Nord-Thailand, midt mellem alting og ingenting. Her hvor verden føles uendelig, og hvor hvert åndedrag smager af begyndelse og slutning. Det var dagen før dagen, og Chris sad under det store banantræs skygge, mens solen varmede jorden omkring ham, han havde lige haft de sidste massagetimer, der ville ikke bliver tid til flere og det ville være længe, før han fik massage igen, for en folkepension hjemme, får man ikke meget massage for. Skip og Grip stod lænet op mod hans stol, hvilende på den røde, frodige jord. Det var næsten, som om de også havde slået rødder her, ligesom Chris selv.
Foran ham lå rismarken, nyhøstet og gylden, hvor naboens seks køer nu græssede roligt. Det gule bølgende tæppe var væk, som var grønt da han ankom, nu var det erstattet af stubbene fra risplanterne, men marken summede stadig af liv. En af køerne, tydeligt træt men stolt, blev fulgt af en lille, nyfødt kalv. Den vaklede usikkert på sine ben og forsøgte at følge sin mor, som hele tiden skubbede den blidt fremad.
Chris betragtede dem med et smil. “Se lige den lille,” sagde han til Skip og Grip, der døsede i varmen.
“Født i nat,” bemærkede Grip. “Man kan stadig se, hvor klodset den er. Men det varer ikke længe, før den springer rundt.”
“Livets små vidundere,” sagde Skip med et filosofisk suk. “Det er ret fantastisk, hvordan noget nyt kan komme ind i verden så simpelt og naturligt.”
Chris nikkede og lod blikket vandre til en anden ko længere væk. Hun vogtede over en kalv, der var nogle dage ældre, allerede stærkere og mere stabil på benene.
“Den der kom i sidste uge, ikke?” spurgte Chris.
“Jo,” sagde Grip. “Hun ser allerede ud, som om hun har styr på livet.”
Chris trak vejret dybt og mærkede roen fra landskabet synke ind. Det var dagen før dagen, og snart ville han og hans trofaste venner vende tilbage til Skandinavien – til sne og is, væk fra den frodige jord, der havde føltes som hjem. Men de ville ikke komme hjem til tomhed.
“Vi skal jo hjem til vores andre familier,” sagde Chris pludselig og smilede. “De har også omsorg, kærlighed og varme til os. Vi lander i begyndelsen af julemåneden, så der bliver gensyn med venner og bekendte. Det bliver virkelig hyggeligt.”
“Men vi skal også give os tid,” indskød Skip. “Tid til at være, som vi snakkede om i går. Tid til livet. Det går jo så hurtigt, og i morgen kommer altid, før vi når at opdage det.”
“Det er rigtigt,” sagde Grip. “Julen handler ikke kun om travlhed og gaver. Den handler om at stoppe op. Om at mærke.”
Chris trak vejret dybt og lod tankerne glide tilbage til de mange varme aftener i Thailand og frem mod den kolde vinter, der ventede. “Det handler om at finde balancen,” sagde han. “At tage det bedste med fra begge verdener. Den varme og tid, vi har haft her, og så bruge den til at skabe noget meningsfuldt derhjemme. Og vi kan jo se frem til, at lyset kommer tilbage til foråret og de lyse nætter.”
Grip nikkede. “Vi har jo også en masse projekter, som vi skal starte, plus alle dem, der allerede er i gang. Vi er heldige at leve i en tid, hvor den anden side af verden ikke er længere væk end en telefon.”
Wendy rullede tættere på. “Ja, og jeg håber, at vi i år får besøgt alle børnebørnene og vennerne. Det trænger jeg til – ungerne vokser jo så hurtigt.”
“Ja, Wendy, vi har nogle vigtige prioriteringer,” sagde Chris.
Wendy smilede. “Jeg håber, det bliver i en ny bil med lift.”
De tre nikkede. For det ønskede de alle. Hvor meget lettere ville det ikke blive, hvis det gik i opfyldelse?
Familien kom ud med te og frugt, som de havde skåret i smukke mønstre. De vidste, det var sidste dag, men sagde ikke meget. Kun små smil og blide nik. For her, i Nord-Thailand, mellem alting og ingenting, forstod man livet i stilhedens sprog.
“Er det ikke mærkeligt,” sagde Chris, mens han så solen forsvinde bag bjergene, “hvordan vi føler os hjemme her og hjemme i Skandinavien? Som om vi er lidt af det hele.”
“Det er måske det bedste ved at rejse,” sagde Grip. “Man efterlader noget af sig selv, men man tager altid noget med hjem.”
Og sådan sad de der, Chris, Skip, Grip, Wendy og familien, på tærsklen mellem begyndelse og slutning. Dagen før dagen, hvor alt føltes som en gave – fra de varme vinde til de kolde minder, der ventede. Skandinavien og Nord-Thailand. Sne og rød jord. Mange familier, flere muligheder, og én tid, som aldrig må glemmes at blive brugt.
