“Chris, har du egentlig ikke nogle tabuer, du aldrig taler om?” spurgte Skip med sin sædvanlige livlige interesse. Hans stemme havde den ivrige tone, der afslørede, at noget kontroversielt var på vej.

Chris Crutch lagde en  bog fra sig, han havde siddet og kigget lidt i, for det blev jo ikke til så meget med,at læse mere, for han blev så hurtig træt , men han kiggede op med et smil, der vidnede om både nysgerrighed og et strejf af denne træthed. “Jo, det har jeg vel, Skip. Hvad tænkte du på?”

Skip, som altid var klar til at tage fat i de emner, andre helst undgik, svarede uden tøven: “Toiletbesøg. Handicappede, ældre og syge samt stærkt overvægtige.”

Chris sukkede dybt, ikke af irritation, men mere fordi emnet ramte en nerve. “Ja, det er nok noget, vi ikke taler nok om. Og du har ret, det burde vi faktisk. Det er et kæmpe problem for en stor del af befolkningen.”

Grip, som havde været stille indtil nu, rømmede sig og kastede et blik på Skip. “Problemet bliver først rigtig tydeligt, når du er gæst hos familie eller venner. Derhjemme har du alt indrettet til dine behov, men ude i verden… det er en anden historie.”

Chris nikkede tænksomt. “Det er sandt. Jeg har for længst vænnet mig til mit eget toilet herhjemme. Med al den teknologi, vi har, jeg er så heldig at have et toilet, der både vasker og tørrer – det er en gave, skulle jeg hilse at sige. Men når jeg er ude… så er det en anden sag. Pludselig er man afhængig af andres faciliteter, og ofte er de slet ikke gearet til en person med mine udfordringer.”

Skip, med sit sædvanlige skæve smil, kommenterede: “Det er jo næsten som at rejse tilbage til stenalderen, når man står foran et gammeldags toilet og ved, at det bliver en kamp.”

Chris grinede kort, men der var alvor bag latteren. “Jeg er slet ikke den eneste. Folk med gigt, rygproblemer eller som blot er ældre, kæmper med det samme. Det er ikke kun et spørgsmål om renlighed; det handler om værdighed. Alle burde kunne føle sig rene og veltilpas efter et toiletbesøg. Når det bliver en kamp, mister man noget af sin værdighed.”

Grip, der altid var analytisk og præcis, tilføjede: “Det tangerer mishandling, at mange ældre på plejehjem kun får mulighed for et bad om ugen. Hvordan kan man føle sig som et menneske, når man ikke engang får mulighed for at føle sig ren?”

“Du har ret, Grip. Og det værste er, at mange af de problemer kunne undgås, hvis vi havde en mere åben snak om det,” sagde Chris og tænkte på, hvor mange gange han selv havde følt sig fanget i kroppen – og ikke mindst i sit eget hjem, hvor hver eneste bevægelse krævede nøje planlægning.

“Men ved du hvad, Skip?” Chris’ øjne glimtede lidt. “I Thailand og Tyrkiet har de faktisk styr på det. De bruger små brusehoveder, der sprøjter vand i stedet for toiletpapir. Bom guns, kalder de dem i Thailand. Det kunne være, man skulle foreslå nogen at importere dem, for det er ganske smart.”

Skip lo højt og klappede Chris i hånden. “Og her sidder vi og fumler med vores gamle metoder. Der er alligevel noget, at lære fra resten af verden.”

Selvom jeg følte mig forberedt engang, blev det pludselig kaotisk ombord på et fly, som jo har verdens mindste toiletter. Det er nærmest som at bakke ind i et skab, og når man pludselig skal på toilettet, pibler sveden frem på panden. Der er ikke meget plads, og man kan sidde og fægte rundt med papir – både vådt og tørt – mens bukserne hænger om hælene. Man finder sig på ingen måde tilpas, og da jeg gik tilbage til sin plads, føles det som en ydmygende situation. Heldigvis har de fleste langdistancefly, jeg har været på, haft handicaptoiletter. Thai Airways’ Boeing 777 fra Europa er virkelig super.

Chris lænede sig tilbage og betragtede sine to krykker, der på sin vis var blevet hans faste følgesvende. Det var mærkeligt, tænkte han, hvordan selv noget så basalt som et toiletbesøg kunne udvikle sig til et tabuemne i vores samfund. Men måske var det netop de små ting, vi ikke talte om, der burde have mere opmærksomhed.

“Jeg har også tænkt på noget, Skip,” sagde Chris efter et øjebliks stilhed. “Måske skulle vi udvikle en bedre løsning. Noget, der kan være med i tasken, noget mere diskret, jeg ved jo, det findes, jeg har jo en selv. Men en rejsevenlig løsning med med afvaskning, til de store behov. Det er da et projekt, der kunne gavne mange.”

“Ja, noget som faktisk fungerer,” nikkede Skip. “For den der lille rumpetørrer, du har i din taske nu, er jo ikke just nogen revolution.”

Grip kunne ikke lade være med at grine tørt. “Det lyder som endnu et af jeres vanvittige projekter, men det giver mening. Der er en hel verden af mennesker derude, der har brug for noget bedre.”

Chris smilede bredt. “Tænk, hvor meget spildt glæde og viden der er gået tabt gennem årene. Men hey – måske er der stadig lidt tid til at gøre en forskel. Bare lidt.”

Og med de ord rejste Chris sig langsomt fra stolen, greb fat i Skip og Grip og lod sig føre videre. Trods alt var der stadig en verden at forbedre, om end den kun var et toiletbesøg væk. 

Men nu gjalt det engelskundervisningen og han kunne høre glade stemmer, fra drengene der var på vej.