Det havde været lidt af en rejse, selv for Chris Crutch, der havde oplevet verden på så mange måder, at selv eventyrere ville misunde ham. Bangkok lufthavn strakte sig ud foran ham som en labyrint af mennesker og kaos, men det var ikke noget nyt for Chris. Han var lænet komfortabelt tilbage, mens Skip og Grip småskændtes om, hvorvidt rejsen var en fantastisk mulighed for at reflektere eller blot en serie af unødvendige udfordringer.

“Det er jo bare et fly mere,” sagde Skip med sin sædvanlige entusiasme. “Vi kommer videre, som vi altid gør! No worries, mate.”

Grip sukkede, altid den mere rationelle af de to krykker. “Skip, det handler ikke om bare at komme videre. Chris har ikke ligget ordentligt ned i timer, og de her forsinkelser gør intet godt for hans helbred.”

Chris lyttede til dem med et halvt smil. Hans krop var slidt, det vidste han godt. Men indeni boblede den samme gamle kampånd, den samme trang til at opleve, skabe og forstå. Flyet var blevet aflyst, vejen i lufthavnen i Chiang Rai oversvømmet, og nu sad han her og ventede på en flyvning til Chiang Mai i stedet.

Mens passagererne omkring ham panikkede, og faren for kaos lå i luften, kunne Chris ikke lade være med at bemærke, hvor roligt de lokale thailændere tog det hele. Ingen stress, ingen drama. Som altid løste de udfordringerne med en imponerende ro og tålmodighed, hvilket fik ham til at tænke på, hvor forkælet mange i vesten var blevet.

“De kunne lære noget her,” mumlede Grip tørt. “Det er bemærkelsesværdigt, hvordan folk mister fatningen så hurtigt, når der sker noget uventet.”

To thailandske lufthavnsansatte spottede hurtigt Chris, der sad lidt afsides med sine krykker i en lufthavnskørestol.  Wendy Wheelchair, hans trofaste følgesvend, var stadig i cargo og ventede på at blive hentet og sendt videre til rejsens slutdestination. Med deres sædvanlige elegance og opfindsomhed fik de hurtigt ordnet en ny billet til Chiang Mai, selvom det betød en fire timers forsinkelse. De sørgede for, at Chris blev godt behandlet – ja, de løb endda hele lufthavnen rundt for at sikre, at hans bagage blev omplaceret.

“Du ved, Grip,” sagde Skip og skævede til sin mere seriøse makker, “de her folk ved, hvordan man får tingene til at glide. Det er som et gammelt Grateful Dead-nummer: langsomt, men det kommer fremad. Harmoni, bro.”

Men så gled Chris’ tanker tilbage til København. Der havde ikke været helt den samme venlighed. Den sidste assistanceperson i Københavns lufthavn havde virket lidt for optaget af, hvor meget Chris havde med sig.

“Det er ikke normalt at have så mange ting med i håndbagagen,” havde assistenten bemærket med et irriteret suk, mens han kiggede skeptisk på Chris’ krykker, batterierne til Wendy, apnømaskinen og hans rygsæk samt sidde pude. 

Chris havde kunnet mærke irritationen stige op i sig. Han svarede roligt, men med en skarp kant: “Undskyld, at jeg er handicappet og må have medicinsk udstyr, krykker og batterier med. Reglerne er ikke mine, og hvis du vil, kan vi bytte plads?”

Der blev stille et øjeblik. Assistenten mumlede noget og skubbede videre, tydeligvis påvirket af Chris’ bemærkning.

Grip brummede nu ved mindet. “Sådan en opførsel er uacceptabel. Hvorfor er det så svært at vise respekt og værdighed? Det er et job, ikke en personlig domstol over folk med særlige behov.”

Skip, som altid mere ubekymret, grinede let. “Ah, det er jo bare én dårlig dag, Grip. Men ja, Chris har ret. Man træder ikke på folk, der ligger ned.”

Chris nikkede for sig selv. Han havde mødt mange fantastiske mennesker gennem årene, der altid havde behandlet ham med respekt. Men han vidste også, at der stadig var dem, der manglede empati – noget, han aldrig ville kunne forstå.

Endelig nåede han  til huset, der skulle danne rammen, for hans ophold de næste tre måneder. Efter en strabadserende tur gennem bjergene, med kendte ansigter der ventede på ham ved ankomsten, kunne Chris slappe af. Traditionen tro fandt de en lokal restaurant, hvor han kunne nyde et måltid. Lyden af latter og thailandsk samtale fyldte rummet. Han forstod ikke meget af, hvad der blev sagt, men atmosfæren var nok. Han følte sig hjemme.

“Ved du, hvad det bedste ved alt dette er?” spurgte Skip pludselig, mens Chris nippede til sit vand.

“Jeg er sikker på, at du vil fortælle mig det,” svarede Grip tørt.

“Det er, at vi stadig er her, mand. Vi ruller, vi flyver, og selv om alt går i stå omkring os, så kører vi videre. Ligesom Wendy, der venter tålmodigt  – klar til at blive genforenet med os.”

Chris smilede igen. Skip havde ret, på sin egen naive måde. Livet var stadig i gang, og det var det vigtigste. Arrogance og dumhed var det, han ikke kunne udstå – og heldigvis havde han ikke mødt meget af det i dag, undtagen måske fra den enkelte assistent i Danmark.

“Hvad er det, de unge siger nu til dags? ‘We move’? Nå ja, det gør vi. På trods af alt, så gør vi det.”

Chris vidste, at det var rigtigt. Der var stadig liv at leve, og selv om kroppen måske ikke længere adlød hans ønsker som før, var hans sind stadig skarpt, stadig nysgerrigt, stadig klar til at tage verden ind, en bid ad gangen.

Slut på dagen sad han tilbage med en følelse af ro. Selvom kroppen var svag, og sygdommene tog mere af ham, så var der stadig den indre kriger, barnet, teenageren og faderen, der insisterede på at blive set og respekteret.

Et kig på på nogle af de de orkideer som havde købt for et år siden og vennerne havde passet, blomstrede nu og Chris tænkte , at der er meget skønhed i verden, hvis vi åbnede øjnene og tillader, at bare være. 

Tak fordi du følger os, vi håber ikke det bliver kedeligt, for foruden de daglige ting, er planen at Chris skal svejse en pavillon, hjælpe med opbygning af et hydroponisk mini anlæg til grønsager, lave minibassin med springvand og lotus blomster, komme med opskrifter på traditionel enkel thai mad ,samt det underlige/anderledes jeg også skal spise, vise nogle flotte billeder, på opdagelse i lokalsamfundet , fortælle om livet og refleksioner, lidt skæg og ballade tilsat et drys alvor. Så kig gerne ind på bloggen