“Hvor dum kan jeg være?” Chris gled hånden over panden.
“Man kan kalde det, at være distræt,” tilføjede Skip.
“Eller man kan kalde det en utilsigtet hændelse, som det hedder i sundhedsvæsenet,” foreslog Grip.
“Godt, vi ikke skal indrapportere det,” sagde Skip med et smil, selvom han selvfølgelig så det irriterende i situationen.
“Ja, jeg kalder det dumhed,” sagde Chris lettere irriteret. “Nu skal jeg bruge tre timer på en vanddrivende pille, bare fordi jeg ikke tænkte mig om. En time på, at den virker, og to timer, hvor jeg skal tisse hvert kvarter eller indtil jeg rammer cirka to liter. Jeg kan lige så godt lægge mig i sengen og bruge mine urinflasker. Så, drenge, vi vil ligge underdrejet i tre timer.”
“Aye aye, kaptajn,” lød det fra Skip og Grip.

Chris vidste, hvor lang tid og hvor mange gange man skulle løbe, når man havde taget vanddrivende piller, og han var ikke den store løber længere med stokke og gigt. Så det med tisseriet gjorde han normalt om morgenen, inden han stod op. Men i dag havde han ikke taget sine piller, som han plejede. Han havde jo to, der skulle hjælpe mod Parkinson, to mod forhøjet blodtryk, en blodfortyndende magnyl og så den vandfalds pille, som han kaldte den. Om aftenen havde han en depotpille, der skulle afhjælpe bivirkningerne ved Parkinson, og øjendråber for at undgå at udvikle grøn stær og så var der Parkinson pillerne som han skulle tage med tidsinterval hele dagen. Ingen mad 1 time efter pillen og ingen mad en halv time før pillen, han var godt nok styret af piller, sommetider glemte han dem en hel dag og han synes ikke, der var nogen forskel, men det var der jo nok. Når han glemte dem, var det ofte fordi han var optaget af noget spændende og han havde tænkt på, om spændingen var med til at producere mere dopamin, at vær celle øgede sin produktion, han ville spørge sin neurolog om det kunne være tilfældet.

Chris lagde sig i sengen, og nu hvor han var lidt irriteret, kom han til at tænke på producenterne af både lægemidler og hjælpemidler. “Jeg ved ikke, hvem der designer emballage til medicinalindustrien, men det er næppe brugerne, det er næsten helt sikkert,” tænkte han. “Hvorfor tænker medicinalindustrien ikke hele processen igennem, specielt når produkterne lander hos forbrugeren? Køber de ind i et stort fællesindkøb for, at få emballagen så billig som muligt og er ligeglade med, hvordan forbrugerne skal komme ind i produktet? Alle forpagtninger, lignede til forveksling hinanden og blev garanteret produceret som standard, af en central plastikvirksomhed.” ” Låg, der virker, som om de er limet fast. Små piller, der ikke kan presses ud af en for stor folie, og piller der ikke vil ud af bøtten, uden at de alle sammen kommer væltende ud, på én gang. Mange af deres forbrugere er ældre og handicappede, og det kan ikke være rigtigt, at man skal være bodybuilder eller have en teknisk eksamen for, at komme til den medicin, man skal bruge.”

“Da jeg var barn, fik man piller i en lille glasbøtte, som oftest med et fleksibelt kliklåg. Det mest uheldige ved det makkerskab var glasset, der blev til glasskår på gulvet, hvis man tabte det, og ifølge Murphy skete det selvfølgelig på badeværelsesgulvet. Og medmindre det var flydende, som den lyserøde hostesaft, der smagte af boble tyggegummi, var der stort set ikke nogen indsnævringer på beholderne”

“Men klart, apotekerne tjener jo også penge på, at pakke pillerne om i portions poser. Ja, alle skal have en bid af kagen – der er mange penge i sygdom. Men at medicinalfirmaerne sparer, i stedet for at udvikle brugervenlig emballage og være stolte af deres produkter, er skuffende. De kigger kun på indtjening, som om deres medicin ikke allerede er dyrt nok. Sådan er det med udbud og efterspørgsel – forbrugerne er taget som gidsler, for de vover ikke at gamble med deres liv. I stedet for ,at køre på første klasse må vi alle køre på tredje klasse, så svært er det da heller ikke, at sætte kriterier for brugervenlighed”. “de kan jo bare skrive til os, så skal vi hurtigt sende dem vores forslag” det sidste sagde Chris højt og kiggede over på siden venner.

Nu, hvor han var i det humør, kom han også til at tænke på alt det emballage, man støder på, når man handler i supermarkeder eller byggemarkeder. Det er ofte håbløst, at komme ind i emballagen – man kan ikke købe en saks uden først, at have en saks til at klippe emballagen op med. Nogen kalder tiden fremskridt, mon ikke der også er et par tilbageskridt.

Der er ikke meget politisk eller produktions etik, moral eller omtanke, når det gælder de ældre, de svage og handicappede. Der er heller ikke rigtig nogen, der repræsenterer disse grupper og deres problematikker i det daglige. Nej, man ved først, hvordan det er, når man har været der. Det ville være på sin plads, med alle de milliarder der bliver tjent, at man inddrog forbrugerne i processerne, de er trods alt specialisterne på deres eget felt.”

“Er du snart færdig med at tisse?” spurgte Skip.
“Ja, nu er det ved at være slut,” svarede Chris. “2 kilo lettere.” Chris smilede. “Men jeg har tænkt på, at der må være en måde, vi kan komme i kontakt med nogle af producenterne, for det kan jo være, de ikke kan se skoven for bare træer, så må vi jo hjælpe dem.”
“Ja, man kunne jo lave en Facebook-gruppe med det tema og formål,” foreslog Skip, som altid havde en idé.
“Det er i hvert fald værd at overveje, for der ligger også store samfundsmæssige økonomiske interesser i det her,” indskød Grip med sin snusfornuft.
“Noget må vi gøre,” sagde Chris. “Vi kan jo starte der, hvor vi sluttede for tre timer siden.”
“Hvor var det?” spurgte Grip, og de lo alle tre.