket?”

Chris ryster på hovedet. “Nej, egentlig ikke. Hvis man ser det i en historisk kontekst og forstår menneskets psyke, er det meste forudsigeligt. Men hvis jeg skulle bekymre mig om noget, så er det medicinsikkerheden for os alle – uanset sygdom. Når idioterne vil slås, og ingen siger fra, er de første ofre altid de ældre, de syge, børn og kvinder. Og bag det hele står mænd med lavt selvværd, der har snydt, bedraget og manipuleret sig til magt.”

Skip ruller lidt frem og tilbage. “Måske er det på tide, at vi får en ny strategi mod idioti.”

Grip nikker. “Ja, men idioterne har aldrig været dem, der lytter til fornuft.”

Chris trækker på skuldrene. “Nej, men jeg tror på, at Europa og lederne har set skriften på væggen denne gang. De ved, at de ikke kan tage alt for givet længere. Hvis jeg selv måtte vælge, ville jeg jo altid foretrække at høre under Kina fremfor ham fra Rusland.”

Wendy hæver et øjenbryn. “Seriøst?”

Chris griner skævt. “Ja. Rusland er bygget af gamle, rustne havelåger, uden æstetisk sans eller omsorg for folk. Det er vodka og knive. Jeg ved godt, jeg kører med grovfilen her, og at Kinas regime undertrykker, men de har i det mindste fremdrift, udvikling, traditioner og en kultur at bygge på. Der er noget, der rykker fremad, og den kriminalitet, den almindelige borger møder, er minimal. Men selvfølgelig vil jeg hellere være i den frie verden og være et frit menneske og selvfølgelig tror jeg på, at den russiske befolkning har mange kvaliteter, men bare har været uheldige med deres ledere, gennem de sidste 80 år, eller mere.”

Skip sukker. “Problemet er vel, at vi i alt for mange år har taget friheden for givet. Ikke lyttet til dem, der faktisk vidste noget.”

Chris nikker. “Netop. Og nu står vi her. Men vi kan stadig hjælpe hinanden, støtte dem, der står imod, og bygge noget bedre. Og én ting er sikkert: Alt får en ende. Døden indhenter os alle – også diktatorer og psykopater.”

Grip ser rundt på de andre. “Så hvad gør vi?”

Chris hæver sin kaffekop og smiler tørt. “Vi husker, hvad H.L. Mencken sagde: ‘Formålet med krig er ikke at dø for sit land, men at få den anden idiot til at dø for sit.’”

Wendy fniser. “Det er makabert.”

Chris nikker. “Ja. Og sandt.”

Radioen summer i baggrunden.

Chris skruer lidt op, mens en stemme snakker om krig, politik og verdens tilstand. Han tænker på sine thailandske venner og griner. “De hørte radioen her den anden dag og rystede bare på hovedet. De sagde: ‘Har de mennesker virkelig tid til at bekymre sig om sådan nogle ting? Hvad laver deres familie, siden de har så meget tid? Tjener de for mange penge, hvad er deres arbejde? Hvad er de rige på? Og hvorfor vil de have mere?’”

Wendy løfter det højre armlæn og smiler. “Det er måske de rigtige spørgsmål.”

Chris nikker. “Ja. Måske er det netop dét, vi har glemt at spørge os selv om. Men nu går vi udenfor. Solen er ved at stå op, og det er fantastisk smukt. Vi må ikke glemme at nyde alt det smukke, der er, for idioterne kan heldigvis ikke definere alt.”

Stemningen lettede, da de gik ud i den smukke morgen.

Skip: “Er det ikke i dag…?”

Wendy afbrød ham og tyssede på ham.

Wendy: “Jo, det er.”