Det var stadig morgen, men Chris Crutch følte sig allerede udmattet. Natten havde været, som de fleste nætter var for tiden: afbrudt af smertefulde opvågninger og et par timers urolig søvn. Han havde altid været en mand, der klarede tingene selv, men nu føltes det, som om tiden hele tiden løb fra ham, mens han sad fast i en krop, der ikke længere kunne følge med. Massagen i går havde hjulpet lidt, men smerterne var tilbage i dag.

“Du ser træt ud, Crutch,” bemærkede Grip med sin sædvanlige kølige observation. “Natten har ikke været god, vel?”

Chris nikkede. “Nej, Grip, det har den ikke. Jeg er ved at blive træt af at være træt,” svarede han og strakte forsigtigt ryggen. Artrosen og de sammenpressede ryghvirvler gjorde det sværere dag for dag, og hver gang han forsøgte at rejse sig, føltes det, som om tyngdekraften havde fordoblet sin styrke.

“Hvis du spørger mig, burde du tage kampen op,” sagde Skip ivrigt. “Hvad siger du? Et par Beatles-numre og en tur rundt om blokken?”

“Beatles?” gryntede Chris. “Det er da noget. Men rundt om blokken?” Han lo let, velvidende at hans venner altid havde en skæv humor. Blokken? De boede jo midt i en rismark.

Erkendelsen af smerten var hård for Chris, men han måtte se den i øjnene. Som han plejede at sige: “Den dag jeg vågner op, og det ikke gør ondt, så er jeg død.” Sådan havde det været i mange, mange år. Fremtiden ville ikke blive bedre, og han vidste, at han måtte tage beslutninger, der passede til den krop, han nu havde. Deres to gamle biler, som de havde haft i mange år, skulle udskiftes med en bil, hvor kørestolen kunne køre ind. Hans nærmeste havde foreslået at flytte hans seng ned i stuen, men det nægtede han. “Så kunne I lige så godt sende mig på plejehjem,” havde han sagt. Han ønskede ikke, at hans sygdom skulle forstyrre andres liv, og der skulle ikke laves om i deres hyggelige hjem.

Nu måtte han tage fat på det næste skridt: ansøgningen om en handicapbil. Han grublede over processen, der virkede uoverskuelig. Økonomien var stram, som den ofte er for en pensionist. Det hele føltes som en endeløs kamp, men der var ingen vej udenom. Tidligere havde han fået afslag på en specialkørestol, selvom han boede i et skov og landbrugsområde, hvor man havde behov for terrængående køretøjer eller en traktor, specielt om vinteren, som hurtigt kunne være seks måneder. Men nej, en jurist, der sad på sit kontor og kiggede ud på asfalten, mente åbenbart, at han skulle have en lille fin kørestol. “Ja, hvis du kun har en hammer, så ser alle dine problemer ud som søm. Gode gamle Maslow,” mumlede han til sig selv.

Han tænkte på, hvor mange ubrugte hjælpemidler der stod hos folk, fordi nogle kontorfolk ikke forstod de behov, han og hans vejleder havde. Han klagede over afgørelsen to gange, men det var som at slå ud i luften. Det med en uvildig vurdering, i et system der vurderer sig selv, den troede han ikke på. Så han havde ikke meget tiltro til, at det skulle lykkes at få hjælp til et transportmiddel.

Skip og Grip stod tavse i køkkenhjørnet og betragtede ham. “Der foregår store ting i hovedet på Chris,” sagde Grip til Skip.

“Ja,” svarede Skip. “Jeg hørte lidt af det fra en telefonsamtale i går.”

Chris vidste godt, at han før eller siden skulle tackle lægeerklæringerne og få sendt ansøgningerne af sted. Men i dag var motivationen svær at finde. Parkinsons, artrose og rygproblemer – det hele føltes uoverkommeligt. Han havde altid været god til at forstå de psykologiske aspekter af livet, men at konfrontere sit eget forfald var noget helt andet.

“Se på den lyse side, Crutch,” sagde Skip. “Du er stadig her, du er stadig skarp, og du har stadig os!” Skip svingede legende til siden, som for at understrege sin pointe.

“Ja, tak,” mumlede Chris. “Hvad skulle jeg gøre uden jer to?”

Grip rømmede sig og sagde: “Hvis du vil have et fornuftigt svar, Crutch, så begynd med de små ting. Lægepapirerne? Dem kan du ordne. Handicapbilen? Du kan få den ansøgning sendt af sted. Det er små kampe, men stadig kampe, du kan vinde.”

Chris nikkede langsomt. Grip havde ret. Det handlede om at tage tingene ét skridt ad gangen. “Du har ret, Grip,” sagde han. “Én ting ad gangen.”

Chris kiggede ud af vinduet, hvor solen begyndte at fortrænge skyerne, og han så naboen komme med græs til sine køer. Han kunne også dufte, at der blev lavet kaffe. “På den igen, gamle dreng. Vi tager en runde til.” Chris smilede for sig selv og apropo Skip´s forslag om Beatles ” Here Comes The Sun”. Chris begynde, at nynne.