“Det er en stor dag,” sagde Chris til Wendy. “Nu kan du selv køre ind.”

“Den har jeg glædet mig meget til, og ja, livet bliver noget nemmere, når jeg ikke skal løftes rundt,” sagde Wendy, mens hun smilede og drejede hjulene et par gange i begejstring.

“Den er flot,” sagde Skip. “Tænk, hvis flere steder havde, om ikke andet, så en mobil sliske.”

Wendy vendte sig mod Chris: “Du og jeg, Chris, har kørt på mange underlige og lidt farlige slisker, men ofte er vi også kommet til steder, hvor vi ikke kan komme videre – dørtrin, trappetrin, fortovskanter, busser og meget mere. Vi skal altid tjekke, om lægekonsultationer, ørelæger, tandlæger, fysioterapeuter eller kontorer er tilgængelige, eller om der er en elevator. For hvad nytter det at bestille tid, hvis man ikke kan komme frem? Det gælder også restauranter, kulturarrangementer, udstillinger eller kirker. I gamle bygninger er der ofte høje dørtrin. Måske kan man komme ind fra den ene side, men det er ikke sikkert, man kan komme ud på den anden. Alle kan gå op ad en lille sliske, men ikke alle kan gå op ad trappetrin.”

“Jamen, så vedtager vi enstemmigt, at nybyggeri i fremtiden skal have adgang med sliske, og trapper skal kun findes, hvis der også er en elevator,” sagde Skip og puffede venligt til Grip. “Sig noget, mand.”

“Ja, hvad angår elevatorer, så er jeg altid glad, når der er et spejl, selvom det kun sidder nede ved gulvet og højst er 30 cm højt. Det hjælper mig, når jeg skal bakke ud med Wendy i en elevator, hvor vi ikke kan vende rundt. Wendy har fået nogle knubs engang imellem, fordi elevatordøren er så smal, og vi skal bakke ud uden at ramme kanten. Og det er jo ikke sådan, at man bare kan montere bakspejle.”

“Det har været sjovt at følge, hvordan de lokale med enkle midler har støbt og lagt klinker,” sagde Chris. “Ja, det må krible i fingrene på dig” sagde Grip, “som har bygget så meget gennem livet. Men du har da også givet gode råd, som de har taget imod med glæde.”

Chris og en af håndværkerne havde grinet godt, da håndværkeren havde sat klinker lodret på siden af slisken. Han tog en vinkel for at sikre, at de sad i 90 grader. Chris rømmede sig lidt, for de kunne jo ikke tale sammen på grund af sprogbarrieren. Chris løftede et vaterpas, og så gik det op for håndværkeren, at man ikke kan måle 90 grader, når man har lavet fald på toppen, så regnvandet kan løbe væk. Det ville give en helt forkert vinkel. De smilede bredt til hinanden, da Chris rakte ham vaterpasset. Ja, han havde spottet noget.

De var dygtige håndværkere, men sikkerhed var en by i et helt andet land. Chris havde fået nogen til at købe sikkerhedsbriller, for han orkede ikke at se dem arbejde med vinkelsliber og maskiner uden beskyttelse. Han havde også set nogle af håndværkerne kravle på stiger iført sandaler. Sikkerhedsudstyr var dyrt i forhold til den løn, de fik, så man havde nok ikke noget valg. Så længe det gik godt, gik det jo godt, og selvom hospitalerne samt personalet lå i første division, skal man ikke gamble – konsekvenserne kunne være for alvorlige.

På den anden side havde Chris også set derhjemme, hvordan håndværkere og landmænd kunne glemme sikkerheden. Han blev lidt trist ved tanken, for hans eget første fald ned ad trappen var jo også på grund af en “jeg skal lige”-situation, og den blev fatalt.

“Chris, du er uforbederlig!” Wendy, Skip og Grip lo. Chris kunne mærke, at han blev lidt genert, og havde det ikke været 33 graders varme, var han nok blevet lidt rød i kinderne. Ja, han havde næsen i mange ting, men det var jo ikke for at spille kloge Åge. Han havde jo altid selv været glad for gode råd.

Men så sagde Grip lidt alvorligt: “Er det nu et krav, at fordi man sidder i kørestol, skal man kunne komme til alle steder? Det er jo ikke muligt. Man kan for eksempel ikke kravle i træer. Der skal være en rimelighed i tingene. Der er mange andre aktiviteter, som ikke er tilgængelige for alle, blandt andet på grund af fysiske udfordringer.”

“Nej, du har ret,” sagde Chris. “Vi kan jo ikke bare sige, at fordi vi sidder i kørestol, har vi krav på at kunne komme alle steder. Det er jo ikke logisk, og der er også visse erhverv, hvor man ikke kan sidde i kørestol og samtidig bestride jobbet. Men meget ofte, hvis man har viljen, kan man tilrettelægge mange ting. Det er en balance, og vi må samarbejde. Man kan jo ikke altid få sin vilje.”

“Næh, det kan man vel ikke,” sagde Skip. “Men det ville da være dejligt, hvis man kunne.” De fire kiggede på hinanden og brød ud i en ordentlig latter.