“Det var godt nok en stor én” , sagde Skip mens han betragtede den massive skabning foran os. “Ja, Grip gennemsnitligt 450 kg af saftige, flotte bøffer”, svarede Chris med et grin, mens han blinkede til Wendy, der med stædighed havde ført dem  af snoede og mudrede veje ud i the middle of nowhere for, at besøge en lokal vandbøffelbonde, og Chris kunne ikke lade være med, at forestille sig, hvordan det måtte se ud – en flok udlændinge, halvt vikinger, halvt opdagelsesrejsende, der kom tøffende i en godt beskidt Wendy, midt i den asiatiske jungle. Ingen tvivl om, at landsbyboerne måtte spekulere på, om de var strandet rumvæsner.

Vandbøflerne stod i deres åbne lade og gumlede på græs. De så både dovne og uforstyrrelige ud – “en uforstyrret ro, jeg kun kunne misunde”, tænkte Chris. Grip bemærkede Chris blik og smilede: “De er meget fredelige. Perfekte til transport og arbejde på markerne, og under disse himmelstrøg har de været uundværlige i århundreder. Ikke meget stress her”.

Bonden, en mand af få ord, var tydeligvis vant til, at have selskab af vandbøflerne, men da vi begyndte, at snakke om hans flotte besætning, lyste han op som en juledekoration. Vores mobile translator oversatte hans ord: Han sagde, at vi er de første udlændinge, der havde besøgt hans gård. Normalt er der kun ham og bøflerne. “ Wendy kunne mærke, hvordan han betragtede os med en blanding af nysgerrighed og stolthed. Det var som om, vi lige havde givet hans bøfler en smule international stjernestatus”.

‘Jeg tror, han synes, det er sjovere at snakke med bøflerne end med os,’ sagde Skip, og Chris nikkede med et grin. ‘Ja, måske tror han, vi er kommet direkte fra månen. Men heldigvis, at vi har en af vores venner med. Som er opvokset her, så det giver os et slags lokalt fripas. Uden vores ven ville vi nok virke endnu mere malplacerede”. Chris nikkede, det gav mening. Det var altid godt at have en lokal med – det gjorde hele oplevelsen mere autentisk, og det føltes lidt som om, de blev en del af deres hverdag, om end bare for en kort stund.

På vej tilbage begyndte varmen for alvor at tage fat. Chris begyndte at blive mere og mere stille, hvilket ikke lignede ham. ‘Er du okay?’ spurgte Skip, og Chris nikkede trægt. ‘Ja, men jeg kan godt mærke, jeg ikke har den samme energi som før. Det er sjovt… Jo mere jeg får adgang til her i livet – jo flere små nuancer, jeg opdager og sætter pris på – jo mindre kan jeg fysisk gøre. Som om jeg er på to forskellige rejser. Den ene indeni, hvor jeg hele tiden vokser og bliver mere opmærksom, og den anden, hvor kroppen bare langsomt falder af”. Chris smilede for sig selv. “Måske er det bare det, man kalder indsigt”.

Skip kunne ikke lade være med at drille ham lidt: “Pas på, du ikke bliver for selvhøjtidelig nu. Janteloven, Chris, husk janteloven!” Han grinede. “Ja, ja, jeg ved det. Men det er sgu svært, at lade være med at føle sig lidt som en guru i den kultur herude”. Alle fire grinede, mens de fortsatte gennem den tætte vegetation og mudrede vej, med en følelse af, at de alligevel var kommet tættere på noget – både i dem selv og verden omkring dem.