Chris: “Ja, så klager man den ene dag over at sove for lidt, og når man så, som i nat, får seks timers søvn, så er det også galt!”

Skip: “Jamen, du er da også svær at gøre tilfreds! Skal vi finde en præcis mellemvej – fem timer og syv minutter?”

Chris: “Haha, hvis det bare var så let! Problemet er, at hvis jeg ligger for længe, bliver mine muskler og min ryg så stiv, at smerterne nærmest er til at tude over. Så i morges måtte jeg ringe efter kavaleriet til at massere mig og smøre min ryg ind i varm balsam.”

Grip: “Jamen dog, kongen ringer efter hof massøren!”

Chris: “Meget morsomt! Men jeg har jo ikke andet valg. Det er møgirriterende, at jeg ikke kan tage smertestillende medicin, men heldigvis lykkedes det at få det værste væk og komme op i kørestolen.”

Wendy: “Så kørestolen er blevet din nye ‘godstol’?”

Chris: “Ja, den må gøre det ud for min gode stol, for der er ikke mange alternativer.”

Skip: “Så hvis det ikke er ryggen, der smerter, så er det noget andet?”

Chris: “Præcis! Hvis det ikke er det ene, så er det det andet. Og i dag var det kulden. Det var kun 13 grader, da jeg vågnede.”

Grip: “13 grader? Det er jo en nordisk sommermorgen!”

Chris: “Måske, men her i huset er der ingen varme, så det føles faktisk koldere at vågne op her end hjemme i Norden!”

Wendy: “Så… ingen varme, ondt i ryggen og ingen smertestillende. Lyder som en luksusferie!”

Chris: “Ja, jeg lever jo livet på første klasse!”

(Alle griner, mens Chris ruller øjnene over sine venskabelige plageånder.)

Chris: “Nå, men i dag kom ham, der plejer at lave opgaver her, sammen med en ven. Nu skal der stolper i jorden – og de skulle jo gerne både være vandrette, lodrette og have samme afstand imellem sig.”

Skip: “Sådan en lille detalje, ikke? Bare stolperne ikke vælter i vinden, så er det vel godt nok.”

Chris: “Det er jo lige præcis det, der er problemet! Jeg har altid haft det med håndværk, at hvis noget ikke er i vater, så skriger det til mig. Jeg ser det med det samme, og det generer mig vanvittigt!”

Grip: “Så du står altså og får tics, hver gang noget er lidt skævt?”

Chris: “Mere eller mindre! Jeg magter næsten ikke at kigge på det, hvis noget er skævt. Og det værste er, at når jeg ikke selv har indflydelse på det, må jeg bare stå der og acceptere det.”

Wendy: “Åh nej, du må lære at træne dit ‘lad-det-nu-være’-gen!”

Chris: “Jeg prøver! Men jeg plejer altid at sige, at det tager ikke meget længere tid at lave tingene ordentligt fra starten – men det tager en evighed at rette op på fejl bagefter!”

Skip: “Ja, men hvis du siger det til dem, så ender det nok med, at de bevidst laver det en lille smule skævt, bare for at teste dine nerver!”

Chris: “Det ville ikke overraske mig! Men hvis jeg så pludselig begynder at rette stolperne selv, ved I hvorfor.”

(Alle griner, mens Chris ryster opgivende på hovedet.)

Chris: “Men generelt er de virkelig dygtige håndværkere, selvom de er selvlærte. De lytter gerne til råd og idéer, hvilket gør en kæmpe forskel.”

Grip: “Så ingen stædig ‘jeg-gør-det-min-egen-måde’ mentalitet?”

Chris: “Nej, faktisk ikke. En typisk autodidakt håndværker her arbejder seks dage om ugen, typisk 8-10 timer per dag. Det giver en arbejdsuge på 48-60 timer – og det med kun 30 minutters madpause.”

Wendy: “Og hvad tjener de så for det?”

Chris: “Lønnen ligger mellem 10.000 og 15.000 baht om måneden. Det svarer til omkring 8-15 kroner i timen.”

Skip: “Okay, jeg tror lige, vi stopper med at brokke os over vores løn derhjemme!”

Chris: “Ja, og så bruger de aldrig nogen form for værnemidler! Så jeg har købt sikkerhedsbriller og småting, for jeg tror ikke, de overvejer konsekvenserne, hvis de kommer til skade.”

Grip: “Så ingen hjelme, ingen handsker, ingen sikkerhedssko?”

Chris: “Nope! Det er ikke ualmindeligt at se dem stå på stiger i klipklapper. Og vi snakker altså 32 graders varme, hvor de knokler uden skygge. Ingen brok, ingen pauser udover den korte frokost.”

Wendy: “Det lyder helt vildt. Tror du, de tænker, at ‘karma’ alligevel bestemmer deres skæbne?”

Chris: “Måske! Men det pudsige er, at man sagtens kan købe værnemidler her – de bliver bare ikke brugt. Jeg ved ikke, om det er kulturelt eller bare en del af mentaliteten.”

Skip: “Måske de tænker: ‘Hvis jeg ikke kan mærke faren, så findes den ikke!’”

Chris: “Ja, og det gør mig lidt nervøs nogle gange. Jeg står og ser på, mens de klatrer op på ustabile stilladser uden noget sikkerhedsudstyr – og jeg kan ikke gøre andet end at håbe, at det går godt!”

Grip: “Ja, for hvis du kommenterer på det, får du vel bare svaret: ‘No problem!’”

Chris: “Præcis! Og så smiler de, som om de aldrig kunne falde ned.”

Wendy: “Så altså… ingen sikkerhed, ingen klager, og de arbejder i en varme, der ville få os andre til at smelte?”

Chris: “Ja, og jeg må indrømme, at det giver respekt. Men jeg vil stadig gerne se dem bruge en hjelm en dag!”

(Alle griner, mens Chris sukker opgivende.)

Chris:” Nu vi er så kloge, hvorfor skal et ande æg koge 8 minutter og et hønse æg 5 minutter, selv om de er samme størrelse?”