Chris vidste godt, hvad der lå bag de dystre tanker og den depressive tilstand, der havde slået sig ned hos ham. Hans sind havde aldrig helt accepteret den aldrende krop eller den manglende mobilitet. Det var som om, tankerne og kroppen levede i to forskellige virkeligheder. Ofte ramte det ham hårdest efter nætter med for lidt søvn. Han sov uroligt, kunne ikke finde en behagelig sovestilling, og vågnede flere gange i løbet af natten på grund af smerter. Han hadede mørket og natten. Han længtes kun efter lys. Hvor mange gange havde han ikke siddet på sengekanten og utålmodigt ventet på, at dagen skulle gry?

Han vidste godt, at den manglende søvn forhindrede kroppen i at restituere. Men han kunne ikke holde ud at ligge ned – det gjorde for ondt. At sidde op var heller ikke meget bedre, og at gå var næsten umuligt. Alligevel mindedes han stadig, hvordan det føltes at vågne op udhvilet, trække arbejdstøjet på, fylde lommerne med værktøj og gøre sig klar til en ny dag. Dengang, hvor kroppen stadig kunne noget, hvor han kunne skabe, reparere og bruge sin fysik med glæde. Ikke alt havde været sjovt, men tilfredsstillelsen ved at fuldføre noget havde altid været der.

Nu ville halvdelen af hans krop ikke lystre, og musklerne bevægede sig som i slowmotion. Det var tabet af alt det, der aldrig ville komme tilbage, der virkelig ramte ham. Tabet af evnerne, friheden – det var dét, der gjorde ham deprimeret.

Chris mærkede tydeligt depressionens klamme greb igen. Som en ubuden vinterkulde trængte den sig på, mens han sad på kanten af sengen og tænkte på fortiden. Dengang hans krop fungerede, og hvor arbejdet gav ham mening og en følelse af tilhørsforhold. Hans krop var nu kun en skygge af, hvad den engang havde været, og halvdelen af ham nægtede at adlyde. Det var tabet, der trak ham ned i mørket.

“Jeg savner det,” mumlede han til sig selv, mens han stirrede ud i nattens mørke. “At kunne gøre noget, at være noget.”

Wendy, Skip og Grip stod stille i hjørnet, som altid. Wendy rullede langsomt tættere på ham og sagde blidt: “Chris, vi forstår dig. Det er hårdt at miste noget, du har holdt så meget af. Men du er stadig her. Du er stadig værdifuld for os, uanset hvordan du føler dig.”

Grip nikkede og tilføjede: “Vi ved, at det ikke er let. Vi kan ikke tage smerten fra dig, men vi kan være her. Mind dig om, at selvom din krop ikke gør det samme længere, har du stadig en indre styrke.”

Chris lyttede til deres ord. Det var svært at tro på dem lige nu, men alligevel begyndte en lille gnist af håb at tænde sig dybt inde. Måske var det ikke helt slut. Måske kunne han stadig finde en vej tilbage til noget, der mindede om det, han havde mistet.

“Okay,” tænkte Chris, “jeg kan jo ikke bare sidde her, selvom det er tilladt. Men det nytter jo heller ikke noget at blive siddende. Der er stadig så mange ting, jeg skal nå, og det ændrer jo intet, at jeg sidder her og dvæler ved det.” Han undrede sig et øjeblik over, hvorfor han pludselig tænkte sådan. Noget skete på det mentale plan, det vidste han godt. Det var tilpasningen, han havde snakket med vennerne om dagen før.

Han havde også haft en god samtale med et af sine børn, hvor de snakkede om indtryk, oplevelser og tid. De reflekterede over, hvorfor dagene føltes længere som barn, men kortere som ældre. Det var en interessant samtale, der virkelig satte tanker i gang. Som barn var verden fuld af nye indtryk, der krævede tid og plads til at blive bearbejdet, men som voksen havde man færre nye indtryk. For Chris førte det til en erkendelse: Den kreative proces var afgørende for hans trivsel. Det var den måde, han kunne skabe nye indtryk og oplevelser, som holdt hans sind i gang.

Med den erkendelse følte Chris, at han hurtigt var kravlet op af hullet i dag. “Det handler om at skabe,” tænkte han. “Det er det, der giver mening, og som får dagene til at føles mere fulde. Kreativiteten er min nøgle til at finde ro og glæde.”

Wendy, som altid tæt på, nikkede anerkendende. “Du ved det jo godt, Chris. Du har stadig så meget at give. Det vigtigste er, at du bliver ved med at skabe, at du finder den ro i processen.”

Skip og Grip stod også klar til at bakke ham op. “Lad os komme i gang, Chris. Der er stadig mange projekter, der venter. Du har allerede vist, at du kan komme op af hullet. Lad os fortsætte den rejse.”

Med et lille smil indså Chris, at det faktisk gav mening. Det var tid til at bruge dagen på noget meningsfuldt, noget kreativt, noget, der holdt ham i gang. Han kiggede ud af vinduet og sagde stille: “Det er faktisk en smuk morgen.”

Gennem det åbne vindue mærkede han den kølige, men behagelige brise. Fuglene sang, og det var vindstille. Ris marken stod grøn og frodig. Naboerne var allerede i gang med dagens arbejde, selvom det var søndag – for her var en dag en dag, og alle havde en opgave, der skulle udføres.