“Ja, så er vi her,” sagde Chris og kiggede rundt i huset.

Skip kiggede på ham. “Sikke noget. Wendy er stadig i Oslo.”

Grip sagde: “Hun føler sig nok overvældet af det hele, men hun er ikke uden luft i hjulene.”

Skip kiggede på Grip. “Mener du uden ben i næsen?”

Grip smilede. “Ja, ben i hjulene,” sagde han og rullede med øjnene.

Chris kiggede på sine to venner, Skip og Grip – hans trofaste krykker.

“Ja, vi kommer ikke til at tage mange skridt over fem meter. Jeg er godt nok lidt stresset over det her. De aftaler, vi havde … vi må nok have en kikkert for at finde dem,” sagde han.

Skip kiggede hen på Chris. “Men de sagde, at hun kommer i morgen.”

Chris sukkede. “Jeg får ikke et roligt øjeblik, før jeg ser hende.”

Chris: “Nu må vi virkelig få nogle til at hjælpe med at pakke ud og handle ind.”

Skip: “Helt enig. Og så skal vi også huske at tage en pause og fejre, at vi faktisk er ret seje.”

Grip: “Måske med en kop te?”

Skip: “Eller en lille lur?”

Chris: “Eller en god gammeldags arbejdsdag uden overspringshandlinger?”

(Pause)

Alle: “Næh…”

Skip nikkede. “Sikke glade de var for at se os. Det var rart – en dejlig følelse at være savnet.”

Det blev ikke til så meget den dag – og heller ikke den næste.

Men 30 timer senere kom Wendy, og gensynsglæden var stor.

“Hvad skete der? Hvad gik galt?” spurgte Wendy Chris.

“Jeg ved det ærlig talt ikke, Wendy, og vi finder nok heller aldrig ud af det. Men det er jo ikke første gang, at du lander senere. Det gjorde du også en anden gang for mange år siden, da vi var ude at rejse. Dengang landede du også først den næste dag og blev kørt ud til mig, ligesom i dag. Men du har været savnet, det kan du være sikker på. Jer tre kan jeg ikke undvære,” sagde Chris og kiggede på de to andre.

Skip smilede. “Ja, nu er de fire musketerer samlet igen – klar til nye eventyr, ikke sandt, venner?”

“Jo!” råbte de alle i kor. “Én for alle og mange for flere!”

Wendy kiggede på dem. “Jeg tror vist, vi skal have lavet et nyt kampråb.”

Chris: “Hvad er der galt med ‘Én for alle og mange for flere’? Det giver da fin mening!”

Skip: “Ja, hvis du er dårlig til matematik…”

De smilede alle sammen.

“Jeg har en plan,” sagde Chris. “Denne gang skal vi fortælle vores læsere mere om, hvad vi præcis laver. Der er jo sat mange skibe i vandet, og de sejler fint, så vi må fortælle om det, vi går og laver nu – sammen med alle vores venner – fordi det er ganske spændende.”

“Tror du de gerne vil vide det ?” spurgte Wendy og kiggede på Chris.

“Ja, det tror jeg faktisk,” svarede Chris. “Det interessante er, at i den periode, hvor vi var ude at rejse sidst, var der 59.000 mennesker fordelt på 122 lande, der var inde og kigge. Og selvom nogle af dem er søgemotorer, var der også en del, der var virkelige mennesker. Dem, der kiggede mest, var fra Danmark. Nummer to var Tyskland, så kom USA på tredjepladsen, og på fjerdepladsen var Norge. Der var også mange fra Asien. Flere har givet udtryk for, at de gerne vil se mange flere billeder, så det må vi huske at lægge på bloggen.”

“Jeg hører, at du har lavet en sjov deal med dine værtsfolk?” sagde Wendy.

“Jeps,” sagde Chris. “Det skal vi også vise, for det er lidt sjovt – og måske kan jeg specielt have gavn af det. Men det er nu ikke derfor, vi lavede den deal. Den starter for øvrigt allerede i morgen, mandag. Men vi skal også have kigget på vores projekt med at dyrke i vand, for det er en kæmpe succes. Så skal vi se nærmere på vores muslinger, snegle og mini-rejer. Jeg har taget et lille kamera med, så vi kan filme under vand. Jeg ved ikke, hvad vi ser, men det kan være, det bliver sjovt.”

Wendy lo. 

Skip: “Ja, og mens du landede og senere stod ombord på næste flyver, blev Chris vækket tidligt, for han havde jo haft ønsket om at lære at lave sin egen suppe og labb.”

“Så klokken syv var der mønstring i køkkenet med blok og pen,” sagde Grip med et grin. “Jeg tror faktisk, det lykkedes ham at få skrevet det ned, selvom der blev grinet godt, for vis han havde fulgt opskriften, som han noterede den, var det nok ikke blevet til det, han ønskede sig.”

Grip smilede til Wendy. “Ja, man skal både holde ørerne stive og vove at spørge, hvis der er noget, man ikke forstår,” sagde Skip.

“Det har han jo aldrig været bange for,” grinte Wendy.

Mens de stod der mærkede de alle fire den gode energi, der fyldte dem. Nu var de samlet igen – som de siger i kirken: i medgang og modgang.