“Øv,” sagde Chris og lavede en grimasse.

“Hvad sker der?” spurgte Skip, som stod lænet op ad en stol.

“Det er bare de her mobilopladere. De går i stykker ved stikket alt for hurtigt,” svarede Chris, mens han forsigtigt vrikkede med ledningen.

“Ja, det holder jo butikken i gang,” svarede Skip og fortsatte: “Det er ikke fordi, man ikke kan lave tingene ordentligt. Det ville ikke engang koste meget mere, men der skal jo tjenes penge – helst mange og hurtigt.”

“Hvad er der galt med at tjene penge?” indskød Grip, men Skip svarede ikke. Den diskussion havde de haft mange gange, og de var ikke enige.

“Hvis jeg havde min 3D-printer, kunne jeg have lavet et lille hylster, men den har jeg ikke,” fortsatte Chris. “Men det er også lige meget, for jeg ville aldrig kunne sætte det på – jeg ryster for meget på hænderne, og jeg har ikke samme føling i fingrene længere.”

“Så må vi vel en tur til byen og købe en ny ledning,” sagde Skip, som næsten allerede var på vej ud af døren.

“Vil du vente på os, eller tager du afsted alene?” spurgte Grip med et grin.

Chris rystede på hovedet og lo, men blev hurtigt alvorlig. “Hørte I ambulancen her til morgen? Det er første gang, jeg har hørt én her.”

“Ja,” sagde Grip. “ Chris forsatte “De hentede naboen. Jeg har lige fået en SMS om, at han er død.”

“Åh, var han gammel?” spurgte Skip.

“Ja, det tror jeg,” svarede Chris. “Nu bliver der nok en del aktivitet de næste par dage, når slægtninge og venner fra hele landsbyen kommer til begravelsen. Ofte starter det dagen før selve kremeringen. Hvis I kigger ud af vinduet, kan I allerede se, at de er ved at sætte pavilloner op, og der er mange mennesker.”

“Foregår det ligesom i Skandinavien, hvor vi kommer fra?” spurgte Skip og kiggede på både Grip og Chris.

“Jeg ved det ikke,” svarede Chris. “Men vi får nok mere at vide. Jeg ved i hvert fald fra min tid som munk, at en af opgaverne er at holde ceremonier ved dødsfald og begravelser. I buddhistisk filosofi bliver man kremeret.”

“Men nu skal jeg lige sende en SMS til vores venner og høre, om nogen har tid, en bil og en chauffør til at køre os ind til byen.”

“Der er godt nok mange handicapparkeringspladser,” sagde Skip, “men der er ikke mange handicapbiler. Er der ikke så mange handicappede, eller har de bare ikke bil?”

“Jo, der er selvfølgelig handicappede,” svarede Chris, “men de fleste bliver taget hånd om hjemme i familien. Hvad angår parkeringsforhold, så har de store indkøbscentre fine forhold for handicappede. På mange benzinstationer, som også fungerer som rastepladser og spisesteder, er der handicaptoiletter. Og én ting er sikkert: Ingen, der ikke er handicappede eller ældre, ville finde på at bruge dem. Alle er meget respektfulde over for ældre og handicappede i de buddhistiske lande.”

De fik løftet Wendy ned fra ladet af bilen, og Chris satte sig i stolen. Wendy står altid på ladet af de biler, de kører med – det er praktisk. “Du bliver godt blæst igennem,” sagde Skip til Wendy. “Jeg har en fantastisk udsigt deroppe fra,” svarede Wendy og begyndte at køre mod indgangen til centret.

Chris fik købt sin ledning. Den var ikke billig, men det var også en original, så nu må han se, om den er i bedre kvalitet. Han fik også kørt sin sædvanlige “racerkørsel” gennem centret, som han plejer – der var så mange ting at kigge på.

Bilen svingede ind gennem en stor port og parkerede i mudderet foran hovedhuset, hvor butikken lå. Chris kunne godt lide, de her mindre tømmerhandler, selvom de ikke havde meget tømmer her, i stedet for de store byggemarkeder, som han synes havde meget billigt skrammel, lavet et eller andet sted, i et land der var kendt for billigt mere end kvalitet og så støttede han også det lokale næringsliv, hvilket var vigtigt, hvis man skal bevare lokalsamfundet.

“Hvad skal vi egentlig her?” spurgte Skip.

“Vi skal hente nogle propper,” svarede Grip.

Skip kiggede forvirret. “Hvilke propper?”

Han lagde mærke til, at Grip og Chris udvekslede et forstående blik.

“Hvad, har I tænkt jer at holde mig udenfor?” spurgte Skip.

“Det bliver lidt svært,” svarede Grip, “for så skulle Chris pludselig blive motorisk, helt mirakuløst.”

“Den tid er forbi. Jeg har vist opbrugt mine mirakler,” sagde Chris.

“Ja, du har taget din del,” fortsatte Grip. “Sidste gang var da den forrige bil rullede rundt på glat føre og landede på taget.”

“Do you feel lucky, punk?” Skip forsøgte, at lyde som Dirty Harry. “Det var noget af en flyvetur, men alt taget i betragtning slap vi jo godt fra det.”

“Ja, den ros skal redningsmandskabet have. De var hurtigt på stedet, og jeg nåede næsten frem til tiden til min kontrol på hospitalet – bare på en anden afdeling … akutmodtagelsen.”

“Ja, og der stod et team klar – læger, sygeplejersker og hvem der ellers var der. Superprofessionelle folk,” sagde Chris begejstret.

“Grip og jeg lå i bilen og anede ikke, hvad der foregik. Efter en masse råb og larm blev der helt stille,” sagde Skip og så ud, som om han led ved tanken. “Der gik mange dage, før vi blev hentet ud af bagagerummet. Hvem brugte du, mens du ikke havde os?”

“Du lyder næsten jaloux,” sagde Chris og kiggede på Skip. “Jeg husker det faktisk ikke.”

“Men pressen var hurtigere end redningsfolkene. Jeg var allerede online på nyhederne, inden jeg ankom til hospitalet, så sygeplejerskerne vidste allerede, hvor jeg kom fra.”

“Politiet var dog ikke særlig hensynsfulde. Det var ikke lige deres dag for takt og tone. De ringede til mine pårørende og spurgte, om de havde en bil med mit nummerplade, fordi den skulle afhentes af et bjærgningskøretøj – uden at fortælle, hvad der var sket med passagererne.”

“Det er under al kritik,” indskød Skip, og Grip gav ham ret.

“De havde nok andre opgaver. De er underbemandede, ligesom så mange andre,” sagde Grip.

Skip skulle til at sige noget, men så, at Grip førte en finger op for munden. Der skulle ikke siges mere.

De fik købt propperne og nogle andre småting, men Skip vidste stadig ikke, hvad propperne skulle bruges til, og han undrede sig over, hvad han havde misset.