Skip: “Chris, kunne du tænke dig at være politiker?” Han kigger nysgerrigt på Chris, som stadig stirrer koncentreret på skærmen.

Chris: Ser op og smiler skævt. “Vi har vist snakket om det før, Skip. Jeg tror, jeg ville starte med at ansætte flere mennesker i sundhedsvæsenet. Jeg tror på samtalen, jeg tror på, at det at blive set og hørt er alfa og omega for menneskets eksistens. Selvom det koster, ville det være en investering på den lange bane. Flere hænder betyder tid til at tale med folk – og det er det, folk har brug for.” Han klapper på Wendy. “Den teknologi, vi ser frem mod, kan gøre meget af det praktiske. Men jeg siger ‘ja tak’ til robotter kun, hvis de tager sig af det fysisk hårde arbejde, mens vi stadig har plejepersonale til at tale med borgerne. Det er jo ikke ligefrem en robot, man vil have en samtale om livets store spørgsmål med, vel?”

Wendy: Griner. “Helt ærligt, Chris, tror du, de vil lytte? De store bosser? Jeg ser det for mig – en robot, der kan tørre borde og tage temperaturen, mens de store politikere fejrer det som et gennembrud for menneskeligheden. Men hvem vil tage sig af selve menneskene?”

Chris: Nikker alvorligt. “Ja, det er det store ‘men’. Vi skal have menneskelig kontakt, mens robotten gør det praktiske. Plejepersonen bør være der for borgeren, især for handicappede og ældre, som har brug for nogen at tale med, ikke en skinnende robot, der bare gør rent.”

Grip: “Og hvad med alle de rige mænd? De har jo mere magt end nogen politikere og bestemmer, hvad vi skal tro på. Husk ham, der nægter regulering – han har teknologi som et legetøj, men bryder sig vel ikke om os mennesker, der bruger krykker og stole. Han har jo nok bare en smuk, skinnende robot derhjemme, der fortæller ham, hvor fantastisk han er.”

Chris: Griner. “Det er rigtigt, Grip. De her magtfulde mænd lever i en verden af ego og penge. De har ingen interesse i fællesskabet. Jeg er bekymret for, hvad de vil finde på uden nogen form for kontrol. Deres verden handler om at få mest muligt og give mindst muligt. Hvis jeg skulle møde dem som politiker, tror jeg ærlig talt ikke, jeg ville kunne skjule min afsky.”

Wendy: Ruller lidt frem og tilbage som i dybe tanker. “Der er jo mange, der er valgt demokratisk – og se, hvad det har ført til. Nogle af dem glemmer alt om dem, der har brug for hjælp. Måske tænker de slet ikke på mennesker som os. Det minder mig om de gamle dage, hvor handicappede blev gemt væk eller det der var værre.”

Chris: “Præcis, Wendy. Jeg tror på ærlighed og samarbejde, ikke skjulte dagsordener. Politik i dag handler alt for ofte om, hvem der kan manipulere sig til mest magt. Hvis jeg skulle sidde i det system, ville jeg forsøge at lede med godhed og tænke på alle dem, der ikke selv kan kæmpe – især os, der er afhængige af hjælpemidler.”

Skip: Klapper på sin krykke. “Ligesom den gang det hollandske firma sagde, at deres produkter var bedre end modermælk. Mælk! Tænk engang – vi kan ikke engang stole på mælken længere og samme firma havde en bestyrelsesformand, som sagde, at vand ikke var en menneskeret!” Han ryster sig lidt. “Vi handicappede ved alt om, hvordan produkter kan manipuleres for penge.”

Chris: Ryster på hovedet. “Ja, jeg husker det godt. Firmaer hævder, at alt muligt kunstigt er bedre end det naturlige. Det er samme gamle historie – penge over mennesker. Vi handicappede har set nok af dårligt design og dyre, ubrugelige hjælpemidler. Nogle mennesker bliver rige på os, og det værste er, at vi skaber disse monstre selv ved at købe deres produkter.”

Grip: “Jeg kunne virkelig godt tænke mig at se den dag, hvor en robot eller politiker rent faktisk tænker på os handicappede først. Eller bare ikke sidder og tænker: ‘Hvordan kan vi udnytte dem endnu mere?’”

Skip: “Chris, tror du som terapeut, at mange mennesker af den type kommer fra en dysfunktionel opvækst?”

Chris: “Jeg vil ikke afvise det, men kansleren i Tyskland og hans gode ven, Presidente del Consiglio dei Ministri i Italien, en kinesisk leder, en spanier, en fra Libyen, en iraker og mere end en russer kom beviseligt fra sådanne forhold.” Med et glimt i øjet. “Måske kommer den dag, Grip. Men indtil da har vi heldigvis hinanden – og vi kan tage vores daglige eventyr med glæde og humor, selvom verden bliver drevet af dem, der tænker mest på deres egen profit.”

Wendy: “Og med lidt held, Chris, kan vi måske også inspirere nogle af dem derude, der læser vores historier. De små ting kan gøre en stor forskel – vi skal bare blive ved med at tage det én dag ad gangen.”

Skip: Klapper på sin krykke og ler. “Så vi holder fast i glæden og humoren, og vi fortsætter med at rulle fremad. Tiden må vise, hvem der får det sidste ord – os eller robotterne!”

Wendy: Ruller frem og tilbage og griner. “Måske skulle vi bare tage sagen i egne hænder. Chris, hvis du var politiker, tror jeg, du ville indføre krykke-baseret lovgivning med det samme. Vi kunne kalde det… ‘Den Store Krykke-Reform’!”

Chris: Smiler. “Ja, og første punkt på dagsordenen ville være at uddele gratis, personligt tilpassede hjælpemidler til alle, uden alt det bureaukratiske bøvl! Og robotterne? De skulle hjælpe med alt det tunge – men kun, hvis de kunne holde en god samtale undervejs!” Han blinker til Skip og Grip.

Skip: Griner. “Og vi ville give dem en lille lektion i at lytte også. Tror du, vi kunne få dem til at lære vores historier uden at rulle øjne?”

Grip: “Absolut! Og vi kunne indføre en national fridag, hvor alle får lov til at tage en dag med krykker eller rullestol for at lære, hvad tilgængelighed betyder. Måske ville de tænke sig om to gange, næste gang de designer en rampe!”

Chris: Ryster på hovedet og griner. “Ja, men mon ikke vi snart ville få nok af alle de møder? Jeg tror, jeg ville foretrække et dagligt eventyr med jer over ethvert politisk rådsmøde.”

Wendy: Trykker dramatisk på hjulene som om hun er skuffet. “Så ingen Store Krykke-Reform, altså? Jeg havde ellers set frem til at kunne sige, at vi havde vundet valget!”

Chris: Ler. “Nå, så må vi nøjes med at være folkevalgte eventyrere i stedet. Det passer mig fint – og med jer ved min side kan vi jo klare hvad som helst!”

Skip: “Og hvem ved? Måske lytter verden lidt alligevel, når de læser vores historier. Vi tager det ét skridt ad gangen, præcis som vi altid gør.”

Wendy, Skip og Grip: Ler og nikker enig.