Chris sad i solen med sine venner Skip, Grip og Wendy. De havde fundet et godt sted i haven, hvor de kunne nyde varmen og hinandens selskab. Chris vidste godt, at han ikke burde sidde for længe i solen på grund af sin blodtryksmedicin, men lige nu var det for fristende, at mærke varmen på huden. Han elskede haven, især fordi han havde fået lov til, at tilpasse den lidt til hans behov, nu hvor han var afhængig af sin kørestol.

“Jeg kunne sidde her i timevis,” sagde Chris med et smil, mens han betragtede tomaterne og agurkerne, som var plantet. “Det er dejligt, at vi har frisk grønt hver dag, fra det nye hydroponik system.”

“Ja, de har virkelig gjort et godt stykke arbejde her,” sagde Wendy, der som altid var beundrende over Chris’ evne til at få ting til at fungere, selv med de udfordringer, han stod overfor. “Jeg er stadig imponeret over, hvordan I sammen fik haven til, at fungere så godt med kørestolen og se Chris, nu begynder alle dine orkideer også, at blomstre”.

Skip nikkede. “Det viser bare, at kørestol eller ej, man kan stadig lave en masse ting.”

Chris grinede. “Ja, man må bare tilpasse sig. Det hele handler om at finde løsninger. Men nogle ting kunne altså være smartere.”

Grip kiggede op fra sine tanker. “Hvad tænker du på?”

“De bleer, jeg bruger, for eksempel,” sagde Chris og trak lidt på skuldrene. “Hvorfor er de altid hvide? Det er som om, ingen tænker på, at folk der bruger dem hver dag, måske godt kunne tænke sig nogle nye farver, jeg synes det ville være en god idé. Og hvorfor er der ikke stropper i dem? Det ville gøre det så meget nemmere, for folk med svage arme, at trække dem op.”

Wendy nikkede forstående. “Det virker helt fjollet. Der burde være smartere løsninger.”

“Ja, og så er de jo sindssygt dyre i Danmark,” tilføjede Chris. “De samme bleer, som jeg køber hjemme, koster fire gange så meget på et apotek i Danmark, det så jeg jo forrige sommer, da vi havde glemt ,at få de rigtige med hjemmefra og måtte købe.”

“Den enes død, den andens brød,” sagde Skip og rystede på hovedet. “De ved jo godt, at folk ikke har noget valg, det er dårlig moral.”

Chris nikkede. “Præcis. De ved, vi er afhængige af produkterne, og så hæver de bare priserne.”

Pludselig blev samtalen afbrudt, da en stor skygge gled over dem. Chris løftede blikket mod himlen og pegede.

“Se derop! En ørn!” sagde han med begejstring i stemmen.

De andre fulgte hans blik og så den majestætiske fugl svæve højt over dem.

“Imponerende,” sagde Grip. “Ørnen kan bare svæve i timevis uden at bevæge en fjer. Det er virkelig noget at se på.”

“Det er helt fantastisk,” tilføjede Wendy. “Lidt ligesom når I to krykker, efter i har fået monteret elefanterne, svæver, når I hænger på ryggen af mig. Vi kvinder må altid tage det store slæb, ikke?”

Chris lo og bukkede sig halvt i spøg. “Vi takker dem gode kvinde. Uden dig ville vi ikke komme langt.”

Skip lo og spillede med på legen. “Hvad ønsker fruen så fra os?”

Wendy grinede og svarede drillende: “Ja, I kunne vel starte med at opføre jer ordentligt. Og så kunne I vaske mine hjul! De ser forfærdelige ud efter den mudder tur i forgårs.”

Chris spillede videre på spøgen og sagde teatralsk: “Selvfølgelig, madam. Vi står til tjeneste. Er der andet, De ønsker?”

Wendy rødmede lidt af grin og sagde med et smil: “Det ville nok klæde en gammel dame som mig, at få lidt luft i hjulene.”

“Sig ikke mere!” udbrød Skip med et grin. “Vi klarer det hele for dig.”

Grip tilføjede, stadig drillende: “Ja, vi er her for at tjene vores dronning.”

Latteren fyldte haven, og stemningen blev let og munter igen. Men midt i latteren blev Wendy alvorlig et øjeblik og kiggede bekymret på Chris.

“Chris, jeg mener det. Du burde virkelig gå ind i skyggen nu. Du ved godt, at du ikke skal sidde for længe i solen.”

Chris sukkede og trak på skuldrene. “Jeg ved det godt, men det giver ingen logisk mening for mig. Solen får mig til at føle mig i live.”

“Jeg ved det,” sagde Wendy blidt, “men har du ikke nok at kæmpe med? Du har allerede Leukæmi, hvilket allerede er nok, sammen med alle de andre sygdomme. Du behøver ikke sætte mere på spil.”

Grip kiggede på Chris og nikkede. “Wendy har ret. Jeg forstår godt, hun bliver lidt alvorlig og skarp sommetider. Du passer ikke altid godt nok på dig selv, Chris.”

Chris trak vejret dybt og rystede på hovedet med et lille smil. “Okay, okay. Jeg giver mig. I har ret.”

Han rejste sig langsomt og begyndte, at bevæge sig mod skyggen, mens han greb fat og støttede i de skiftende stolerygge, på vej ind i skyggen. “Men det er nu svært at holde sig fra solen. Den får mig til, at føle mig så meget i live.”

Wendy lagde det ene hjul mod hans lår og smilede. “Vi vil bare gerne have, at du bliver her længe.”

Chris lo, mens han satte sig i skyggen sammen med sine venner. “Ja, ja, I har overtalt mig. I passer godt på mig.”

“Det er det, venner er til for,” sagde Skip med et smil, mens han og Grip hang på bordkanten i deres nye elefanter, lige ved siden af Chris. “ Det er altså smart med de elefanter”, Chris nikkede anderkendende” nu er du og Grip, altid inden for rækkevidde “ 

De sad alle sammen i skyggen nu, og selvom de var stille et øjeblik, var det en behagelig stilhed. Fuglene begyndte igen at kvidre omkring dem, efter ørnen var forsvundet, og livet i haven gik videre i sit rolige tempo.