Heldigvis var der kun 22° i soveværelset, så det var til at holde ud. “Tænk,” reflekterede Chris, “engang var det så nemt. Man kunne bare lægge sig og sove, når som helst og hvor som helst. Men den tid er forbi.”
“Ja, nu er søvn nærmest blevet en videnskab,” bemærkede Grip med en kølig tone. “Lidt angstfuldt, lidt forventningsfuldt.”
“Og hele cirkusset med at finde den rigtige liggestilling og få alle de nødvendige ting inden for rækkevidde,” tilføjede Skip. “Morgenpiller, ble, bukser, t-shirt, vand og krykker – alt skal være på sin faste plads, ikke?”
Chris nikkede. “Det er sandt. Man bliver nærmest halvhysterisk med at få alting på plads. Og om aftenen er det endnu værre – apnømaskine, piller, vand, den rigtige temperatur i rummet, mobilen, oplader, urinflasker… Det er en udfordring at sove ude.”
“At sove på hotel er jo nærmest som at spille i et lotteri,” sagde Grip med en tør latter.
Chris lo lidt, men der var alvor i hans stemme. “Det er faktisk pudsigt. Når man tjekker ind på et hotel, får man masser af oplysninger om rummet, morgenmaden og seværdighederne i området. Men ingen siger noget om sengen – som om det ikke er det vigtigste!”
“Ja, sengen er da noget af det vigtigste!” udbrød Skip. “Hvis man kunne vælge madras, ligesom man kan bestille vegetarmad, så ville det være langt bedre. Så ville man vide, hvad man gik ind til.”
Chris nikkede ivrigt. “Det ville gøre en kæmpe forskel. Tænk på, hvor mange ældre og handicappede der tøver med at rejse, fordi de er usikre på, hvordan de vil sove. Hvis hotellerne klassificerede deres madrasser efter hårdhed – præcis som de store møbelhuse gør – så ville det give en helt anden tryghed.”
Grip rynkede panden og overvejede det. “Det ville ikke bare være smart, det ville også være en service, der kunne gøre hotellerne mere attraktive. Tænk på det – det kunne skille dem ud fra konkurrenterne og give flere folk med særlige behov modet til at rejse.”
“Ja,” sagde Chris. “Og det er ikke kun handicappede og ældre. Mange med rygproblemer eller andre fysiske udfordringer vil også have glæde af at vide, hvad de skal sove på. Det ville gøre det hele så meget mere overskueligt.”
“Så der er altså håb for, at flere kan tage på rejseeventyr uden at bekymre sig om søvnen,” sagde Skip med et smil. “Man skal jo ikke vågne mere smadret, end da man gik i seng.”
Chris smilede. “Ja, måske skulle hotellerne begynde at tænke i de baner. For det er helt klart en af de ting, der kunne gøre rejser meget nemmere – ikke kun for mig, men for mange andre.”
Efter en pause fortsatte Chris med et grin, mens han huskede aftenturen fra dagen før.
“Det var en hyggelig tur i går,” sagde Grip. “Hvor var de vandbøffelkalve søde!”
“Ja,” svarede Skip og lo. “Og heldigvis var temperaturen faldet til 24°, så det var da til at holde ud.”
“Chris,” spurgte Grip nysgerrigt, “hvordan smager vandbøffel egentlig?”
“Det er ikke så anderledes end meget andet rødt kød,” svarede Chris. “Men for mig er det vigtigste altid, at kødet er mørt. Jeg har smagt så mange forskellige typer og racer, og jeg må indrømme, at jeg også er til det, man kalder løvemad – eller på fransk, steak tartare. En klassiker med hakkede rødbeder, hakket løg, peberrod, kapers og en rå æggeblomme.”
Chris spillede pludselig en lille parodi på en franskmand med alpehue, stribet t-shirt og et fint fipskæg, mens han udtalte “steak tartare”. Skip og Grip brød ud i høj latter.
“Og hvad med gammeldags spegesild eller saltet sild?” spurgte Skip, stadig grinende. “Hvordan ville du spille den servering?”
Chris tænkte et øjeblik og efterlignede så en typisk dansk kroejer med seler og en serveringsserviet over armen. Skip og Grip var ved at falde ned af stolen af grin.
“Ja, det er ikke for ingenting, at du har undervist unge mennesker i teater og dramatik,” sagde Grip med et smil. “Det klarer du stadigvæk fint.”
“Jeg har altid moret mig ved at lave teater,” svarede Chris. “Det giver én lov til at være sig selv i forklædning – en skarp kontrast til dem, der i dag bruger forklædning for ikke at være sig selv.”
Chris blev lidt alvorlig igen og tænkte på de mange handicappede, ældre og andre grupper, som hverken kan klæde sig ud eller få lov til at være sig selv. De skal være lidt som politikerne har bestemt, for det er politikerne, der har skrevet manuskriptet – uden altid at tænke på, hvem der skal være skuespillere, og hvem der er statister. Men publikum til cirkus bliver vi alle sammen, selvom det sommetider bliver lidt absurd og en dårlig kopi af en tragikomedie.
