De sad alle fire ude under det grønne net, som hang fra taget og ud til nogle bambusstænger, der var sat ned i jorden. Temperaturen var som en bedre nordisk sommerdag, omkring de 28°. Selvom vinteren var kommet og temperaturen om natten nu var 19°, så var det ikke lige netop et visuelt vinterbillede, man havde foran sig. Det hele bugnede stadig af frisk frugt og grøntsager. De lokale tog både hue, vanter og dynejakker på om aftenen og sagde, at nu var det “nav”. Chris syntes, det var behageligt, men efter det længere ophold hernede kunne han godt engang imellem føle sådan et kuldeskær.

Chris strøg en hånd gennem håret og begyndte: “I har sikkert alle mødt en person, der har efterladt et varigt indtryk på jer. For mig er det Peter – min kammerats far. Peter er noget helt særligt. Jeg kender ham ikke personligt på samme måde som hans familie gør, men jeg har hørt nok historier til at forstå, hvorfor han er en person, man husker. Han er typen, der aldrig giver op, uanset hvor meget livet kaster efter ham.

Peter voksede op med hænderne som sit vigtigste redskab. Han elskede at skabe og bygge, selv som barn. Han forlod folkeskolen tidligt og fik aldrig en grunduddannelse, men det standsede ham ikke. Livet førte ham gennem mange forskellige job, og han lærte, hvad han kunne, på egen hånd. Han var typen, der aldrig lod sig begrænse af manglende papir på sine evner. Med årene tog han flere faglige uddannelser og fik endda en fod indenfor det akademiske. Men jeg tror stadig, han følte, at han skulle bevise sig selv.

Min kammerat fortalte mig engang: ‘Min far er en tusindkunstner.’ Det er præcis, hvad han er. Peter har bygget huse, skabt kunst i glas og stål, og opfundet ting, som ingen havde tænkt på før. Hans liv blev en balance mellem kreativitet og det praktiske – og altid drevet af nysgerrighed.

Min kammerat fortalte også, at når de var ude at rejse som familie, hadede hans far at være turist. Det gik sjældent mange timer, før Peter forlod sightseeinggrupperne og deres paraplybærende guider. I stedet fulgte han lyden af hammerslag. Han kunne ikke lade være. Han måtte finde ud af, hvad der gemte sig bag portene og døråbningerne i de små gader. ‘Jeg lærer noget nyt hver gang,’ plejede han at sige. Han satte sig på en skammel eller bare på jorden og betragtede de lokale håndværkere arbejde. Nogle gange kunne han ikke tale med dem, men han lærte af deres hænders bevægelser og deres rytme. Han sagde altid, at hænder fortalte en historie, ord aldrig kunne.

Men selv den stærkeste kan blive ramt. For nogle år siden havde Peter en alvorlig ulykke, ja faktisk 2. Første gang brækkede ryggen flere steder, og det sendte ham på hospitalet. Mens han var der, opdagede lægerne cancer, synssygdom og kraftig gigt. Og siden da er Parkinson også blevet en del af hans liv.

Min kammerat fortalte om en dag kort efter, at Parkinson blev diagnosticeret. Peter sad alene ved køkkenbordet. Krykkerne stod ved siden af ham, men han havde svært ved, at række ud efter dem. Han havde altid været manden, der kunne bygge et hus med sine egne hænder, men nu rystede de, når han skulle løfte en kop. ‘Hvordan skal jeg skabe noget, når mine hænder ikke vil adlyde mig?’ sagde han stille til sig selv. Men den dag begyndte han også at tegne. De første skitser var usikre og skæve, men de blev begyndelsen på noget større.”

Skip: [afbryder ivrigt] “Hold da op, det lyder som om, han har været igennem en hel del! Hvordan klarer man det?”

Chris: [nikker eftertænksomt] “Det kræver noget særligt. Min kammerat fortalte mig, at hans far engang sagde: ‘Så længe jeg kan bruge mine hænder, kan jeg skabe noget, der giver mening.’ Det blev hans måde, at holde fast i sig selv, selv når Parkinson gjorde tingene sværere.”

Da han fik krykker efter ulykken, sagde han: “Jeg var ikke handicappet uden krykker, men da jeg fik de stænger i hænderne, blev jeg det.” Det siger meget om hans forhold til at blive begrænset. Peter begyndte at lede efter hjælpemidler, der kunne gøre hans hverdag lettere, men han fandt ingenting, der passede til hans behov.

Wendy: [snurrer sine hjul langsomt] “Så hvad gjorde han? Gav han op dér?”

Chris: “Nej, det var ikke Peters stil. En dag nævnte en vigtig ven, at det lokale bibliotek havde en 3D-printer. Det blev startskuddet. Peter gik i gang med, at lære om teknologien. Han sad troligt på biblioteket to gange om ugen og printede,  han læste nat og dag alt, hvad han kunne finde om 3D-print. Der var dage, hvor han troede, han aldrig ville forstå det, men han gav ikke op. Da hans første prototype virkede, sagde han: ‘For første gang i lang tid føler jeg, at mine hænder har skabt noget igen.’ Det var som om, han fandt sin styrke på ny. Og det betød ikke kun noget for ham – han indså, at han måske kunne hjælpe mange andre.”

Grip: [klapper let mod gulvet] “Så han endte med at hjælpe andre også?”

Chris: “Ja, det gjorde han. Sammen med sin søn finjusterede han designet, og det hele kulminerede i en EU patentansøgning og et firma, der producerer og udvikler nye hjælpemidler i dag og jeg ved, de har udviklet nogle flere nye produkter, som nok også kommer på markedet. Peter er mest udvikler og manden bag ideerne, mens andre styrer firmaet. Peter er efterhånden gammel, så der er ikke så meget energi i ham, som han ønsker. Min ven siger, at sommetider er Peter vildt frustreret over sin situation som handicappet og så går bølgerne højt, i hans samtaler, med sig selv, men det er inspirerende, ikke? Men hvad der virkelig rammer mig, er, at Peter tog ejerskab over noget, de fleste ville have givet op overfor.”

Wendy: [med beundring] “Han lyder som en mand, der virkelig forstod, hvad det betød at tage kontrol.”

Chris: [ser ud i horisonten] “Han gjorde. Og det inspirerer mig. Når jeg tænker på Peter, kan jeg ikke lade være med at spejle mig lidt i hans historie. Livet giver os regnvejr, men vi kan vælge, om vi vil lade det drukne os, eller om vi vil finde en måde at danse i det. Vi har altid et valg, selv når det ikke føles sådan. Og måske, hvis vi tør tage det første skridt som Peter, kan vi skabe noget, der ikke kun giver mening for os selv, men også for dem omkring os.”

Chris’ ord hang i luften et øjeblik. En svag brise løftede nettet over dem, og solens varme brød igennem det grønne skær. Ingen sagde noget, men blikkene mellem dem fortalte alt. Valg var ikke altid nemme, men de var altid vores egne.