Chris: “Så var det igen en af de nætter, hvor Parkinson bestemmer, hvordan jeg skal sove. Jeg var vågen allerede kl. 03.30. Det er skideirriterende, at man ikke bare kan sove syv timer, vågne op og være frisk. Men når jeg så endelig får kravlet ud af sengen, skal jeg sidde en til to timer, før kroppen gider makke ret.”

Skip: “Jeg siger det bare, Chris – du skal have en ‘startknap’. En slags ‘tryk her for normal funktion’-knap!”

Grip: “Eller måske en ‘CTRL+ALT+DELETE’ – har du prøvet at genstarte dig selv?”

Chris: “Haha, hvis det var så nemt, så havde jeg gjort det for længst! Det værste er, at selv de små ting i dagligdagen er blevet kæmpestore udfordringer. Jeg kan ikke bare lige træde over en kant, gå op på et trin eller sno mig igennem en passage. Det, der før var simple bevægelser, føles nu som at løbe panden mod en mur af granit. Og hver gang jeg prøver, ser jeg en mental skærm dukke op foran mig med store sorte bogstaver: ‘GLEM DET. DET KAN DU IKKE.'”

Wendy: “Det lyder frygteligt frustrerende.”

Chris: “Det er det også. Det er som at male i en malebog, men det eneste, man kan, er at farve udenfor linjerne. Førhen kunne jeg tegne og forklare mine idéer, men nu ligner det noget, en treårig har lavet på en regnvåd bilrude.”

Skip: “Ja, og vi ved jo alle, at moderne kunstmuseer ville betale millioner for sådan noget!”

Grip: “‘Chris’ abstrakte periode’ – solgt til højeste byder!”

Chris: “Hah, hvis nogen vil betale for mine krøllede streger, så vær så god! Men helt ærligt, det føles håbløst, når noget, der plejede at være så enkelt, nu er en umulig opgave. Og oveni det må jeg konstant finde omveje, fordi jeg ikke længere kan tage genveje. Og når jeg endelig kommer udenom, viser det sig måske, at jeg alligevel ikke kan bruge muligheden.”

Wendy: “Det lyder virkelig som en opskrift på frustration.”

Chris: “Det er det. Nogle dage har jeg så meget af den, at jeg kunne sælge den i løs vægt! ‘Frustration på tilbud – tre for én!'”

Skip: “Jeg tager en halv liter! Kan jeg betale med mine egne irritationer?”

Chris: “Haha, desværre, jeg tager kun frustration i ren form, ikke kombipakker!”

Grip: “Nå, men du har da haft travlt – hvad var det med de tre lastbilfulde sten?”

Chris: “Jo, vi måtte læsse sten af for at sikre ordentlig dræning. Regntiden flytter jord i kubikmetermængder, og når det regner her, så åbnes himlens sluser for alvor!”

Skip: “Så i princippet kan grunden være et nyt landskab næste år?”

Chris: “Haha, næsten! Og stenene skulle selvfølgelig spredes og lægges i vatter – jeg kan hilse og sige, at det er noget, der trækker godt i overarmsmusklerne. Jeg kan stadig huske følelsen af at have ‘gorilla-arme’ dagen efter!”

Grip: “Ja, og jeg kan tænke mig til , hvordan du gik rundt og prale af det i dagevis!”

Chris: “Nu sidder jeg bare og ser på, ude af stand til at gøre noget. Det er den del, jeg virkelig savner – følelsen af at have arbejdet hårdt og set resultaterne af det. Nu sidder jeg bare med min frustration.”

Wendy: “Men du får stadig ting til at ske! Hvad med din nye bil?”

Chris: “Ja! Selvom der er seks timers tidsforskel, har jeg fået ordnet alt det praktiske vedrørende min handicapbil. Den er nu på vej i produktion i Tyskland og bliver specialtilpasset til mig i Norge. Jeg glæder mig helt vildt – den vil give mig så mange flere muligheder for at komme rundt!”

Skip: “Bare vent, så ser vi dig ræse rundt i den og tage svingene på to hjul!”

Grip: “Ja, eller du får sat en jetmotor på – jeg kan allerede se dig i breaking news!”

Chris: “Haha, hvis jeg gør det, så sørger jeg for at sende jer en video!”

Wendy: “Og så er du selvfølgelig stadig fascineret af internettet?”

Chris: “Selvfølgelig! Jeg ved, hvordan det fungerer, men det er som med fly – selv med en teknisk forståelse er det stadig vildt at tænke på, at tonsvis af jern kan flyve 10 km oppe i luften!”

Skip: “Ligesom det er vildt, at du helt frivilligt er begyndt at opdrætte snegle!”

Chris: “Hør nu her! Snegle er en undervurderet ressource! Filopaludina sumatrensis polygramma – også kendt som den thailandske sumpsnegl – lever af alger og plantemateriale og tager mellem tre og seks måneder at vokse sig spiseklar. Og så har vi den afrikanske kæmpesnegl, Achatina fulica, som kan lægge op til 300 æg ad gangen!”

Grip: “Så du er ikke bare snegleopdrætter – du er også sneglebabysitter?”

Chris: “Præcis. Men jeg synger altså ikke godnatsange for dem!”

Skip: “Det siger du nu… men vent, til du giver dem navne!”

Chris: “Nej, nej – det er business, ikke kæledyr!”

Wendy: “Apropos bizarre ting – hvad fik du at spise i dag?”

Chris: “Suppe med stykker af kokosmarv fra kokospalmen. Det er også sæson for friske bambusskud, selvom de bliver sværere at få fat i. Her er der heldigvis nogle lokale, der høster dem.”

Grip: “Så mens vi har kartofler og gulerødder, så lever du på junglens gourmetmenu?”

Chris: “Lige præcis! Her spiser man det, der er i sæson – det gør maden meget mere spændende!”

Skip: “Jeg skal bare være sikker… der er ikke snegle i din suppe, vel?”

Chris: “Ikke endnu… men giv det tid!”

(Alle griner, mens Skip ser lettere bekymret ud over sin fremtidige sneglemenu.)

Chris (pludselig alvorlig): “Men midt i alt det her, så kan jeg stadig ikke forstå de idioter, der bruger deres tid og magt på at skabe krig og kaos, i stedet for at sørge for, at alle får et godt liv. Tænk, hvor meget vi kunne rykke os, hvis folk droppede egoistisk selvdyrkelse og magtkampe og i stedet fokuserede på at skabe noget godt for verden.”

Wendy: “Ja, det er absurd, hvordan de der såkaldte ledere hellere vil bruge milliarder på at smadre ting end at bygge op.”

Grip: “Det er som at se børn på en legeplads, der ikke kan finde ud af at dele – men i stedet for sandkage-krige handler det om menneskeliv.”

Chris: “Præcis. Vi kunne være nået så langt, men i stedet bevæger vi os baglæns – direkte tilbage til stenalderen!”

(Pause. Alle kigger tankefuldt på hinanden, før Skip bryder stilheden.)

Skip: “Så… nogen der vil høre mere om snegle?”

(Latter bryder ud, og stemningen letter igen.)