“Godmorgen,” sagde Wendy og kiggede på Chris og krykkerne. “Man ser ikke så fornøjet ud,” fortsatte hun.

“Ja, sikke et postyr du lavede i nat. Havde du mareridt?” spurgte Skip og så på Chris.

“Næh, det var ikke et mareridt i en drøm, det var et mareridt i virkeligheden,” mumlede Chris og kiggede ud gennem sine trætte øjne, der kun var små sprækker.

“Ryggen og det højre lår er begyndt at blive meget smertefulde igen. Jeg forstår det ikke. Men det er hele min højre side, fra fødder til skulder, der er helt hen i vejret. Det er dér, Parkinson sidder. Dér sidder hævelserne, dér sidder rystelserne og stivheden,” forklarede han.

Chris gned sig over øjnene og forsøgte at åbne de smalle sprækker. “Jeg kan kun sove rigtig godt på højre side, men det er jo den, der har alle problemerne. Og så må jeg nyde konsekvenserne,” sagde han med ironi i stemmen.

“Jeg har aldrig kunnet lide at ligge på venstre side, men nu hvor højre side er, som den er, giver det næsten ingen mening at gøre sig selv mere handicappet ved at insistere på at ligge på den ‘gode’ side.”

Han kiggede på vennerne. “Lyder det som noget vrøvl, eller forstår I, hvad jeg siger?”

Grip nikkede stille. “Det lyder som noget andet end bare vrøvl, Chris. Måske sidder der noget andet inde i kroppen – noget gammelt.”

Chris sukkede og gned nakken. “Det gør der måske. Sidst det her skete… det var også omkring juletid, dengang jeg lå i næsten to måneder efter en tur til massøren. Det var ikke deres skyld, men mine ødelagte ryghvirvler kunne ikke holde til det. Jeg endte med at være sengeliggende og nærmest lam. Hele det år gik med smerter og hospitalsbesøg, og så opdagede de leukæmien under en af indlæggelserne. Det traume sidder nok stadig derinde – og nu aktiveres det igen. Den tid vil jeg nødig opleve igen, jeg synes jeg har udfordringer nok.”

De sad stille et øjeblik. Wendy brød tavsheden. “Men i det mindste slipper vi for de ti timers venten, i Bangkok lufthavn denne gang.”

Chris smilede svagt. “Ja, det var en hård nød at knække, selvom assistancen altid er upåklagelig. Jeg har nu lidt ondt af de stakkels medarbejdere, der skal skubbe os rundt. De arbejder ikke med det nyeste udstyr – og det er alligevel Thailand, hvor jeg synes, de faktisk har bedre forhold end i Skandinavien. Her praler vi med godt arbejdsmiljø, men det er ikke de bedste værktøjer, man giver personalet i vores lufthavne. Det er mærkeligt, men jeg ser nye muligheder.”

“Det er et emne til senere,” sagde Grip roligt. “Lad os fokusere på, hvordan vi får dig i gang i dag. Hvad siger du til lidt morgenmad og en plan for, hvad vi skal nå inden afrejse?”

Chris gabte højt og rystede let på hovedet. “Det lyder dejligt, men hvis jeg skal pakke, finde billetter, ja for jeg har fundet kulturelle arrangementer, jeg gerne vil deltage i, så der skal bestilles billetter og jeg skal finde og bestille medicin til hjemkomsten og samtidig undgå, at gå i stykker, så tror jeg, vi når af sted til nytår.”

“Det gør da ikke mig noget,” sagde Wendy med et glimt i øjet. “Jeg skal bare hjem i garagen og vente på foråret.”

Chris kiggede skeptisk på hende. “Skal jeg virkelig høre det fra dig? Jeg kæmper med smerter, hævelser og stivhed, og så skal jeg også høre på kritik fra min egen kørestol? Det er næsten for meget.”

Grip lagde en imaginær hånd på Chris’ skulder. “Wendy siger det kun, fordi hun vil dig det bedste. Du elsker de oplevelser, og det giver dig energi. Men hvis du ikke gør noget ved det, kommer vi aldrig af sted, det er så nemt, at putte sig.”

Chris rejste sig og slæbte sig via bordkanten mod computeren. “Mase, mase, men bare så du ved det, Wendy, hvis det går galt, og vi sidder fast på et frossent fortov, vil jeg have dig til at finde nogen, der kan skubbe os hele vejen hjem.”

Wendy lo. “Deal. Men kun hvis jeg må bestemme musikken på turen. Ingen af dine gamle rockballader.”

Mens Chris satte sig foran skærmen, poppede en besked op fra en gammel ven, der tilbød at hjælpe med kulturplanerne og gerne selv ville deltage, Chris læste den højt.

“Se,” sagde Grip. “Verden vil dig det godt. Og med lidt hjælp fra os – og måske en ven – så når vi både teatret, koncerterne og caféerne. Det kræver bare, at du tager det første skridt.”

Chris kiggede skeptisk på dem. “Et skridt? I har åbenbart ikke set mine ben i dag. Men okay, lad os gøre det. Lad os finde billetter. Og lad os starte med noget simpelt – måske en forestilling, hvor jeg kan sidde stille og lade jer gøre alt arbejdet.”

“Perfekt,” sagde Wendy med et smil. “Så kan du tage æren, mens vi klarer resten. Du er jo god til at tage æren, ikke?”

Chris smilte træt. Wendy kørte tættere på og trykkede blidt sit hjul mod hans fod. “Nu er det ikke for, at vi skal blive meget rørstrømske, men jeg vil dig det bedste,” sagde hun blidt.

Chris kiggede væk fra computeren og så kærligt på Wendy. “Tak, min ven. Sommetider gør smerterne, at jeg bliver urimelig. Det er ikke meningen, men det kan gå ud over dem, man holder mest af. Jeg håber, du ved, at det aldrig er personligt.”

Han lagde en hånd på Wendys armlæn og lod tommelfingeren kærligt gnide det. “Uden dig, Wendy, havde jeg ikke haft så mange oplevelser. Du er en vigtig del af mit liv.”