Chris sad igen og kiggede ud over ris marken, der var noget roligt og fascinerende i det billede, han havde også altid holdt af, at kigge udover en bølgende kornmark. To skikkelser bevægede sig langsomt mellem ris planterne, men han kunne ikke se præcis, hvad de lavede. Deres store hatte beskyttede dem mod solen, som skarpt brændte ned over marken. Mens han betragtede dem på afstand, gik den ene af dem pludselig hen imod ham. Det var en ældre kvinde.

Uden et ord åbnede hun en pose og viste ham tre fisk, som hun havde fanget ude i marken. Chris kiggede først ned i posen, hvor de blanke fisk lå stille. Først derefter løftede han blikket og så hende rigtigt for første gang. Hendes ansigt var mildt, præget af solen og et langt livs arbejde. Hendes hud var furet, men det tandløse smil udstrålede venlighed og ro, hvilket fik ham til at slappe af.

“Pla,” sagde han på thailandsk. Den ældre dame nikkede, og et endnu bredere smil bredte sig over hendes ansigt. Chris smilede også stort. Det var altid godt, når han kunne nogle få ord på thailandsk – folk blev så imponerede. Selv var han dog ikke imponeret, da han syntes, han burde kunne meget mere.

Wendy, som havde stået ovre ved døren, trillede hen til Chris. “Hvad havde hun i posen?” spurgte hun.

“Tre fisk, hun har fanget ude i ris marken,” svarede Chris.

“Det er helt fantastisk, at der svømmer fisk rundt derude. Men det er jo også derfor, jeg tænker, at det er et godt sted at holde øje – der kunne jo være slanger sammen med fiskene og frøerne,” sagde Chris.

Wendy gøs ved tanken. “Uha,” der opstod en mindre pause inden hun fortsatte “de eneste slanger jeg kan lide, er dem, jeg har indeni i dækkene” – Skip og Grip, som havde lyttet, slå ud i en høj skrald latter. Chris brød også ud i en kæmpe latter. “Wendy, du er nu sød og faktisk ret morsom – og det sjove er, at du ikke altid selv er klar over det.”

Wendy indså, hvad hun havde sagt, og begyndte selv at le. Chris lo også, ikke kun af det, Wendy sagde, men også af hendes overraskede ansigtsudtryk, da det gik op for hende.

“Ja, venner,” sagde Chris, “men der er ikke altid noget at grine af, sommetider må man finde en grimasse, der kan passe.”

“Hvad mener du?” spurgte Grip.

“Jo,” svarede Chris, “jeg opdagede i dag, at ingen har fortalt mig noget som helst om, hvordan Parkinson-medicinen og blodtryksmedicinen måske ikke altid er den bedste kombination.”

“Hvordan fandt du ud af det?” spurgte Skip nysgerrigt.

“Det var faktisk lidt af en tilfældighed,” sagde Chris. “Jeg læste om nogle urter, og som I måske husker, har jeg jo taget nogle kurser hernede for mange år siden. Jeg blev nysgerrig på en asiatisk urt, og da jeg slog den op sammen med min medicin for at tjekke for interaktioner, opdagede jeg, at min medicin måske ikke var så heldig sammen.”

“Du godeste!” udbrød Wendy, og Grip tilføjede: “Det kan da ikke passe! Hvordan kan ingen læger have opdaget det – især når du har set så mange af dem?”

Chris sukkede og trak på skuldrene. “Det er jo det,” sagde han. “Jeg har været hos så mange specialister, men nogle gange virker det, som om de ikke taler sammen, eller måske ikke helt får læst journalen til ende. Alle har deres eget fokusområde, og ingen tænker på hele billedet.”

Wendy rynkede panden. “Det er da skørt. Vi taler altid om, hvor vigtigt det er at få en andens faglige mening, men hvad hjælper det, hvis ingen af dem kigger på det hele?”

“Det er en god pointe,” sagde Grip, som altid havde været den mest analytiske af gruppen. “Jeg tror, systemet er for fragmenteret. Specialister er gode til deres ene ting, men de glemmer ofte at tage højde for, at kroppen er en helhed.”

“Ja,” fortsatte Chris. “Jeg har jo lært noget om, hvordan medicin påvirker kroppen, men der er så mange detaljer. Hvis man selv ikke holder øje, kan noget let gå galt. Jeg bebrejder ikke lægerne noget, jeg ved de hænger i en tynd tråd med tid og ressourcer. Den der urt, jeg nævnte, den fik mig til at tænke over, hvordan jeg kunne forbedre min situation – men jeg er lidt rystet når jeg tænker på, hvor mange år jeg har taget den medicin sammen. Jeg burde have fået noget at vide fra starten.” Chris tog sit eftertænksomme blik på. “Jeg kan ikke forestille mig, at jeg skulle være den eneste, som har både Parkinson og for højt blodtryk.”

Skip, som altid havde været mere praktisk orienteret, lænede sig frem. “Hvad vil du gøre nu, Chris? Skal du stoppe med medicinen eller prøve noget alternativt?”

Chris rystede på hovedet. “Jeg stopper ikke medicinen, det ville være for risikabelt. Men jeg vil helt klart tage en snak med min læge om det og måske finde en måde at justere det på. Måske kan jeg skifte noget ud eller finde en bedre balance.”

Chris så ud over rismarken igen, hvor solen nu kastede lange skygger hen over de tætte rækker af planter. Fiskene svømmede derude, men det var ikke dem, han tænkte på nu. Det var slangerne – de usynlige farer, der lå gemt lige under overfladen. Slanger, som man kun opdagede, når de allerede var tæt på.

“Det er ligesom med medicinen,” sagde Chris lavmælt, næsten til sig selv. Wendy og de andre vendte blikket mod ham. “Man går gennem livet og tror, man har styr på det hele. Men som slangerne i marken, ligger nogle farer skjult under overfladen. Man opdager dem først, når det næsten er for sent.”

Grip nikkede langsomt, og det gik op for ham, hvad Chris hentydede til. “Slangerne og medicinen,” sagde han. “Det er jo det samme. Vi ser dem ikke, før vi bliver bidt.”

Chris smilede svagt. “Ja, præcis. Medicinen hjælper os, ligesom markerne giver mad. Men under det hele er der altid en risiko, vi ikke ser. Derfor skal vi være opmærksomme. Vi kan ikke stoppe med at tage medicin eller holde op med at arbejde i markerne. Men vi kan lære at være forberedte, kende farerne og handle derefter.”

Wendy tænkte over det et øjeblik, og så sagde hun: “Og ligesom med slangerne, betyder det ikke, at vi skal være bange hele tiden. Men vi skal bare vide, at de er der. Så kan vi undgå at blive overraskede.”

Chris nikkede og betragtede solen, der langsomt begyndte at dyppe sig ned bag horisonten. “Ja, det handler om at kende sine slanger og vide, hvornår de kan komme frem. Så er man ikke så bange. Man er bare klar.”