Chris sidder i sin kørestol, som han kærligt kalder Wendy, og ser ud over søen mod skoven. Ved siden af hænger krykkerne, Skip og Grip, hans trofaste følgesvende. Han bryder stilheden:

“Dette sted betyder alverden for mig. Den vilde, uberørte natur minder mig om, at verden stadig er stor og fuld af muligheder – selv når min krop føles som et fængsel.”

Chris drejer sig i stolen.

“Jeg tænker tilbage på de dage, hvor jeg frit kunne vandre i en skov og plukke svampe, klatre op på et hustag, bygge et hus, skabe og i det hele taget være kreativ. Hvor en tur op ad trappen ikke krævede nøje overvejelser. Nu er frihed blevet en forhandling.”

“Kan jeg klare det selv?”

“Hvor meget smerte vil det koste?”

“Er det det værd?”

Nogle dage svarer jeg ja. Andre dage må jeg erkende, at svaret er nej.

Når kroppen forråder mit sind.

“En dag blev det tydeligt for mig, hvor meget jeg har mistet. Jeg sad på en stol og så en ske falde på gulvet. En simpel handling som at samle den op burde være automatisk – noget, jeg har gjort utallige gange før. Men min krop reagerede ikke.”

“Jeg beordrede min hånd: ‘Ræk ud, saml op.’”

Intet skete. Forbindelsen mellem tanke og handling var brudt.

Jeg forsøgte igen.

Stadig intet.

I det øjeblik af stille desperation indså jeg, at det ikke kun er kroppen, der svækkes. Det er også kontrollen over den, der gradvist forsvinder.

At bede om hjælp – og den indre kamp i mig.

“Jeg ved godt, hvad jeg burde gøre. Jeg burde sige noget. Bede om hjælp.”

Men ordene sidder fast.

Chris hoster ved tanken.

“Fordi at bede om hjælp betyder at acceptere, at jeg ikke længere kan klare mig selv. Og det gør ondt.”

Til sidst kommer en ven ind i rummet. Ser skeen. Tager den op og lægger den på bordet uden at sige noget.

Jeg kunne have sagt tak. Jeg kunne have lavet en spøgende bemærkning.

Men jeg siger ingenting.

Fordi lige dér, i det øjeblik, føles det ikke som hjælp – det føles som endnu en lille sejr for sygdommen.

Når unge tror, de har eneret på eventyr

“I lufthavnen, på vej til Thailand, kommer en ung backpacker hen til mig.”

“Jeg synes, det er fantastisk, at du stadig rejser,” siger hun. “Det må være svært.”

Jeg griner. “Hvad mener du med stadig? Tror du, eventyr stopper, fordi man bliver ældre?”

Hun rødmer lidt. “Nej, selvfølgelig ikke… jeg mente bare, at det må være hårdt.”

Jeg nikker. “Det er hårdt. Men hvad er alternativet? At sidde hjemme og stirre ud i luften? Nej tak. Jeg har stadig lyst til at opleve, udforske, leve. Alder er kun et tal. Kroppen kan sætte begrænsninger, men sindet bestemmer.”

Hun nikker langsomt, som om hun for første gang forstår noget nyt.

Når min frihed bliver en forhandling

“Jeg er blevet et tålmodigere menneske. Ikke fordi jeg ønsker det. Men fordi jeg ikke har noget valg.”

Jeg venter på, at medicinen virker.

Jeg venter på, at kroppen følger med.

Jeg venter på, at energien vender tilbage.

Men tålmodighed har en bagside. Den betyder også, at jeg venter på noget, jeg måske aldrig får tilbage.

Hvad hvis det værste sker mig?

“Jeg tænker tit på, hvad der vil ske, hvis det virkelig går galt en dag.”

Hvis jeg falder, og ingen er i nærheden.

Hvis kroppen fryser fast midt i en farlig situation.

Hvis jeg en dag ikke kan tale længere – hvis ordene bliver i mit hoved uden at finde vej til min mund.

Hvad vil jeg gøre, hvis friheden forsvinder helt?

Jeg ved det ikke.

Men jeg ved én ting: Så længe jeg stadig kan tænke, så længe jeg stadig kan føle, så længe jeg stadig kan grine – så er jeg stadig mig selv.

Når mine ord og handlinger ikke længere matcher.

“Jeg tænker på de gange, hvor jeg siger ‘det går fint’, mens jeg kæmper for at få bestikket op til munden.”

“På de gange, hvor jeg siger ‘jeg klarer det selv’, mens jeg ved, at jeg ikke kan.”

Det er ikke løgn. Det er bare en forsinket sandhed.

Fordi jeg vil klare det selv.

Fordi jeg vil have, at det går fint.

Men nogle gange… gør det bare ikke det.

Og det er dét, folk ikke forstår.

Accept – og kampen imod den

“Jeg har en teori: Accept er et tveægget sværd.”

Man kan acceptere en situation og finde ro i den. Eller man kan acceptere den… og lade den vinde.

Chris tager en dyb indånding og kigger igen ud over søen. Vandet er blikstille, som om naturen lytter.

“Jeg er ikke klar til at lade den vinde.”

Han ser på Skip og Grip, der hænger ved siden af ham. Hans trofaste følgesvende. De har været med ham i mange år, og ligesom Wendy er de blevet en del af hans krop. En forlængelse af hans vilje.

“Så jeg rejser stadig.

Jeg opfinder stadig ting.

Jeg griner stadig, når skeen flyver gennem rummet, og jeg må fiske den op igen.

Jeg er stadig her. Jeg er stadig Chris.”

Han læner sig lidt tilbage i stolen. Aftensolen farver skoven gylden. Fuglene synger lavmælt, som om de kender historiens afslutning.

Han smiler skævt.

“For sandheden er… så længe jeg stadig kan vælge at kæmpe, så længe jeg stadig kan tro på, at der er et nyt eventyr derude – så længe jeg stadig kan mærke, at jeg lever – så er det friheden, der vinder.”

Chris løfter hovedet og ser på sine venner. Han ved, at de forstår. De behøver ikke sige noget.

Skip vipper let i vinden, som om han nikker.

Grip hviler tålmodigt.

Wendy står stille.

Og Chris?

Chris lever.