“Ja, det var så den nat,” sagde Chris ud i luften. “Klokken er fire.” 

“Skal du have hjælp, eller bliver du liggende?” spurgte Grip, som stod ved siden af sengen. 

“Jeg stemmer for, at du kan sove et par timer til,” sagde Skip, som stod ved siden af Grip og døsede. “Der er ingen grund til at stå op, det er mørkt udenfor.”

“Ja, jeg er også træt, jeg er ikke udhvilet, men det er jo ikke mig der bestemmer længere,” sagde Chris lettere opgivende. Det var en af de nætter igen, hvor Chris vågnede klokken fire om morgenen – det havde han prøvet mange gange. Parkinson og søvnapnø var næsten modsatrettede sygdomme, men de enkelte sygdomme forstærkede hinanden, for det meste. Chris tog masken af.

“Chris, sig noget med masken på, det lyder så sjovt,” sagde Skip.

“Ahh, nu må du styre dig, Skip,” sagde Grip. “Der er faktisk ikke noget morsomt ved at skulle bruge den maske. Du ser jo hver aften, hvor svært Chris har ved at finde en sovestilling.”

“Ja, men derfor lyder det stadigvæk sjovt, og jeg ved ikke, om han ligner en elefant eller en alien,” sagde Skip med et smil.

“Det er okay, Skip. På dette tidspunkt har vi kun det sjov, vi selv laver,” sagde Chris med et smil i mørket. “Jeg bliver liggende og tager måske en lur. Jeg står ikke op før om to timer, når det bliver lyst.”

“Jeg kan mærke, at ryggen er tosset igen,” sagde Chris og lavede nogle øvelser i sengen.

“Nu falder du ikke ud af sengen, vel? Vi får dig da aldrig op igen,” sagde Grip lidt bekymret.

“Op,” sagde Skip. “Han bliver ved med at rejse sig hver gang han falder – altså mentalt.”

“Ja, du har ret, Skip. Han er blevet dømt ude flere gange af lægerne. artrose, sammentrykkede ryghvirvler, forhøjet blodtryk, Parkinson, apnø, leukæmi, grøn stær og samtidig, at være non-responder på smertestillende medicin er en dårlig cocktail”. 

“Men han får anerkendelse af lægerne hver gang, til alle kontrol test, for teoretisk set burde alle hans sygdomme og kombinationer have sendt ham på plejehjem,” sagde Grip og kiggede på silhuetten af Chris.

“Hvis han lander der, Grip, så visner han, og du, jeg samt Wendy mister vores ven,” sagde Skip med en klump i halsen.

“Rolig, venner,” sagde Chris. “Vi er ikke færdige endnu. Vi har stadigvæk noget, vi skal nå.” Chris smilede, mens dagen begyndte at gry. De blev alle påfaldende stille, til sidst brød Chris stilheden.

“Kom så, drenge, vi skal ud i den smukke morgen,” sagde Chris, mens Skip og Grip lagde sig i hver sin hånd.

“Vi er klar,” sagde de i kor.

“Let´s go, we march to the beat of our own drum” Chris trippede første trip. “Hvem har for øvrigt skrevet den melodi” spurgte Skip. 

Grip og Chris kigge på hinanden, rystede på hovedet og grinte.

Udenfor var det 22° og en smuk morgen, et kor af forskellige fugles sang slog dem i møde, den her dag tegnede godt, måske det kunne blive til en lur lidt senere. Chris kiggede over mod naboen, som var i gang med, at klippe græs til sine 5 køer, så han var da ikke den eneste, der var oppe.