Det var en af de vintermorgener, hvor sneen lå tungt på jorden, og isen gjorde selv de korteste skridt til en udfordring. Chris, iført sin sædvanlige jakke, men uden ordentlig beskyttelse mod kulden, kiggede ud af vinduet og sukkede dybt. Han havde en lægeaftale, og uanset vejret måtte han afsted. Wendy, hans trofaste kørestol, stod parat, men han vidste, at det ville blive en kamp.

Chris havde altid været selvstændig, og det generede ham at skulle bede om hjælp. Men når sneen lagde sig, og isen gjorde underlaget glat, var han tvunget til at stole på sin bil. Han kørte selv, men det var blevet sværere med årene, især når han skulle navigere gennem isdækkede veje og parkeringspladser, der ikke altid var ryddet for sne.

Da han ankom til lægeklinikken, var parkeringspladsen en katastrofe. Sneen var skubbet til side, men ikke væk, og de handicapparkeringspladser, der var til rådighed, var fyldt med snebunker, som gjorde det umuligt for ham at komme tæt nok på indgangen. Han var nødt til at parkere længere væk og kæmpe sig gennem sneen med Wendy, der havde svært ved det glatte underlag.

Skip, der altid så det positive i situationer, hviskede til Grip, mens de hang i bilen og iagttog mandens kamp: “Måske er det her en god dag til at teste vores stabilitet på is! Tænk, hvis vi kunne få en medalje for bedste præstation på glatte underlag!”

Grip, der altid var mere forsigtig og eftertænksom, rystede på sit håndtag. “Skip, nu skal du ikke være for optimistisk. Har du set, hvordan Wendy kæmper? Vi skal passe på, at vi ikke ender som endnu en udfordring for ham. Og hvad med den snebunke der?”

Skip nikkede, men kunne ikke lade være med, at forsøge at opmuntre sin makker. “Det er rigtigt, men vi har klaret værre. Husk dengang, vi hjalp ham med at krydse den mudrede mark? Det her er bare en anden slags udfordring.”

Grip smilede lidt. “Ja, men det betyder ikke, at vi skal tage det let. Vi er her for at støtte ham, og lige nu betyder det, at vi må være ekstra opmærksomme på hvert skridt, selv om det er Wendy der har styringen.”

Selvom Chris havde iført en varm jakke, kunne han mærke kulden krybe ind på sig. Hans bukser var våde fra sneen, og hans hænder, der greb fat i Wendy, var stive af kulde. Der var ingen ordentlige vinterhandsker, der passede til hans behov, og de praktiske vinterbukser, der kunne holde ham tør, fandtes ikke i de butikker, han kendte til. Det var, som om beklædningsindustrien havde glemt, at handicappede også skulle færdes i vintervejr.

Da han endelig kom indenfor på klinikken, var gulvet ved indgangen glat af smeltet sne og vand, som andre patienter havde trukket med sig ind. Wendys hjul gled flere gange, og manden måtte bruge al sin styrke for at holde balancen. Receptionisten så det, men gjorde ingenting for at hjælpe, måske fordi hun ikke vidste, hvordan hun skulle reagere. Chris følte endnu en gang den uundgåelige magtesløshed skylle ind over sig.

Skip og Grip bemærkede faren, som det våde gulv udgjorde. “Åh nej, det her bliver en hård opgave for Wendy,” sagde Grip bekymret. “Hun er ikke lavet til at manøvrere på sådan et underlag.”

Skip forsøgte at lette stemningen: “Måske burde vi lære hende at skøjte! Hvem ved, det kunne blive en helt ny sport!”

Grip skar en grimasse, men kunne ikke lade være med at grine lidt. “Hvis hun overhovedet kan holde balancen, skal vi nok være klar til at støtte ham. Det er ikke tid til sjov og ballade lige nu.”

Ved lægen blev han mindet om den regelmæssige kontrol for at beholde sit parkeringskort. Hvert femte år skulle han bevise, at hans handicap stadig var der, som om der pludselig skulle vokse nye, friske arme og ben ud igen. Det var en ydmygelse, han ikke kunne undgå. Lægen, der var venlig, men også overbebyrdet, nikkede blot og udskrev attesten uden at stille spørgsmål. Det var en formalitet, men for Chris føltes det som endnu en påmindelse om, hvordan systemet svigtede dem, der havde brug for det mest.

“Er det ikke bare ironisk?” sagde Skip stille til Grip, da de lyttede til samtalen mellem Chris og lægen. “Han har kæmpet med det her i årevis, og alligevel skal han bevise, at han stadig har brug for hjælp.”

Grip svarede roligt: “Det er en af de ting, vi aldrig vil forstå. Men det er vores job at gøre hans hverdag lidt lettere, uanset hvor mange attester han skal have.”

På vej hjem sad Chris i sin bil og kiggede ud på det hvide landskab. Sneen, som engang havde været et symbol på vinterens skønhed, var nu en barriere, han skulle overvinde. Han tænkte på, hvor mange andre der måtte kæmpe med de samme udfordringer som ham – manglende adgang, utilstrækkelig beklædning og et system, der krævede dokumentation for noget, der aldrig ville ændre sig.

“Jeg ved, han føler sig frustreret,” sagde Skip, mens de var på vej hjem. “Det må være så svært at blive mindet om, at selv hans grundlæggende behov bliver udfordret.”

Grip, som altid tænkte dybere over tingene, svarede: “Ja, men vi må huske på, at vi stadig kan være en del af løsningen.