Chris: “Godmorgen, Skip og Grip. I morges havde Wendy og jeg en vidunderlig stund i haven, mens I stadig hang i jeres elefanter under spisebordet.”

Skip og Grip kiggede overrasket, fordi Chris og Wendy kom udefra haven.

Wendy: “Ja, det var virkelig en skøn morgen. Vi stod tidligt op og besluttede at tage en tur udenfor, mens alt stadig var stille og fredeligt.”

Chris: “Klokken var omkring 5, da jeg begyndte med nogle strækøvelser for at lindre mine smerter. Det ser ud til at hjælpe lidt.”

Wendy: “Efter øvelserne kørte vi ud i haven. Temperaturen var omkring 14 grader, og solen var ved at stå op. Fuglene sang i kor – det var som en symfoni af naturen.”

Chris: “Vi tog os tid til at inspicere planter og træer. Artiskokkerne, som blev sået sidste gang, jeg var her, ser ud til at trives. Agurkerne blomstrer allerede, og små agurker er på vej. Om fem dage er de sikkert klar til høst.”

Wendy: “Efter vores rundtur satte vi os ned med en kop kaffe, som vores søde værtsfamilie kom med, og nød udsigten over marken. Solen steg hurtigt, og inden for en time var temperaturen oppe på behagelige 23 grader.”

Skip: “Ja, de har styr på os.”

Grip: “De passer godt på onkel Chris. De er både nervøse for, at der sker Chris noget, samt fulde af beundring over, at han, som Elton John synger: I’m Still Standing.”

Skip: “Ja, det er ikke alle udlændinge, de er begejstrede for, men det kan jeg godt forstå med de historier, vi hører og læser.”

Chris tyssede på dem.

Chris: “Denne fredfyldte morgen mindede mig om Halfdan Rasmussens digt Noget om helte. Især linjerne: ‘Livet er en morgengave, sjælen er et pilgrimskor. Der står krokus i min have, der står øller på mit bord.’”

Wendy: “Ja, selv om du ikke drikker så meget øl, så er det en smuk påmindelse om at værdsætte de enkle glæder i livet.”

Chris: “Præcis. Mens verden kan være kaotisk, finder vi ro i de små øjeblikke, som denne morgen i haven.”

Wendy: “Vi tænkte, at næste gang kunne vi alle fire nyde morgenen sammen. Hvad siger I, Skip og Grip?”

Skip: “Det lyder som en fantastisk idé. Vi vil gerne være med næste gang.”

Grip: “Helt enig. Det ville være dejligt at dele sådanne stunder sammen.”

Chris: “For resten, her er hele teksten til Noget om helte af Halfdan Rasmussen:

Livet er en morgengave, sjælen er et pilgrimskor.
Der står krokus i min have, der står øller på mit bord.
Under himlen hænger lærken som et fjernt bevinget frø,
for en lærke tænker hverken på at kæmpe eller dø.

Her er fredeligt og stille, her er ingen larm og støj.
Jeg har sået kruspersille, og et brev med purløg.
Lad alverden slå for panden og bekæmpe spe med spot,
jeg vil enes med hinanden og mig selv og ha’ det godt.

Samson gik og styrtede templer, Peter Freuchen knak sit ben.
Ak, mod disse to eksempler er min dåd en sølle en.
Jeg har aldrig dræbt filistre eller kæmpet med en haj,
og når stærke mænd bli’r bistre, syn’s jeg, det er synd for mig.

Der er nok, som går og sysler med at sprænge kloden væk.
Jeg vil ikke ha’ skærmydsler og kanoner bag min hæk.
Mens de andre går og sveder for at gi’ hinanden lak,
vil jeg pusle med rødbeder, selleri og pastinak.

Jeg vil ikke slås med bisser, jeg vil så og ikke slå.
Selv de rødeste radiser kan man roligt lide på.
Der er nok af danske helte, som er danske hele da’n,
og går rundt og spænder bælte, mens de råber: fy for fa’n!

Tiden går og tiden hverver store mænd til mandig dåd.
Jeg, reserven blandt reserver, bryder ofte ud i gråd.
Jeg får nerver og migræne, blot jeg skær mig på en dolk,
og vil hel’re slå min plæne end slå løs på pæne folk.

Livet er en dejlig gave, jorden er en herlig jord.
Der er øller i min mave, der står krokus på mit bord.
Når reserverne skal stille for at splitte kloden ad,
skriver jeg med kruspersille verdens mindste heltekvad.“

Wendy så dybt bevæget ud. De andre var helt stille, også dybt berørt.

Wendy: “Tak, Chris. Det er virkelig en smuk tekst, der minder os om at finde glæde i de små ting og vælge fred frem for konflikt.”

Skip: “Enig. Det sætter virkelig tingene i perspektiv.”

Grip: “Lad os huske at værdsætte disse enkle glæder sammen fremover.”

De kiggede mod vejen, da de hørte en motorcykel. Det var en af bygningsarbejderne.

Wendy: “Så kom, Krum. Han er en fin fyr, gør altid sit bedste, og man kan stole på ham. Ham er vi heldige med.”

Chris: “Ja, det må man sige. Han står ikke tilbage for noget og lytter gerne, som en der er villig til at lære. Han arbejder syv dage om ugen. Det vil sige, at på den syvende dag, så længe der er søndagsmarked, tager han med sin familie ind og sælger akvariefisk og små hamstere.”

Skip: “Ja, det er kun de offentligt ansatte og skolerne, som holder fri i weekenden. De fleste andre arbejder seks dage, medmindre de er i landbruget. Så er det ligesom i Skandinavien – syv dages arbejdsuge, 24 timer i døgnet.”

Grip: “Ja, det er hårdt arbejde og dårlig løn, hvis man ser på timelønnen. Det er fantastisk at stå og iagttage Krom og hans lille familie på deres stand på markedet og så se, når familier med børn får øje på dyrene. Så bliver far og mor, eller bedsteforældrene, slæbt hen til standen for at kigge på dem. Det er frydefuldt at se deres begejstring.”

Chris: “Ja, der er ikke noget som dyr, og specielt dyreunger, der smelter vores hjerter. Det er ikke tilfældigt, at naturen er udformet, som den er – så det kalder på vores omsorg. Vi mennesker har ikke rigtig styr på noget. Jeg tror snarere, at det er noget større, der har styr på os.”

Wendy: “Ja, hvis ikke vi gør os helt umulige – det har vi jo en tendens til.”

Så lo de alle sammen.