Chris sidder ved bordet med sin mobil foran sig. Wendy, Skip og Grip er også til stede. Chris er ved at lave dagens blogindlæg ved hjælp af tale-til-tekst-funktionen på sin telefon.

Wendy: [kigger på uret] “Nu er klokken igen snart 11, Chris. Så plejer du at være færdig med dagens blog.”

Chris: [sukker] “Ja, men i dag går det lidt langsomt. Jeg taler, mobilen skriver – og så bruger jeg en evighed på at rette fejlene bagefter.”

Skip: [griner] “Ja, den gang du skrev ‘krykker’ som ‘krokodiller’. Det var en interessant mail! Var det ikke også dengang, du fandt ud af, at din autosignatur i alle dine mails skrev: ‘Jeg har Parkinson, så fejl kan forekomme’?”

Chris: [ryster på hovedet] “Jo! Eller den gang jeg sagde ‘Parkinson gør mine hænder ustabile’, og den skrev ‘Parkinson gør mine hænder til stabile tænder’…”

Grip: [løfter et øjenbryn] “Stabile tænder? Hvem vil ikke gerne have det, når de når op i årene som dig?”

De griner alle sammen.

Chris: [sukker igen] “Jeg ved ikke, hvad den tænkte. Det tog mig ti minutter at finde og rette det.”

Wendy: “Men hvorfor bruger du ikke bare tastaturet i stedet?”

Chris: “Fordi mine fingre ikke altid vil samarbejde. Jeg rammer forkerte taster, sletter det forkerte ord, og pludselig har jeg skrevet noget, der lyder som en dårlig Google-oversættelse.”

Skip: “Så enten kæmper du med en uforudsigelig telefon, eller også kæmper du med dine fingre?”

Chris: “Ja. Velkommen til mit liv.”

Grip: “Men virker det ikke med punktummer og kommaer? Kan du ikke bare sige dem højt?”

Chris: “Jo, i teorien. Men nogle gange ignorerer den mig. Andre gange sætter den punktum midt i en sætning. Og hvis jeg siger ‘komma’ for tydeligt, skriver den ordet ‘komma’ i stedet.”

Skip: “Så dine læsere kan få en tekst, der siger: ‘Livet er som kokosmælk komma det er både sødt og salt komma men nogle gange føles det som salt i et sår punktum’?”

Chris: “Præcis! Og så skal jeg sidde og rette det bagefter, fordi jeg ikke vil have, at folk tror, jeg har mistet forstanden midt i et afsnit.”

Wendy: “Men kan stemmen ikke trænes til at genkende din måde at tale på?”

Chris: “Den burde kunne, men jeg tror, den er mere interesseret i at finde på sine egne versioner af mine tanker. Som om den har sin egen dagsorden.”

Skip: “Måske har din mobil Parkinson.”

Chris: [ryster på hovedet] “Det ville forklare en del.”

Grip: “Men hvis det tager så lang tid at rette, hvorfor holder du så ikke bare pauser undervejs og retter løbende?”

Chris: “Fordi jeg glemmer, hvad jeg ville sige, hvis jeg stopper for ofte. Ordene flyder i mit hoved, men hvis jeg afbryder mig selv hele tiden, forsvinder tankerne.”

Wendy: “Så det er et valg mellem at miste tankerne eller bruge en time på at rette fejl?”

Chris: “Lige præcis.”

Skip: “Så hvad gør du?”

Chris: “Jeg vælger den lange vej. Jeg taler, jeg retter, jeg irriterer mig over, at teknologien ikke er bedre, men til sidst får jeg skrevet, hvad jeg vil. Det tager tid, men det er stadig hurtigere end at skrive fra bunden med ustabile fingre.”

Grip: “Så selvom det er besværligt, virker det alligevel?”

Chris: [smiler træt] “Ja. Det er ligesom livet. Ikke altid let, men man finder en vej.”

Wendy: “Så tale-til-tekst er det bedste alternativ?”

Chris: [ryster på hovedet] “Måske på mobilen. Men så skal du bare se, når hænderne og fingrene møder min iPad, og jeg skøjter hen over skærmen som Bambi på glatis. Den gør det ikke nemmere end en iPhone.”

Skip: [griner] “Hvad mener du?”

Chris: “Jeg mener, at når jeg ved et uheld rører skærmen med hånden eller fingrene, tror iPaden, jeg vil swipe, zoome eller lukke alt ned. Eller endnu bedre – den tror, jeg skriver med albuen og fylder et helt afsnit med meningsløse bogstaver.”

Grip: “Så ikke alene kæmper du med din krop, du kæmper også mod teknologien?”

Chris: “Ja. Og teknologien vinder oftere, end jeg vil indrømme.”

Wendy, Skip og Grip begynder at pjatte og rime på hinandens ord, det ene mere skørt end det andet.

Chris: “Ja, ja, heldigvis bliver man bedre – både som bruger og med udviklingen af produkter. De kommende generationer som kan alt mulig og bruger så mange forskellige apps kommer , at stille store krav til Apple, Samsung, Xiaomi og Vivo, hvis telefon skal kun det samme som i dag, men også betjenes manuelt med en finger. Men jeg er meget taknemmelig for, at dette er muligt, for det gør da, at jeg ikke er helt handlingslammet. Jeg tror, det er meget vigtigt, at stat og kommune begynder at involvere sig mere. Vi snakker meget om morgendagens teknologi, men morgendagen er allerede her. Vi taler om, at der mangler varme hænder og nok ansatte, så man vil automatisere nogle processer. Men måske burde man samtidig investere i og uddanne folk inden for kommunikation – især i brugen af udstyr som tale-til-tekst, øjestyring af cursor, robotter og smarte hjem.”

Grip: [hæver et øjenbryn] “Robotter?”

Chris: “Ja, altså ikke dem fra Star Wars, men små hjælpemidler – som robotstøvsugere, stemmestyret lys og varme og så videre. Men – og der er et men. Vi må aldrig komme dertil, at vi mister den menneskelige kontakt. De smarte teknologier skal erstatte funktioner, ikke relationer. De skal frigøre tid, så vi kan snakke sammen, se på hinanden og lytte til hinanden. Det vil aldrig kunne erstattes, for det handler om følelser og intuition.”

Wendy: [nikker] “Så teknologien skal støtte os, men ikke erstatte os?”

Chris: “Lige præcis.”