Der var noget, Chris ikke havde fortalt endnu, som han fik at vide i går. Han sad ved morgenbordet i Wendy, mens Skip og Grip hang i deres fine elefanter på ryglænet af kørestolen. De kiggede alle tre forventningsfuldt på ham, og der blev lidt stille, indtil Skip brød tavsheden:
“Godt eller skidt?”
“Det ved jeg ikke,” svarede Chris eftertænksomt. “Det er måske mere en positiv information, selvom omstændighederne er lidt triste.”
“Sig det nu,” sagde Wendy, mens hun rystede kørestolen lidt utålmodigt.
“Ja, ja,” sagde Chris og smagte på ordene, som om han skulle til at dele en stor hemmelighed. “Det er ikke noget, der er helt officielt endnu, men både ergoterapeuten og min faste læge har indstillet mig til en handicapbus eller en bil.”
“Wow!” udbrød Wendy. “Det er da gode nyheder! Det er jo mere positivt, end du havde turdet håbe på.”
“Ja,” sagde Chris med et lille smil. “Nu skal jeg bare udfylde en masse papirer og sende en hel del oplysninger.”
“Ved I forresten, hvad jeg opdagede i dag, da jeg kiggede på mit kørekort?” Skip brød ind og så pludselig alvorlig ud. “Er det udløbet?” spurgte han venligt.
Chris rystede på hovedet og svarede grinende: “Nej, nej, ikke endnu. Der er stadig nogle år tilbage. Men det, jeg opdagede, var, at jeg har et kørekort fra dengang, man stadig måtte smile på billederne.”
Grip tog ordet og grinte: “Tænk engang, hvilken forandring der er sket!”
Skip nikkede og sagde: “Ja, stakkels dem, der sidder i tolden og skal se på alle de sure ansigter, når de tjekker pas. Det må da være til at få en dårlig dag af.”
De grinte alle sammen lidt af tanken, og stemningen lettede en smule. Så fortsatte Chris: “I husker jo også, hvordan vi plejede at køre rundt med den lille varebil, ikke? Det var altid lidt af en opgave at få Wendy ind i bagagerummet. Jeg måtte åbne de to store døre og bakse hende på plads. Det var ikke ligefrem nemt.”
Skip: “Ja, men det bliver helt anderledes nu. Dengang måtte du tage al slæbet, men nu slipper vi for alt det tunge arbejde. Ikke at vi nogensinde har løftet noget, men vi har set dig knokle!”
Grip: “Ja, og jeg kan godt huske, hvordan du måtte bakse med døre og bagagerum. Det var lidt af et show hver gang, men vi kom jo frem. Med den nye løsning kan vi bare rulle direkte ind uden alt det besvær.”
Wendy: “Og jeg slipper for at blive behandlet som bagage! Jeg bliver nu trillet direkte ind i bussen eller bilen uden det ekstra cirkus. Vi kommer til at være meget mere mobile, uden at det skal være så besværligt for dig, Chris.”
Chris nikkede og smilede, men han vidste, at de nye muligheder ikke var en realitet endnu. Han sukkede lidt og sagde:
“Men lad os nu ikke tage glæderne på forskud. Der er jo mange procedurer og godkendelser, vi skal igennem, før det her bliver til noget. Det her er kun første skridt – lægen og ergoterapeuten ser, at jeg virkelig har et behov for at forblive aktiv og social, men der er stadig lang vej endnu.”
Skip: “Hvad mener du med ‘mange godkendelser’?”
“Åh, du ved,” svarede Chris og trak på skuldrene, “der er en hel del papirarbejde, ansøgninger, vurderinger, og så skal det hele igennem systemet. Der er ingen garantier, før alle har sagt ja. Det er ikke nok, at lægen og ergoterapeuten siger, jeg har behovet. Der skal også vurderes, om det kan lade sig gøre økonomisk og praktisk.”
Grip: “Men det giver da mening, ikke? Hvis du skal kunne fortsætte med at gå i teatret, tage til træning og besøge dine venner, så må de da kunne se, at det er vigtigt for dig.”
Chris nikkede. “Ja, det håber jeg. Det handler jo ikke kun om at komme til mine kontroller på hospitalet eller fysioterapeuten. Det er også de ting, der gør livet sjovere – at kunne tage til kulturelle arrangementer, tage til træning eller besøge familie og venner uden at skulle planlægge i ugevis på forhånd.”
Wendy: “Men du skal også blive ved med at være aktiv, Chris. Det er jo det, der holder dig kørende. Uden dine ture og aktiviteter ville du hurtigt blive isoleret, og det er jo ikke sundt for nogen.”
“Præcis,” sagde Chris. “Derfor er det så vigtigt, at det her går igennem. Hvis jeg skal kunne fortsætte med at leve mit liv på den måde, jeg gerne vil, så er det nødvendigt med hjælp til transporten. Men vi må tage én ting ad gangen. Der er ingen garanti endnu.”
De tre venner blev stille et øjeblik, som om de alle reflekterede over, hvor meget der stod på spil.
Skip: “Så hvad er næste skridt?”
“Nu skal jeg i gang med at udfylde en masse papirer og sende en hel del oplysninger ind. Der er også nogle møder og vurderinger, der skal på plads, før vi kan komme videre.”
Grip: “Men du er jo ikke alene i det her, Chris. Vi er her for at støtte dig hele vejen.”
Chris smilede og kiggede på sine to trofaste krykker. “Tak, det ved jeg. Og Wendy, du er klar til at tage os ud på endnu flere eventyr, når vi får chancen.”
Wendy: “Det kan du regne med! Vi har mange flere steder at udforske.”
Men så tilføjede Chris eftertænksomt: “Det er jo heller ikke kun mig, der skal køre bussen. Jeg skal have en chauffør engang imellem, og jeg skal også godkendes til selv at køre, hvilket jeg jo mener, jeg stadig kan. Måske er det noget af det eneste, jeg rigtig kan endnu.”
Skip: “Det kan du helt sikkert stadig, Chris!”
“Ja,” nikkede Chris. “Men det er ikke kun førersædet, der skal være specielt. Passagersædet skal også være tilpasset, så jeg kan sidde komfortabelt over længere tid. Det skal kunne justeres i alle retninger og højder – ellers bliver det ikke holdbart på længere ture.”
Wendy: “Det lyder som mange krav, men de er jo nødvendige, hvis du skal have det godt og kunne bruge bussen fuldt ud.”
“Ja, der er mange ting at tænke på,” sagde Chris. “Men lad os nu ikke tage alle bekymringerne på forskud. Der går sikkert lang tid, måske indtil foråret, før alt er på plads – hvis vi er heldige.”
Chris tænkte ved sig selv ” Parkinson og udfylde formularer til det offentlige. Ja, jeg skulle have været på timeløn det vil give nogle timer og noget overarbejde” han trak på smilebåndet. “Der går vist nogle år før kommuner og staten er klar til ny teknologi, hvis de i det hele taget gå ind i den og ikke får ædt alle millionerne op af konsulentfirmaer, var det ikke sådan det ofte var”.
